Hvornår er far en rigtig mand?

Karl Kühlmann Selliken Fold sammen
Læs mere

Forleden så jeg en reklame for Teknisk Museum, der inviterede til »Et brøl af en maskinfest for hele familien« i anledning af fars dag i dag. Her kan man blandt meget andet se Danmarks første bil, køre i veteranbus eller med minitogbane, skyde med bue og pil eller fægte med kårde, se både Rullemarie i aktion og brandslukning med skum.

Det er jeg sikker på, at min far og jeg kunne få en god dag ud af, men alligevel tog jeg mig selv i at tænke, at det sådan rent kønsrollemæssigt var lidt af en kliché her i 2016. Kunne man forestille sig et tilsvarende arrangement til mors dag? Nej, vel?

Det blev ikke bedre, da jeg kom hjem og så en reklame i TV. En mand sidder i sofaen og ser bilprogrammet »Top Gear«, indtil hans bedre halvdel kommer ind i stuen, tager fjernbetjeningen og skifter over til et program i kategorien »Bridezillas«, hvor giftegale kvinder skriger højt og ofte og benytter enhver lejlighed til at iføre sig brudekjoler. Den kanalskiftende kvinde kigger udfordrende på sin gemal for at se hans reaktion på hendes frækhed, men han forbliver rolig. Han kan nemlig se det hele, når det passer ham, ved hjælp af den streamingtjeneste, reklamen handler om.

Med andre ord: Mænd kan godt lide teknik og bilprogrammer med højrøstede værter, mens kvinder godt kan lide programmer med tåbelige kvinder i.

Spørgsmålet er, om reklamefolkene er tumper, der lever i fortiden og undervurderer målgruppen, eller om de har ret, og vi er tryggest med gammeldags kønsroller i vores reklamer. Som den fra tysk til dansk dårligt synkroniserede mødregruppe, der lugter til det dejlige vaskepulver og bliver helt høje – formentlig af en blanding af dampene og begejstring.

Jeg tog dog mig selv i at grine ad en enormt plat reklame, som en ven havde delt på Facebook. En lidt bøvet fyr sidder fredeligt på en bænk i en park og spiser chips. En smuk kvindelig jogger løber forbi, men pludselig vender hun om, ser vores bøvede ven lige i øjnene og spæner tilbage til ham. Det er selvsagt ikke ham, der har fanget hendes opmærksomhed, men lugten af hans chips. Den smukke jogger flår posen ud af hånden på fyren, og da hun ser, at den er tom, slikker hun desperat krummerne af hans fedtede kind.

Det får så vores bøv, der åbenbart er lidt af en pervers stodder, til dagen efter at hælde chips i skødet på sig selv. Det gustne trick lader da også til at virke, idet en ny smuk jogger indfanges af aromaen og løber hen mod bænken. Så langt når hun dog ikke, før et ordentligt brød af en mand opfanger den samme liflige duft og i vildt løb hen mod bøven (og hans chipsfyldte skød) skubber joggeren til side.

Hvorfor grinede jeg ad den reklame, mens jeg synes, at de andre var gammeldags? Fordi de første prøver at lokke os med en kønsopfattelse, der for de værste tilfældes vedkommende kunne være ytret af konsulinde Holm fra »Matador«, mens den anden – plat som den er – formår at udstille selvsamme kønsopfattelse og gøre tykt grin med den. Det er jeg sikker på, at der er mange fædre, der gerne vil have mere af på fars dag – og fremover. Vi skriver trods alt 2016.