»Hvornår siger man »jeg elsker dig« her i Danmark?«

Kan det blive mere idyllisk? Mahmoud og Hallum spiller rundbold. Katrine nusser Osama i de sorte krøller. Og et F16 flyver ind over Lillebælt. Havde det været Syrien, ville teenagerne om få sekunder dø i bomberegnen. Men i dag er der kage på højskolen, og efter sommerferien begynder de på HF. Berlingske har genbesøgt flygtningene fra villaen på Frederiksberg.

Der var krise da syriske Osama kom til at sige »jeg elsker dig« alt alt for tidligt til Katrine. Men i dag er alt idyl på højskolen og til sommer starter de sammen på HF. Fold sammen
Læs mere

»Hvornår siger man »jeg elsker dig« her i Danmark?«

Beskeden tikker ind med en svagt ængstelig undertone. Den unge syrer har overtrådt nogle uskrevne, danske kærlighedskoder, forstår man. Og nu er der behov for kulturel førstehjælp.

I sensommeren, da jeg sidst skrev om Osama Alkanj, havde teenageren fra den nu sønderbombede by Al-Qusayr ved Syriens grænse til Libanon lige mødt sin rødhårede, danske kæreste. Hun hedder Katrine Frost Teilmann, er fra Gammel Ry, har fregner og spiller musical på højskolen, hvor den unge flygtning har gået siden august sidste år.

»Først når man har været kærester lang tid,« svarer jeg. »I Danmark er »jeg elsker dig« nogle meget store ord.«

Der bliver stille i den anden ende af smserne.

Hallum (yderst th.) passer altid alle sine fem bønner, mens Osama og Mahmoud varierer lidt fra dag til dag. Her er de på Hallums værelse på højskolen. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

18-årige Osama Alkanj er lige dele kåd teenager og hjerteskærende moden af sin alder. Hans far forsvandt under krigens første år i Syrien og er formentlig blevet dræbt. Hans mor og søster er flygtet til og bor nu i Tyrkiet. Selv tilbragte han 11 dage i en overpakket båd på Middelhavet, overbevist om at han skulle dø.

»Det er fucking mærkeligt,« svarer han endelig.

»Betyder kæreste ikke, at to personer elsker hinanden??? I Syrien siger vi »jeg elsker dig« den første dag ...«

Osama smiler forlegent, da jeg endelig besøger ham og de andre på højskolen og bringer sms-udvekslingen op.

Den er fra dengang, jeg lærte den unge fyr at kende som en af de rastløse syriske unge mænd, Frederiksberg Kommune have placeret i en gul patriciervilla, indtil myndighederne fik styr på, hvad alle skulle lave, og hvor de kunne bo.

Dengang flygtningene gik på motorvejene i Rødby, og hele Danmark bekymret snakkede om, hvordan man kunne sætte prop i.

Dengang Osama tilbragte sine aftener på skiftevis at skrive kærlighedssange til Katrine og se YouTube-videoer af landsmænd, der bliver tortureret; Børn, der drukner, og bomber, der dræber.

Højskoleåret er som en hæsblæsende dobbeltmission: Ikke alene har de syriske teeangere - som alle andre unge - skulle forme sig selv i overgangen fra ung til voksen. De har samtidig skulle manøvrere teenagefrustrationerne igennem en turbointegrationsproces. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

Og dengang Katrine kun kendte til flygtninge fra fjernsynet, knap vidste, at Syrien lå i Mellemøsten, og aldrig havde drømt om, at hun skulle blive kærester med en muslim.

»Ja, der var godt nok panik dengang,« griner hun på østjysk, da de ligger i græsset uden for højskolen med udsigt over Lillebælt.

Så de aftalte kun at sige »jeg elsker dig« – »bhebak« – på arabisk. Mere romantisk. Mindre angstprovokerende. I hvert fald til at starte med.

Siden august sidste år har Snoghøj Højskole hvert halve år modtaget tre flygtninge på den såkaldte Uddannelses Boot Camp (UBC) – en etårig linje, der er målrettet danske unge, som af forskellige grunde ikke har fået afsluttet folkeskolen, og som skal bruge en eksamen for at komme videre i deres liv. Mens Katrine og højskolens andre kursister øver musical og spiller teater, møder Osama og de 15 andre UBCere i stedet op i et klasselokale for at analysere danske digte, læse engelske noveller og lære matematik.

Det lød som en udfordring, tænkte linjeleder Susanne Ærenlund, da Frederiksberg Kommune ringede og spurgte, om de kunne tage nogle nyankomne syrere med. Det var jo ikke »dansk for udlændinge« men almindeligt 9.-klassesniveau, de underviste, og sidst højskolen forsøgte med en integrationslinje, var det mildt sagt ingen succes.

»Men det har været ualmindeligt fantastisk,« siger Susanne Ærenlund, da vi kaster os over højskolens frokostservering: en gang stegt rødspætte med salat og tyk, hvid sovs.

