I 1914 var faren for fred alle steder

I 1914 levede verden i en krigskultur, hvor faren fra fred var alle steder. I 2014 lever verden i en fredskultur, hvor faren for krig er alle steder. Der er 100 år mellem de to årstal og kulturer – og en overraskende sammenhæng.

Foto: Mary Evans/Robert Hunt Collectio

Den Første Verdenskrig gav os 35 mio. døde og sårede, og den gav os fire imperier, som forsvandt. Den gav os fascisme og leninisme, og den gav os økonomisk ruin.Men den gav os også noget andet. Første Verdenskrig gav os fred.

I 5.000 år kredsede historien om krig, men det ændrede sig i 1918, skrev historikeren Arnold Toynbee bagefter. Efter fire år, tre måneder og syv dages krig havde historien fået nok.

Fred.

Umiddelbart lyder sådan en konstatering som negle, der kradser hen over en tavle. Og af to grunde. Den ene er, at der også var fred før 1918, og den anden er, at der langt fra var fred efter. Blot 21 år senere brød en endnu værre verdenskrig ud, og i dag – 104 år senere – slås de hver aften i den gode sendetid. De skyder fly ned i Ukraine, de skærer halse over i Syrien, og de skyder med raketter og artillerigranater i Gaza.

Fred? Vorherrebevares.

Men den er god nok.

Ja, der var fred før 1918, skriver militærhistorikeren Michael Howard i bogen »The invention of peace«, men før 1918 var der fortrinsvis tale om en negativ fred; det var en fred, som blot var fravær af krig. Men efter 1918 var der tale om en positiv fred, en fred, som var et mål i sig selv. Før Første Verdenskrig »blev krig universielt betragtet som en acceptabel, uundgåelig og – for mange – ønskelig måde at løse internationale konflikter på.« Men ikke bagefter. Total krig var en krig, hvor Gud holdt med alle og slet ingen, og prisen var simpelt hen for høj.

Hvad så med Anden Verdenskrig og senere krige? Anden Verdenskrig var ikke noget, som de vestlige demokratier ville; det var noget, som en enkelt mand ville, og de nuværende krige er til trods for TV-billederne undtagelser, beskriver professor John Mueller i bogen »The Remnants of War«. Han kortlægger, hvordan antallet af krige og ofre i moderne tid er faldet støt, og som han konkluderer: »Krig i klassisk forstand har udviklet sig til et forbløffende sjældent fænomen, og hvis udviklingen fortsætter, vil det være en af de mest monumentale begivenheder i menneskehedens historie.«

Og Første Verdenskrig er omdrejningspunktet i den udvikling. Før 1914 levede verden i en krigskultur, efter 1918 levede verden i en fredskultur.

Men hvordan skete det – og hvorfor?

Lad os først se på kulturen inden Første Verdenskrig. Den tyske professor Michael Geyer har beskrevet, hvordan den vestlige verden op til 1914 blev grebet af »bellicisme«, hvor samfundene »omdannede sig selv med henblik på vold, det vil sige i en stræben efter krig«, og der skete et jordskred i europæisk identitet. I 1890erne blev krig »det grundlæggende element i skabelsen af den mandlige identitet«; hvor det tidligere havde været familie, penge og status, blev det nu kanoner og bajonetter.

Det var en udvikling, som havde mange fædre, men – siger Michael Howard – »det er umuligt at overvurdere den betydning, som socialdarwinismen spillede«. Darwin havde i 1859 udgivet sit banebrydende værk om arternes oprindelse, og begrebet om »den stærkes overlevelse« sprang fra fugle, fisk og skildpadder til mennesker. Ud med de sølle pjok og ind med de stærke, og krig var den vigtigste selektive faktor.

