Oppe i det skotske højland – i et barskt område ved navn Cairngorms – har forskere netop opdaget, at der sandsynligvis var en vaskeægte gletsjer til langt op i 1700-tallet. Altså permanent sne og is året rundt.

Det er opsigtsvækkende, for selv om vi taler om et højtliggende landskab op mod 1.000 meter over havet, så ligger Skotland på nogenlunde samme breddegrad som Danmark og er i endnu højere grad end vores nation præget af atlanterhavsklima med udpræget milde vintre.

I Skotland har geologer, ligesom i Danmark, ellers været overbevist om, at de sidste rester af store ismasser fra istiden smeltede bort for ca. 11.500 år siden.

Hvilket de måske også gjorde deroppe på toppen af De Britiske Øer. Men meget tyder på, at isen vendte tilbage for omkring 1.000 år siden – og holdt stand gennem den ret kolde periode, man har døbt Den Lille Istid ca. mellem 1350 og 1850.

Klimaforskere er endnu ikke fremkommet med nogen skudsikker forklaring på, hvad der forårsagede afkølingen dengang.

Alt tyder imidlertid på, at især vintrene var koldere end i dag, og at den relativt lette afkøling især fandt sted på nordlige og sydlige breddegrader – og altså hverken i troperne eller subtroperne.

Men skal man pege på de to mest fremherskende og i øvrigt sammenhængende forklaringer, skal vi dels skue 150 mio. km ud i universet til vores lokale stjerne, Solen, og dels ned i Jordens indre.

For at starte med det sidste, så var kloden fra omkring år 1200 og ca. 200 år frem præget af en overhyppighed af meget store vulkanudbrud.

Det kan man se i form af talrige aflejringer af svovlsyrepartikler i grønlandske iskerne-boringer. Når vulkaner går i ekstra store og eksplosive udbrud, slynges vulkanske småpartikler, såkaldte aerosoler, helt op til stratosfæren 30-40 km over os, hvor de transporteres hele kloden rundt.

Mens de er deroppe, fungerer aerosolerne som et slør, der blokerer for det indtrængende sollys, hvilket har en afkølende effekt på Jordens klima. Og er der tilstrækkeligt mange af disse partikler gennem en længere årrække, bliver nedkølingen selvforstærkende. Hvilket kan have udløst Den Lille Istid.

I midten af 1600-tallet træder Solen så ind på den klimatiske scene.

Fra omkring 1645 til 1715 var Solen i en form for dvale. I netop den periode var der ingen eller ganske få solpletter med forhøjet magnetisk aktivitet på overfladen af vores lokale kæmpekraftværk – et tydeligt tegn på en temmelig inaktiv sol.

Og næsten nøjagtig samtidig holdt den skotske gletsjer stand, mens danskere og andre nordeuropæere sled sig gennem bidende kolde vintre, der kostede mange menneskeliv.

Solen falder i søvn

I disse år dykker Solens aktivitet med en hast, der bringer minderne frem om rekordkulden for 300 år siden. Hvilket har skabt overskrifter på nettet som »Solen falder i søvn: Nu kommer istiden«.

Det kommer bare ikke til at ske. Det er fuldstændig umuligt at forestille sig, at den globale temperatur vil dykke nævneværdigt i de kommende år eller årtier som følge af en let slumrende sol. Dertil er atmosfærens koncentration af drivhusgasser alt for høj – og fortsat kraftigt stigende.

For fire år siden offentliggjorde professor ved Niels Bohr Institutet, Gary Shaffer, et forskningsresultat, der viste, at selv om mennesker stopper al udledning af CO2 i morgen, vil der gå i hvert fald 125.000 år, før den næste reelle istid ankommer.

Vores historiske udledninger har simpelthen udsat ankomsten af den næste istid. Hvilket skyldes, at ca. halvdelen af den CO2, vi udleder, bliver hængende oppe i atmosfæren i flere hundrede år, og omkring 20 procent bliver der i flere tusind år. Hvorved denne centrale drivhusgas virker som en næsten evig modvægt mod naturlige faktorer, der forsøger at drive temperaturen nedad.

Man kan også se på de aktuelle opgørelser over klimaåret 2013.

Ifølge NASAs klimaforskningsafdeling var det forgangne år det syvende varmeste, der er målt globalt siden 1880.

Og ifølge den amerikanske hav- og atmos-færeadministration NOAA var der tale om det fjerde varmeste.

Det sker samtidig med en generel sænkning af Solens aktivitet – og i øvrigt i et år, der ikke var præget af det globalt opvarmende fænomen i Stillehavet, der kaldes El Niño.

Havde der været en bare moderat kraftig El Niño, ville 2013 næsten utvivlsomt være endt som det varmeste år, der nogensinde er målt af instrumenter.

Det eneste, der for alvor vil kunne køle det globale termometer naturligt ned, synes dermed at være vulkanerne.

Og her taler vi ikke om udbrud som det i den islandske vulkan Eyjafjallajökull, der skabte total flykaos i foråret 2010. De skal være 20 – eller 100 gange – kraftigere, før de for alvor vil kunne modvirke drivhuseffekten.

Og selv da er det noget nær usandsynligt, at det vil være tilstrækkeligt til at kunne genopbygge den skotske gletsjer.

Eller få ismasserne på Den Midtjyske Højderyg til at vende tilbage.