På væggen i Halloums værelse hænger forskellige lektier, som skal øves, inden eksamenerne i næste uge. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

»Det er helt vildt, som de har løftet moralen på holdet. De ved, hvad de vil, og går efter det. De møder op som en selvfølge og laver altid deres ting.«

»Og de kulturelle udfordringer?« spørger jeg.

»Kulturelle udfordringer, hvad mener du? De er jo pæredanske, altså ud over det med svinekødet. Ja, og så holder de døren før mig, når jeg kommer ind i et lokale. Og trækker stolen ud. Hahaha. Hel talvorligt: Den indstilling, flygtningene kommer med, kunne de danske elever godt lære noget af.«

I terminsprøven fik Osama 12 i skriftlig dansk, og til sommer starter han på HF med Katrine – tilbage på hans hjemmebane tæt på den gule villa på Frederiksberg. De får følgeskab af bedstevennen Hallum Almahamed. Og til vinter håber Mahmoud Nawaf, som også har et værelse i den gule villa, men først startede på højskolen i januar, at blive lige så god til sproget, så han kan følge samme vej.

Det sidste år har kommunerne landet over sendt hundreder af unge flygtninge som vennerne fra Frederiksberg på højskole som led i deres integrationsprogram. For at booste flygtningenes sprog. Og fordi højskoletiden om noget kan indpode flygtningene nogle af de danske værdier, vi gerne vil have, at de nytilkomne skal tilegne sig. Og så ovenikøbet i de mest formative ungdomsår.

Om flere får chancen i fremtiden, er straks mere uskkert. Når den nye integrationslov, som regeringen vedtog tidligere på året, træder i kraft, vil unge som Osama, Hallum og Mahmoud nemlig ikke længere kunne tage på lange højskoleophold. I stedet skal de sendes direkte fra asylcentret ud i ufaglært virksomhedspraktik.

Ved sidste lovbehandling lovede integrationsminister Inger Støjberg (V) efter pres fra et flertal af Folketingets partier ganske vist at »drøfte højskolespørgsmålet« på ny. Men opholdene må stadig ikke bremse for intentionen i loven om, at flygtningene skal »hurtigst muligt i virksomhedspraktik og job«.

Rundbold i solen. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

»Det er da super fedt, hvis regeringen kan skaffe en masse praktikpladser. Men hvad så bagefter?« spørger Susanne Ærenlund fra Snoghøj.

Det er jo ikke, fordi det vælter med ufaglærte job i Danmark. Så ville det alligevel ikke være smartere at hjælpe de flygtninge, som har motivationen og evnerne, til at få en ordinær uddannelse, så de også på lang sigt kan forsørge sig selv?

Mahmoud Nawaf har den samme kasket på, som da vi mødtes sidste sommer.

Dengang måtte vi kommunikere med smartphonen som mellemmand, ham pegende kejtet på skærmen, hvor der øverst stod nogle kruseduller på arabisk og nederst noget om himlen, der græder, og derefter en række uforståelige fragmenteringer af ord.

Sidst jeg så ham, havde han lige fået afslag på familiesammenføring med sin mor og søskende, fordi noget var gået skævt med papirarbejdet. Siden har to af hans brødre og en søster selv taget den farlige rejse over Middelhavet og sidder nu på forskellige asylcentre og venter på svar.

Denne gang kan vi faktisk tale sammen. Uden hjælp fra google translate. På dansk.

»Du vil ikke tro på, hvor tit jeg sad og græd om aftenen i efteråret, fordi jeg troede, at jeg aldrig ville lære det,« starter Mahmoud.

»Men her på skolen snakker vi jo dansk hver dag, og jeg kan se, hvor gode de andre er blevet. Jeg vil være ligesom Hallum. Jeg vil også på HF, og så bagefter skal jeg læse økonomi.«

Faktisk har Mahmoud allerede fået oversat sine gymnasiepapirer fra Syrien. Men han ved godt, at de ikke rækker langt, hvis han vil på universitetet i Danmark. Først og fremmest skal der styr på hans sprog.

Hallum Almahamed griner, da han hører Mahmoud fortælle.

Den rødhårede teenager fra Daraa – arnestedet for den syriske revolution – er den flittigste af dem alle. Væggen på hans værelse er plastret til med sprogøvelser, der skal memoreres inden eksaminerne. Det er også altid ham, der husker de andre på de muslimske bønner. Kærester må vente. Nu gælder det andre ting.

»Nu må vi se, hvad det ender med,« siger han. »Det handler om hele tiden at gribe de muligheder, livet giver dig. Men lige nu drømmer jeg om at blive pilot.«

I Syrien har han og de andre lært fra barnsben, at man skal have lige så stor respekt for lærerne som for sine forældre. I Danmark sidder deres klassekammerater med fødderne oppe på bordet og er på Facebook i timen. Og Hallum, Mahmoud og Osama, som endelig ikke vil fornærme de danske venner, de er så glade for endelig at have fået, prøver at formulere sig så diplomatisk, de kan.