»Krig er som livet selv. Spis eller bliv spist. Sådan lever verden,« sagde Émile Zola. »Krig er nødvendig for menneskelig fremskridt,« sagde Igor Stravinsky. Menneskeheden er dødsdømt, hvis »den glemmer, hvordan man udkæmper krig«, sagde Friedrich Nietzsche. »Krig er verdens eneste hygiejne,« sagde futuristen Filippo Marinetti. I 1890 afviste datidens mest feterede militærmand, Helmuth von Moltke, folkeretslig tale om grænser for krig. Det var både utopisk og uønskeligt, sagde han, for mennesker vil krig, mennesker skal krig og »uden krig mister verden sin virilitet«.

Britiske soldater bærer en såret gennem mudderet under slaget ved Boesinghe i august 1917. Foto: Bridgeman Art Library Fold sammen
Læs mere

Krigskulturen er den vigtigste forklaring på Første Verdenskrig, for det geopolitiske drama var i sig selv forholdsvis udramatisk og langt fra uløseligt. Michael Howard opregner det således i »The Causes of War«:

Tyskland var bekymret for, at det østrig-ungarske imperium ville falde fra hinanden, og at det ville føre til, at Rusland fik mere magt på Balkan og i Centraleuropa. Rusland var allerede mere magtfuld, fordi Frankrig hjalp russerne med at opbygge en industri og et jernbanenet.

Det var den tyske frygt, og omvendt var der frygten for tyskerne. I Vesteuropa frygtede man, at tyskerne ville forsøge at etablere et overherredømme over Europa, og frygten fandt næring i tyskernes udtalte ønske om at blive en imperiemagt som Frankrig og Storbritannien og i det hele taget matche de to lande i omnipotens.

Sådan en geopolitisk grundangst har op gennem historien igen og igen ført til krig, og 1914 var ikke anderledes, som Howard forklarer.

Men 1914 burde have været anderledes. I 1914 havde der ikke været storkrig i Europa i næsten 100 år, og fredsdividenden var håndgribelig. Freden havde ført til et massivt velstandsboom og en kapitalistisk og imperialistisk verdensorden, som Vesten styrede, og freden havde ført til en industrialisering, teknologisk udvikling og oprustning, som verden aldrig havde set magen til.

Den nøgterne reaktion i 1914 burde have været, at der simpelt hen var for meget på spil. Krig kunne sætte den nye velstand over styr, og krig ville slippe et dommedagsarsenal af våben og industri løs. Det var i alles interesse at finde en diplomatisk løsning. Derfor virker Første Verdenskrig så ekstraordinært fjollet. Eller som historikeren Niall Ferguson har konstateret: »Det er den mest unødvendige krig, som mennesker nogensinde har udkæmpet.«

Men »det er i høj grad en moderne efterrationalisering,« siger Jonathan Boff i et interview. Han er lektor på University of Birmingham og en af de førende britiske forskere i Første Verdenskrig. »Når vi i dag kalder krigen »unødvendig« og omkostningerne »forudsigelige« – så er det nutiden, der betragter fortiden. Det er slående hvor lidt modstand, der dengang var mod krigen, og de fleste mennesker betragtede dengang krigen som en god krig.«

Soldater affyrer tung artelleri under krigen i Irak i 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER/IRAQ.

Efterrationaliseringen undervurderer eller overser krigskulturen – at demonstranterne marcherede gennem gaderne i London og Berlin og krævede krig: »Masserne marcherede op til Buckingham Palace, og de råbte: »Vi vil have krig.« (...) Det var en slags byfest, hvor al normal social adfærd var suspenderet, og alle kastede sig ud i en løssluppen forlystelse. Verden var i en fantastisk tilstand af ekstase,« som det hed i en samtidshistorie.

