»I Afghanistan kaldte de ham Byggemand Bob«

Jimmi Bøgebjerg Petersen.

Jimmi Bøgebjerg Petersen Fold sammen
Læs mere

Susanne Petersen blev glædeligt overrasket, da hun fik sin søn i røret.

»Jeg kommer tidligere hjem,« sagde han.

»Er din ferie blevet skubbet?« spurgte Susanne.

»Nej, jeg er blevet såret.«

Jimmi Bøgebjerg Petersen tog til Afghanistan første gang i 2007. Han nåede ikke at være der længe, før han i forbindelse med et angreb den 19. september 2007 blev skudt i den ene tommelfinger og gennem den ene lunge.

»De havde lige fået stabiliseret ham og sagde, at han selv skulle ringe hjem med det samme. De vidste jo ikke, hvor galt det var endnu, men de kunne åbenbart fornemme, at han ville overleve,« siger Susanne Petersen.

Jimmi blev fløjet til Rigshospitalet, hvor han kom sig hurtigere end forventet. Det var typisk for drengen, der altid havde haft svært ved at forholde sig i ro.

»Der var så meget krudt i den knægt. Han havde altid noget for,« fortæller Susanne Petersen, og smiler ved tanken om sønnens mange påfund, der kunne drive folkeskolelærerne i Korsør til vanvid.

Han fik studentereksamen fra Slagelse Gymnasium, men ifølge Susanne Petersen var han ikke særligt flittig med bøgerne.

»Han skulle vist være glad for, at han fik sin hue. Han gik mest deroppe, fordi der var sjov og ballade, og så vidste han ikke, hvad han ellers skulle,« siger hun.

Interessen for militæret blev vakt allerede i niende klasse, da han kom i erhvervspraktik som soldat, og efter gymnasiet aftjente han sin værnepligt. Samtidig købte han en gammel, nedlagt stationsbygning i Sverige, som han hyggede sig med at sætte i stand i sin fritid.

»I Afghanistan kaldte de ham Byggemand Bob, fordi han lavede alt dernede. Han var altid aktiv. Han burde have været håndværker,« siger Susanne Petersen.

Men det var ønsket om at gøre en forskel for folks sikkerhed, der betød mest for ham. Han overvejede at søge ind hos politiet, men det blev militæret. Blandt andet på grund af det tætte kammeratskab, han kunne fornemme blandt soldaterne. Jimmi satte stor pris på et godt kammeratskab, og han var villig til at gøre alt for dem, der stod ham nær. Da en kammerat brækkede benet, kørte Jimmi ham på arbejde hver morgen, og da en anden kammerat ikke havde råd til at holde bryllup, hjalp Jimmi.


 

Hans første uheld i Afghanistan i 2007 satte imidlertid tanker i gang om det arbejde, han havde valgt, og i lang tid havde han ingen planer om at skulle tilbage til militæret. I stedet fik han arbejde som G4-vagt på Strøget, hvor han hjalp butikkerne mod butikstyve. Han trivedes med det, men efter to år kunne han ikke længere undvære militæret og kammeraterne. Da hans gamle hold ringede og fortalte, at de manglede en mand, sagde han: »Jeg tager sgu med.«

»Jeg havde håbet på, at det skulle stoppe der. Men så sidder man samtidig og tænker, nu har han jo prøvet det, og man har jo ikke hørt om nogen, der kommer ud for noget to gange,« siger Susanne Petersen og sukker.

Selv om det var hårdt for hende og Jimmis far, bakkede de Jimmi op. De skulle ikke være uvenner med deres søn, når han tog af sted igen.

Således vendte Jimmi tilbage til Afghanistan i januar 2010. Han glædede sig over, at indsatsen dernede syntes at gøre en forskel. Første gang, han var udsendt, var det til en tom by. Da han kom derned igen, var der liv i byen og børn, der legede i gaderne og gik i skole, fortalte han familien derhjemme.

»Det betød meget for ham, at han kunne se det blive bedre,« siger Susanne Petersen.

Hans tre kammerater, Tina Andersen, Martin Barkholt Fruelund og Keld Jensen fra delingen, husker ham som en farverig del af deres Afghanistan-minder.

»Jimmi var et festfyrværkeri. Jeg har sjældent mødt folk, der var så livsglade, som han var. Der var aldrig noget med ham. Han pev aldrig. Han var altid glad og havde altid krudt i røven. Nærmest damp. Han var Jimmi. Det er næsten blevet et begreb at være ligesom ham, hvis man er rigtig glad eller har rigtig meget energi hele tiden,« fortæller Martin Barkholt Fruelund.

»Han trådte ind i alle folk, som om han havde kendt dem i ti år. De fik ham fuldt ud, ellers kunne det være lige meget,« siger Tina Andersen.

Keld Jensen, også kaldet Basse, tøver lidt:

»Han kunne også være pænt irriterende en gang imellem. Jeg var glad for, at jeg sov i et andet telt,« siger han og griner:

»Men han havde et kæmpe hjerte.«

»Alle kunne lide Jimmi,« fortæller Martin, »og han var ligeglad med, hvilken rang folk havde. De kunne være generaler eller konstabelelever, det var lige meget for ham.«

Tina griner, når hun tænker på, hvordan Jimmi kunne blive, når han havde fået energidrikke.

»Dem kunne han ikke helt tåle, for så blev han endnu mere energisk, end han var i forvejen. Så stod han ude på gangen foran teltene og gav high fives og sagde ’godt arbejde’ til alle, der gik forbi, også folk, der bare var på vej til toiletterne. Nogle stoppede op og spurgte: ’Hvem mig?’ ’Ja, dig mand!’, svarede Jimmi, og så fik de også lige en high five,« siger hun.

