I åben kamp mod dødens tabu

Døden er svær at tale om for de fleste. Men kræftramte Hans Henrik Petri taler om den, hverken med bævrende stemme eller tårer i øjnene. For ham er det en naturlig del af livet.

Hans Henrik Petri
67-årige Hans Henrik Petri har kræft i bugspytkirtlen. »Jeg kan ikke bruge, ’det er jeg ked af at høre’, til noget. Tag det lige så optimistisk, som jeg gør. Sig, ’jeg håber, du nyder resten af din tid’.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Hans Henrik Petri taler om den. Døden. Han har mærket dens kolde hånd, og i dag står han mere eller mindre ansigt til ansigt med den, hver gang han ser sig i spejlet. Men for de fleste danskere er døden noget af det sværeste at tale om, og kan vi undgå det, så gør vi det.

Han er 67 år og har kræft i bugspytkirtlen. Det blev opdaget i 2005, hvor han fik fjernet store dele af mavesækken, tolvfingertarmen, galdesystemet og et stykke af leveren og bugspytkirtlen. Dengang arbejdede han som byggeteknikker, indtil det en dag begyndte at klø over det hele, og han blev gul i kroppen og i øjnene. Det var kræften.

»Jeg fik et chok. Et stort chok,« siger Hans Henrik Petri.

»Det værste var at fortælle mine børn det. Det var det hårdeste. Psykisk.«

Scanninger efter operationen viste en skygge bag leveren, men en biopsi og en ny scanning viste ingenting. Der var ikke noget. Først i 2013-14 fandt de metastaser, og en scanning viste nu, at 20 procent af Hans Henrik Petris lever var dækket af svulster fra bugspytkirtlen. I dag omkring 80 procent.

Der er ikke længere behandling til Hans Henrik Petri andet end smertestillende morfin. Tre depotpiller om dagen.

Hans Henrik Petri bor tæt ved Nykøbing Falster i et lille, gult rækkehus. Den øverste etage bruger han ikke længere. Her plejede han ellers at have soveværelse, men sengen er nu flyttet nedenunder, ned i stuen foran TVet. Flere »dampere«, som han kalder dem, e-cigaretter, står på spisebordet ud for den sorte læderstol med høj ryg, der står som noget af det første, når man træder indenfor. Her sidder Hans Henrik Petri.

Han er skind og ben, som han selv beskriver det. Energien og kræfterne er ikke, hvad de har været, men han har overlevet de ti år, som lægerne gav ham efter operationen, så fra nu af er det »bonusår«.

»Hurra – hvor langt kan vi så komme?«

»Jeg prøver at bevare det positive og ikke være bange for at dø,« siger Hans Henrik Petri.

Hans ene datter sidder ved spisebordet. Pia Petri på 42 år. Hun har sagt farvel til sin far én gang. Det gjorde hun tilbage i maj måned, hvor han blev indlagt, og hvor både sygeplejersker og læger ikke så lyst på sygdommens og Hans Henrik Petris tilstand.

»Det sværeste var at fortælle de pårørende, at det var nu. Børnene. Børnebørnene,« siger Hans Henrik Petri.

»Dér stod vi jo og tænkte, at nu må vi sige farvel,« erindrer Pia Petri.

»Man krammer hinanden. Kysser hinanden. Man skal ikke holde det inde. Jeg skal dø,« siger Hans Henrik Petri.

Han overvejede, før han kom på hospitalet, at tage livet af sig selv.

»Dér gad du ikke mere,« siger Pia Petri.

»Nej, der var jeg træt af det. Træt af det hele.«

Han kom på hospice. Det, de alle troede, var livets sidste stoppested. »Jeg troede, jeg skulle dø på hospice. Nu havde jeg sagt farvel.«

»Du var afklaret,« siger Pia Petri: »Jeg tror, du var den, der var mest afklaret af os alle sammen.«

67-årige Hans Henrik Petri har kræft i bugspytkirtlen. »Jeg kan ikke bruge, ’det er jeg ked af at høre’, til noget. Tag det lige så optimistisk, som jeg gør. Sig, ’jeg håber, du nyder resten af din tid’.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

»Jeg tog det på en positiv måde.«

»… og værdig måde,« tilføjer Pia Petri.

Men han døde ikke. Langsomt, men sikkert fik han det bedre og bedre, og han kom hjem fra hospicet i juni.

»Det var positivt for sindet at komme på hospice. Den fred, der var, og den villighed,« siger Hans Henrik Petri.

Livsmodet og glæden kom tilbage, også selv om døden lurer når og hvor som helst, men man vænner sig til tanken om, at man skal dø af sin sygdom.