Ekstasen gjaldt også en ung demonstrant i München. »Jeg kastede mig på knæene, og mit hjerte flød over af taknemmelighed over, at himlen havde undt mig at være i live netop nu,« jublede den 25-årige Adolf Hitler, og en østrigsk militærlæge tryglede politikerne om at sige det lille ord med den store rumklang: »Åh, udbryd snart det forløsende ord – Giv os krig, vi vil bløde med glæde.« Og det var ikke bare mænd, der var grebet af krigskulturen, som to sociologer beskrev: »Kvinderne følte kåd kærlighed over for deres mænd, som stod der med en ny identitet i en smart ny uniform. Kvindernes stolthed og kærlighed forplantede sig til den mand, som drog af sted til blodbadet med et let hjerte.«

Selv de, som burde vide bedre, vidste ikke bedre. Forfatteren Stefan Zweig beskrev en hitlersk eufori i en demonstration i Wien – »det var, som om vores fælles ego blev løftet« – og følelsen af sturm und drang greb folk som Sigmund Freud, Max Weber, Henri Bergson, Emile Durkheim, H. G. Wells, Thomas Mann, Arnold Toynbee, Hans Delbrück, Henry James og Ruper Brooke. Den greb futurister, ekspressionister, vorticister, og den greb socialister, socialdemokrater og marxister, ofte greb den også bolsjevikker og anarkister, og »selv excentriske outsidere var indenfor i glæden over krig som forløsning«, som professor Roland Stromberg har skrevet.

Den franske forfatter og nobelpristager Romain Rolland havde ret, da han i september 1914 – efter bruset havde fortaget sig – gjorde festen op:

»I hvert lands elite var der ikke en eneste, som tvivlede på, at hans lands sag var netop Guds sag, frihedens sag og den sag, som talte for menneskelige fremskridt.«

Men krigen viste sig ganske anderledes, end soveværelserne og salonerne forestillede sig.

I 1914 skrev forfatteren Harold Begbie nogle af de mest patriotiske digte, som talte om krig som helende, om kvinderne og Gud, der hujede for England, og om de unge mænd, der løftede sværdet og rystede fred og sløvsind af sig – og i sit mest berømte digt, »Fall In«, skammede han unge tvivlere i krig. Hvad vil du svare, når dine senere spørger, hvad du lavede under krigen? Vil du luske væk, når dine venner taler om krig? Og hvad vil du gøre, når kvinderne flokker til soldaterne, fordi de er rigtige mænd? Der var kun ét at gøre – af sted for Englands og din egen skyld, digtede han.

I 1918 havde skriften fået en anden hældning.

Krigen var »sådan et ragnarok af slagteri og lemlæstelse, et sindsforstyrret blodbad, som ikke er set magen til siden tidernes begyndelse,« skrev Begbie.

Han skreg på krig, han jublede for krig, han fik krig, og han fortrød krig. Han ville nu have fred – og han var langt fra den eneste. For den konkrete krig var helt anderledes end den abstrakte, som Michael Geyer har skrevet. De samme kræfter, som før 1914 havde givet den vestlige verden industrialisering og væg-til-vægkolonier, buldrende kapitalisme og verdenshandel, som havde lagt jernbaneskinner over kontinentet og opfundet biler, fly, svejsemaskiner, radio, glødepære, telefon, filmkamera, grammofon, samlebånd og vaskemaskine – de samme kræfter, som blev brugt så enestående produktivt før 1914, blev efter 1914 brugt tilsvarende enestående destruktivt, og resultatet blev enestående.

I hver en negativ afskygning og fortolkning af ordet »enestående«.

Derfor fik vi fred.

Og vi fik »den liberale samvittighed«, som Michael Howard har kaldt den.

Før 1914 levede den vestlige verden med en ide om, at krige var så naturlige og nødvendige som fotosyntese, og at de var den måde, som verden genfødte sig selv. Men det var nu åbenbart, at det ikke var naturen selv, som førte til krig, men derimod mennesker. Krigen begyndte, fordi mennesker ville det, og krigen sluttede, fordi mennesker havde fået nok. Krig var altså ikke en organisk størrelse, det var en kunstig størrelse, og i takt med den økonomiske recession efter krigen og i takt med de bitre biografier – ikke mindst fra premierminister Lloyd George – bredte en tilsvarende bitter smag af lønløst spild og snyd sig.

De liberale demokratier ville nu fred, og de ville kun krig, hvis den var uundgåelig, og liberale værdier stod på spil – og det var betegnende nok uliberale diktaturstater, som ville Anden Verdenskrig. Først og fremmest Hitlers Tyskland, men også Stalins Sovjet og militaristernes Japan, og betegnende nok bliver krigen i dag betragtet som en god krig, fordi den forsvarede liberale værdier.