Udover hans evne til at underholde husker de tydeligt hans evner til at bygge.

»Han kunne jo bygge alt ud af hesco (trådnetmoduler, red.) og paller. Han lavede selv vores telt, der blev indrettet med små værelser. Vi andre stod bare og gloede,« siger Tina.

Martin husker også med delt begejstring, hvordan Jimmi overgik ham, da de skulle lave badeværelse i lejren i ørkenen.

»Han lavede noget, der var helt Lalandia-agtigt med en lille bænk til tøjet, og beklædte indersiden med englehud, så vandet løb væk den rigtige vej osv. Man står i ørkenen og har ingenting og tænker, hvor får du det fra?«

Derfor kunne Jimmi også gå et skridt længere med sine skæve påfund end alle andre.

»Man kan slippe af sted med meget, hvis man har styr på alt andet, man laver, og det bare står snorlige og spiller 100 procent,« siger Martin.

Den 7. august 2010 begyndte som en helt almindelig dag, og stemningen var ekstra høj blandt soldaterne. Hold 9 var færdige med dets arbejde, og dagen efter overtog hold 10 officielt. Tina, Martin, Basse og Jimmi skulle hjem. Jimmi havde pakket sammen og fyldt sin taske godt op med energidrikke, så han var klar til den sidste dags arbejde. Han var i højt humør og vinkede, da han kørte ud sammen med seks andre for at hente en pansret mandskabsvogn i nærheden, der havde fungeret som radiostation.

Det var normalt ikke soldater fra kommandodelingen, der var med til at udføre den type opgaver, men det var det denne dag. Der havde ikke været et stort trusselsbillede derude den seneste tid, de havde kørt turen hundredvis af gange, og stedet havde været overvåget. Alt syntes at være, som det skulle.

Trykbølgen kom bagfra, fulgt af en sandstorm, der blev væltet ind. Vognen med de syv mænd var pludselig kørt over en vejsidebombe. Det tonstunge køretøj løftede sig fra jorden og landede på taget. Jimmi sad på pladsen lige over punktet, hvor bomben sprang. Han blev slynget flere meter ud af vognen og var dræbt på stedet.

De tre kammerater, Tina, Basse og Martin, er i færd med forskellige opgaver i henholdsvis Camp Pryce og Burgan.

»Vi får at vide, at der er sket den her ulykke med nogle, der er kørt på,« siger Tina, »De siger ikke hvem, bare at det er nogle fra 3.5. Senere bliver vi kaldt sammen igen og får at vide, at det er en Jimmi, der er død. Jeg sidder og tænker på, hvem der hed Jimmi i tredje deling, nå ja, der var en. Men han blev såret som den første efter et par dage og er blevet sendt hjem. Så går der 30 sekunder, og jeg kigger på vores næstkommanderende. Er det vores Jimmi?! Ja, det var det. Så begynder jeg bare at tude,« fortæller hun.

Om aftenen var stemningen dybt påvirket af episoden.

»Alle havde tænkt, vi kommer sgu hele hjem. Vi bliver det første hold, hvor alle kommer hjem. Det var så tæt på, at det var latterligt. Det havde selvfølgelig været latterligt lige meget hvor og hvornår, men vi var næsten i mål. På samme tid næste dag havde hold 10 overtaget,« siger Tina.

Hjemme i Danmark gik Susanne Petersen og hendes mand rundt til Ringsted Festivalen.

»Vi blev kaldt op over højttaleren og bedt om at komme op til scenen. Der var noget galt med vores campingvogn, sagde de. Allerede da begyndte jeg at blive lidt nervøs, men sagde, at det håbede jeg sørme ikke, for vi skulle på ferie om to dage,« husker Susanne Petersen.

Da de fulgte med om bag scenen, får Susanne øje på de to mænd i militærets uniformer, der er kommet for at fortælle hende, hvad der er sket.

»De nåede ikke at fortælle noget som helst. Jeg spurgte bare: ’Han er død, ikke?’ Det bekræftede de, og så brød vi helt sammen.«

Familien modtog kisten i lufthavnen. Tina, Martin og Basse var blandt bærerne.

»Jeg tror, at det var det værste øjeblik. Da jeg kunne høre Hercules-flyene komme og vidste, at om lidt lander de med min søns kiste. Der var også den anden dræbtes familie, så der var to kister, og før de fik sat dem ned, vidste man ikke hvilken én, der var Jimmi,« fortæller Susanne Petersen.

Hun insisterede på at se ham inden begravelsen.

»Jeg troede ikke på, at det var Jimmi. Han kommer sgu bare hoppende ind ad døren og siger ’aprilsnar’, tænkte jeg. Men det var det. Han lå bare, som om han sov.«

I forbindelse med den første udsendelse havde Jimmi lavet sjov med den »sidste vilje«, som alle soldater opfordres til at skrive, inden de tager ud. Han havde blandt andet skrevet, at han regnede med, at Dronningen kom til hans begravelse.

Anden gang var den langt mere alvorlig. Der stod udførligt, hvor han skulle begraves, og hvem der skulle bære. Han ville gerne have tre geværsalutter. Man må ikke skyde inde i byen, så det blev til tre kanonsalutter fra flådestationen overfor. Det var han næppe blevet skuffet over, tænker Susanne.

Også kammeraterne fra delingen havde han påtænkt.

»Jeg skal ikke forlade denne her lorteørken uden en fest, så jeg har sagt til min mor, at I skal få 20.000 til at holde en fest, når I kommer hjem,« havde han skrevet.

Hans egne mindeord står indgraveret på en brosten fra huset i Sverige ved hans grav:

»They got me second time.«