»Du accepterer det. Så prøver du at tænke på, hvis nu du selv kan gøre et eller andet for at gøre døden lidt nemmere. På hospice får du lov til at sove ind. Næste morgen er du død.«

Han er ikke bange for døden. Mange mennesker har det svært med, at han er så positiv over for at skulle dø.

»De synes, jeg er mærkelig,« siger han med et smil.

»Jeg burde jo være ked af det.«

Han har ikke ondt af sig selv. Det har hans datter heller ikke, for de er begge ekstremt afklarede, og der er ikke noget, der bliver pakket ind i vat eller er tabu.

»Jeg har stadig brug for min far, men jeg ved også, at når han dør fra os, så er det vores egen egoisme, der gør os kede af det. Når folk dør, er de færdige. De er væk. Jeg vil sidde og græde af ren egoisme, for hans smerte er væk. Han har oplevet det, han skulle opleve,« siger Pia Petri.

»Vi har vidst det i over ti år,« siger Hans Henrik Petri.

»Ja, og det er ikke, fordi vi har tænkt på det hver dag, men vi har godt vidst, hvor det bar hen. Man bliver bare mere afklaret,« siger datteren, mens hun kigger sin far i øjnene.

De to har haft et tæt bånd. Hun var sønnen, han aldrig fik. Hun skulle have jagttegn, en knallert og lære at skille knallerten ad og samle den igen. Og Hans Henrik Petri havde altid været udødelig i hendes øjne. Derfor var det et chok, da hendes far pludselig stod med en dødsdom i hånden.

»Det var gamle mennesker, der døde, gamle mennesker, der blev syge. Min far har aldrig rigtig fejlet noget, aldrig været syg. Så man går lidt i stå og opdager sin egen dødelighed,« siger Pia Petri.

Depressioner og selvmedlidenhed har været forbi Hans Henrik Petri. Ligesom selvmordstanker, der er kikset hver gang. Sikkert fordi han inderst inde ikke har ønsket det.

»På grund af familien,« siger han.

Med en dødsdom kommer afmagten. En svær følelse at håndtere, når man hele sit liv har været vant til at kunne klare alting selv.

»Nu er det begrænset,« siger Hans Henrik Petri.

»Jeg skal have hjælp til at komme på toilettet. Det er pinligt og skide irriterende. Det er en stor afmagt, man føler der.«

Men trods afmagt holder han fanen højt. Han nyder livet, mens han har det. Derfor har han også en liste, ikke på papir, men i tankerne, hvor han noterer de ting, han gerne vil nå i sit liv. Blandt andet at få en Harley. Så et par år efter operationen flyttede han til Spanien, fik sig en Harley og levede livet.

»Jeg er ikke stresset mere, og jeg tager det mere afslappet. Jeg var nem at stresse før i tiden, hvis det ikke lige gik efter mit hoved …,« siger Hans Henrik Petri, mens hans datter nikker anerkendende.

67-årige Hans Henrik Petri har kræft i bugspytkirtlen. »Jeg kan ikke bruge, ’det er jeg ked af at høre’, til noget. Tag det lige så optimistisk, som jeg gør. Sig, ’jeg håber, du nyder resten af din tid’.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Den erkendelse var ikke kommet, hvis han ikke var blevet syg.

»Så havde jeg levet det gamle liv.«

Nogle finder Gud eller en dybere og højere mening med galskaben, når ulykken pludselig rammer én selv. Hans Henrik Petri bad da også til Gud, da han skulle opereres, om at overleve operationen.

»Det havde jeg lovet min yngste datter. Jeg overlevede.«

»Men jeg har ikke søgt meningen. Jeg har en tro på, at der er en Gud, men nogle gange kommer jeg også i tvivl. Ikke på grund af min sygdom, men hvordan verden er skruet sammen.«

Der er ikke meget kulør i huden længere. Men det er der til gengæld i hans humor, som hjælper ham igennem kræften. Han overvejer endda at kalde sit rækkehus for »Cancermandens hule«.

»Jeg taler om de store ting som liv og død. Hvorfor skal man ikke tale om det? Det er en naturlig del af livet,« siger Hans Henrik Petri.

»Jeg var ikke bange for at tale om døden, men det synes jeg, folk har været. De har været bange for at tale om døden.«

Han tænkte og talte heller ikke meget om døden, før han blev syg. Ikke engang da hans forældre gik bort. Det er først, når det rammer én selv, som han siger, at tankerne myldrer.

»Det er, fordi døden er forbundet med så meget uvidenhed og så meget tabu. Der er ingen, der har fortalt de små børn om døden. Den er de ligesom gået hen over. Det er først, når man bliver ældre, man får indblik i det.«

Datteren skal gå, så hun kysser sin far på kinden efterfulgt af et knus. Han sidder i sin sorte læderstol og gør det, han oftest gør. Tænker tilbage på livets oplevelser.

»Der har været så mange positive ting.«

Pia Petri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.