»Danskerne er meget, meget søde, men også meget forkælede,« siger Hallum:

»For os er det pinligt ikke at opføre os ordentligt og gøre, hvad læreren siger. Det er noget i vores kultur, som nok aldrig forsvinder. Men danskerne skal hele tiden diskutere med lærerne for at se, om man ikke lige kan slippe udenom.«

Så skærer Osama igennem: »Nogle gange tænker man altså: Læs nu bare! Lav jeres ting! I forstår ikke, hvor heldige I er her i Danmark, så stop med at diskutere og beklage jer, og lad os komme videre med timen, så vi kan blive færdige og alle kan få fri.«

Da Mahmoud og Hallum går i gang med et spil pool trækker Osama mig med ned i musikrummet. Han har skrevet en ny sang, han vil høre min mening om. Sætter sig ved klaveret og finder teksten frem på sin skærm:

»Da jeg først kom hertil, vidste jeg ikke, hvordan man sagde hej // Men det var lige meget, for der var ingen, som ville snakke med mig.«

»Av, det lyder deprimerende, Osama,« udbryder jeg. »Var det virkelig så slemt?«

Der var krise da syriske Osama kom til at sige »jeg elsker dig« alt alt for tidligt til Katrine. Men i dag er alt idyl på højskolen og til sommer starter de sammen på HF. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

»Det var værre! Før havde jeg ingen danske venner på min egen alder, for jeg troede ikke, de ville snakke med os. Sådan oplevede vi det alle,« siger han.

På mange måder har højskoleåret været en hæsblæsende dobbeltmission: Ikke alene har drengene - som alle andre unge på deres alder - skulle forme sig selv i overgangen fra ung til voksen: Hvad med piger? Og uddannelse? Og »hvem er jeg«? De har samtidig skulle manøvrere teenagefrustrationerne med en ny og fremmed kultur som bagkulisse igennem en turbointegrationsproces.

»Her på højskolen har vi heldigvis lært,« siger Osama, »at danskerne er lidt generte, men meget gerne vil snakke, hvis man bare starter med at gå hen til dem og ikke venter på, at de skal gå hen til dig.«

Så det gør de. I timerne, i fritiden, om aftenerne, til festerne. I hvert fald ind til de svære emner presser sig på.

»Mange synes, det er synd for flygtninge, men de ved meget lidt om, hvorfor vi faktisk kommer. De græder, når der er terror i Frankrig, men aner ikke noget om Syrien, eller de hundredetusinder af mennesker, som er blevet dræbt,« sukker Mahmoud.

Han bebrejder dem ikke. For magtesløsheden har vi alle til fælles. Heller ikke han kan bremse Assad eller Ruslands forbrydelser. Heller ikke han kan stoppe krigen. Alligevel gnaver skylden over at være i sikkerhed, mens deres familie, venner og landsfolk lider i Syrien eller i nærområderne, hvor mennesker, der før levede almindelige middelklasseliv, lever af at spise græs.

»Jeg har også lært meget,« siger Katrine, da vi ligger på plænen og snakker. Om religion. Om Syrien. Om kærlighed på arabisk. Og krig.

»Du ved, I Danmark, ik? Hvis nogen har givet én en gave, så forventer man på et tidspunkt, man skal give noget tilbage. Man deles om udgifterne. Vi vil gerne have, at det hele skal gå op. Sådan er det ikke med syrerne. De vil betale for alting og mener, piger skal forkæles. Når man er venner, er man nærmest familie. Man deler alting og har ikke alle de der høfligheder. Det er ret mærkeligt. Men også dejligt. Jeg tror, det er noget kulturelt.«

»Det med forkælelsen er bare mig,« griner Osama. Også han er begyndt at tale jysk.

Villaen Fold sammen
Læs mere

Kan det blive mere idyllisk? Mahmoud og Hallum spiller rundbold. Katrine nusser Osama i de sorte krøller. Og et F16-fly flyver ind over Lillebælt.

»Hvis vi var i Syrien, ville vi bare række hænderne i vejret og sige: »Gud, jeg kommer til dig nu!«,« siger Hallum. For sådan er det: Folk dør i bomberne fra jagerfly hver dag. Og nu hvor Ramadanen starter, og der er færre skyer på himlen, er sigtbarheden for bombedrab ideel.

Først galgengrin. Så pause.

Ind til én bryder stilheden: »Hey, der er kage i kantinen, skal I ikke op og have noget med?«

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

LÆS TREDJE DEL AF SERIEN: »Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

LÆS FJERDE DEL AF SERIEN: Med kommunen til ramadanmiddag

LÆS FEMTE DEL AF SERIEN: Rester af mennesker

LÆS SJETTE DEL AF SERIEN: »I snakker hele tiden om, hvordan man stopper flygtningene. Vi tænker kun på at stoppe krigen«

LÆS SYVENDE DEL AF SERIEN: »Systemet virker ikke - giv os i stedet tid til at lære sproget, så skal vi nok hjælpe os selv«