I 1909 måtte kongen prøve noget nyt: Det endte i højlydt skænderi med statsministeren

Torsdag indledes dannelsen af Danmarks nye regering. Dette kan blandt andet kræve en dronningerunde – en 110 år gammel politisk tradition, som Frederik 8. udtænkte.

Efter folketingsvalget i 1909 kom kong Frederik 8. i den grad op at skændes med den populære statsminister I.C Christensen. Til sidst truede statsministeren med straks at aflevere sin afskedsbegæring til Kongen og i øvrigt offentliggøre denne i Berlingske Tidende, og så ville alle vide, at det var Kongen, der havde afskediget den populære I.C. Christensen. Det kunne kongen ikke have siddende på sig, så efterhånden faldt gemytterne til ro, beretter journalist og forfatter Kaare R. Skou. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

I det Herrens år 1909 kunne partiet Venstre fejre en fornem sejr efter valget til Folketinget, så det virkede åbenlyst, at en venstremand burde sætte sig på posten som statsminister.

Alligevel var kong Frederik 8. i bekneb for at få dannet en regering.

»Venstre-gruppen var simpelthen så indbyrdes uenig, at den ikke kunne stille med en statsminister. Så fik kongen den idé at tilkalde partilederne for at høre, hvad de egentlig havde forestillet sig,« forklarer journalist og forfatter Kaare R. Skou, der i årtier har dækket dansk politik hos DR og TV 2 og har skrevet flere bøger om dansk politik.

Kaare R. Skou fortæller historien bag tilblivelsen af de såkaldte dronningerunder, som ikke er nedskrevet i nogen lov, men som efterhånden er blevet en politisk praksis i dansk regeringsdannelse efter et folketingsvalg.

Dronningerunden i 1909 – dengang hed det en Amalienborgrunde – endte i et højlydt skænderi.

»Venstres store, gamle politiker, I.C Christensen, og Kongen kom op at skændes i en grad, at I.C Christensen til sidst truede med straks at aflevere sin afskedsbegæring til Kongen og i øvrigt offentliggøre den i Berlingske Tidende, og så ville alle vide, at det var Kongen, der havde afskediget den meget populære I.C. Christensen. Det kunne Kongen ikke have siddende på sig, så efterhånden faldt gemytterne til ro,« fortæller Kaare R. Skou.

Han tilføjer, at partilederne dengang ikke kom dryssende én efter én, men sad uden for værelset og således kunne overhøre skænderiet. Der kom intet ud af Danmarks første dronningerunde i 1909, og kong Frederik 8. kom ikke nærmere en regeringsdannelse.

»Han fik dannet regering på en anden måde, og det er en helt anden historie. Men alle aviser – fra Berlingske Tidende og Jyllands-Posten til Politiken – var efterfølgende enige om, at det var en meget fornuftig idé at kalde partilederne sammen, og det har regenterne så gjort lige siden. Og sådan blev den politiske praksis grundlagt,« forklarer Kaare R. Skou.

Her kan du se, hvordan en dronningerunde forløber:

 

Dronningerunderne har udviklet sig siden da, og i begyndelsen pegede partilederne blot på, hvem de mente skulle være statsminister.

»Efterhånden blev rådene til Kongen stadig mere udformede, så Kongen virkelig kom på arbejde, for man nøjedes ikke med at pege på en statsminister, man satte også betingelser. Og det er den situation, vi står i i dag,« siger Kaare R. Skou.

Han forklarer, at Dronningen – efter politikerne torsdag har været forbi på Amalienborg – vil udpege en kongelig undersøger til at lede forhandlingerne om landets næste regering.

»Hun ser selvfølgelig på, hvem der er flertal for. Er der eksempelvis flertal for, at Mette Frederiksen skal gå efter at danne en regering bestående af flere partier – hvis det er det, der er det største mindretal for i flertallet – så er det det, hun vælger,« siger Kaare R. Skou.

Tidligere afleverede politikerne kun mundtligt deres anbefalinger til dronningen, men også dette har ændret sig i dag.

»På vej derfra leverer de også deres råd på skrift til kabinetssekretæren. Og så er det jo ideelt set kabinetssekretæren og Dronningen, der finder ud af, hvordan opgaven til den kongelige undersøger eller forhandlingsleder skal formuleres. I virkeligheden er det dog sådan, at Dronningen ikke blander sig,« siger Kaare R. Skou og tilføjer:

»Det er kabinetssekretæren med Statsministeriets departementschef i baghånden, der finder ud af dette. Altså kan vi tage al romantik ud af dronningerunden – det er kun for traditionens skyld, for det er hverken Kronprinsen eller Dronningen, der udarbejder et Excel-ark og tæller mandater.«