Værdierne er ikke liberale i politisk forstand, men i filosofisk forstand, og de liberale værdiers svar på tro, håb og kærlighed er demokrati, frihandel og fred, og størst af dem er freden. De tre lever i en indbyrdes symbiose – demokrati og frihandel fører til fred, men fred er også en forudsætning for demokrati og frihandel, og derfor er de liberale demokratier så forbistret uvillige til at involvere sig i andet end småkrige og krige, der udtrykkeligt tjener liberale værdier.

Tallene viser det. De fleste forskere skelner mellem konflikter og krige, og forskellen er antallet af dræbte. Hvis der er over 1.000 dræbte årligt, er der tale om en krig. Det er naturligvis et arbitrært tal, men det gør i det mindste sammenligning muligt, og hvis vi ser på efterkrigstiden, er den internationale krigslyst på nuværende tidspunkt på sit laveste niveau siden 1946, viser professor John Muellers opgørelse. Op gennem 00erne var der typisk fem krige om året, og to af dem var gengangere fra år til år, nemlig Irak og Afghanistan, og i en opgørelse over krige, er det også værd at hæfte sig ved de krige, der ikke er der.

På nuværende tidspunkt kunne USA og dets allierede være involverede i mindst fire storkrige rundt omkring på kloden, nemlig i Irak, Syrien, Libyen og Ukraine, og formentlig det dobbelte, hvis krig blev betragtet som fotosyntese, hvis vi levede i 1914 frem for 2014, men USA og dets allierede er ikke involverede i storkrige, for der er simpelt hen for meget på spil.

Er det godt? Ja, selvfølgelig er det godt, men ikke kun, siger Michael Howard. Den liberale samvittighed er ofte for god og from til en verden, der ikke nødvendigvis er nogle af delene, og det forklarer bl.a., hvorfor de liberale demokratier har så svært ved at afslutte krige. Siden Anden Verdenskrig har amerikanerne stort set ikke afsluttet en regulær krig, som de ideelt set skulle have gjort det. De kunne have ført krigene i Korea og Vietnam til den bitre ende og eksempelvis have valgt at invadere Nordvietnam og taget konsekvenserne, de kunne have lagt Irak i grus både den første og anden gang, og i Mellemøsten kunne Israel mange gange have invaderet og forstøvet Gaza. Men de liberale demokratiers fokus på fred frem for krig betyder, at fred er sejren i sig selv – ikke en krig, der er ført til sejr. Og det har to konsekvenser, ifølge Howard, nemlig krige, der er afsluttet for tidligt og uden reel løsning, eller konflikter, der som den israelsk-palæstinensiske får lov til at fortsætte i evigheder.

Michael Howards kritik er ikke nødvendigvis forkert, men den er heller ikke nødvendigvis praktisk.

For krig er og bliver en satsning med uendeligt mange ubekendte, og er det så ikke bedre – i en verden, som kan sprænge sig selv til småstykker – at satse på fred, siger Howards kritikere.

I 1914 var de fleste af stormagterne overbeviste om, at de ville have soldaterne hjemme til jul, og at et tordenskrald af begivenheder ville rense luften og den gamle verden, som forfatteren Thomas Mann sagde. Den gamle verden var sunket sammen i »en giftig bekvemmelighed af fred« og med en sjæl, som var »besat af utøj. Den gærer og stinker af de rådnende efterladenskaber af civilisationen (...) Derfor skal kunstneren, og soldaten inde i kunstneren, prise Gud for sammenbruddet af den verden i fred, som han er så grænseløst træt af«.

Det var en satsning, som kostede 35 mio. døde og sårede, som sænkede fire imperier og førte til fascisme, leninisme, økonomisk ruin og endnu en verdenskrig, og som til syvende og sidst og 100 år senere har fundet en forløsning – i fred.

before
after