Hvorfor »ytringsfrihed, men ...«?

Mødet i Krudttønden på Østerbro var nået til kernen i de seneste ti års debat om ytringsfrihed – vendingen »ytringsfrihed, men« – da det blev skudt i sænk.

Svært bevæbnet politi har gennem de seneste dage været en almindelig del af det københavnske bybillede – ikke mindst her ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro, hvor en kugleregn fra en formodet terrorist lørdag eftermiddag satte punktum for et debatarrangement om ytringsfrihed. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Skuddene falder, netop som ordene siges: »Hvorfor siger vi stadig »men«, når vi…«

Her afbryder en salve sætningen. Folk i lokalet panikker. Alle søger skjul. Ingen af de tilstedeværende på debatmødet lørdag eftermiddag om kunst og ytringsfrihed i Krudttønden på Østerbro i København er tilsyneladende i tvivl. De ved, hvad det er.

De var i forvejen trukket ind af temaets malstrøm – bestående af terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris, Muhammed-krisens utæmmelige uro, og måske mindet om Theo van Gogh plus godt et årtis attentatforsøg på folk, der tegner, filmer eller skriver.

Ukrainske Inna Shevchenko, kvinderettighedsforkæmper og frontfigur i aktivistgruppen FEMEN, er nået til det punkt i sit oplæg, hvor hun siger, at debatter om ytringsfriheden altid afstedkommer den samme indvending fra folk: »Ja, der er ytringsfrihed, men... Vendepunktet er »men«. Hvorfor siger vi stadig »men«, når vi...,« siger Shevchenko. Så skyder terroristen.

»Min tales pointe var, at vi ikke behøver tale om ytringsfrihed. Vi skal praktisere den. Så blev vi afbrudt af en, der praktiserede sin ideologi,« skrev kvinderettighedsforkæmperen senere på Twitter.

 

Ikke lang tid efter, at terroren ramte Danmarks hovedstad i weekenden, begyndte »men« at dukke op. Flere steder. Primært på de sociale medier, nationens fælles torv. Men også i dagbladene. Og formuleret af kunstnere selv, som i et indlæg i Politiken mandag, skrevet af forfatter Carsten Jensen:

»Det er vigtigt at vide alt om gerningsmanden og hans motiver. Er han en hjemvendt syrienskriger? Ligger smittekilden i udlandet? Men der er et andet spørgsmål, der er lige så vigtigt. Hvem er vi som nation? ... Er Danmark en selvradikaliseret nation,« spørger forfatteren med henvisning til den formodede gerningsmand, Omar Abdel Hamid El-Husseins, opvækst på Nørrebro i hovedstaden.

Carsten Jensen kommer følgelig her med det »men«, at Danmark som et samfund, der angiveligt undertrykker og lægger indvandrere og muslimer for had, selv har skabt terroristen:

»Vi har selv forberedt indvandrere, flygtninge og deres efterkommere på det i en selvopfyldende profeti: Inde bag sløret, inde bag fuldskægget, inde bag moskeernes mure er det jo sådan, I er. Volden ligger på lur i jeres religion, i jeres kultur, i jeres historie, i jeres vrede, i jeres sind,« som forfatteren skriver.

Hvilket straks fik direktør for tænketanken Justitia Jacob Mchangama til at kommentere: »Fordi Danmark gik i krig i Afghanistan og Irak, slog en dansker med palæstinensisk baggrund uskyldige ihjel til et debatarrangement om ytringsfrihed og ved en jødisk synagoge. Jo, jo. Det MÅ være vores egen skyld.«

Det har udgjort kernen i ytringsfrihedsdebatten, lige siden Muhammed-krisen begyndte i 2006. En krise der hele tiden vender tilbage. I år i både Paris og i lørdags i København efter et årti på den fundamentalistiske terrors to-do-liste. Og »men’et« er selvsagt udlagt flere steder gennem årene. Også i Flemming Roses (manden bag ideen om de oprindelige Muhammed-tegninger, der skulle teste selvcensuren blandt tegnere) bog, »Tavshedens tyranni«, hvor Carstens Jensens forfatterkollega Salman Rushdie citeres: »I det øjeblik, man begynder at tale om at begrænse visse ytringer og kontrollere, træder man ind i en verden, hvor friheden ikke længere råder, og fra det øjeblik diskuterer man kun den grad af ufrihed, man vil acceptere, men man har accepteret selve princippet om ufrihed.«

Et udsagn Flemming Rose selv uddybede, da Berlingske interviewede ham efter terrorangrebet og massakren på Charlie Hebdo i Paris: »Grundlæggende er mit argument det samme som i 2006. I et demokrati kan ingen gøre krav på deres religiøse, ikke-religiøse, ideologiske eller ikke-ideologiske følelser. I det omfang ideologier, religioner og grupper, som jeg ikke er en del af, gør krav på, at jeg respekterer deres dogmer uden for deres egne hellige steder, så gør de ikke krav på min respekt, men på min underkastelse. Det er uforeneligt med et liberalt demokrati.«

Lars Vilks, den svenske kunstner bag den såkaldte »Muhammed-hund«, var formentlig den formodede terrorist, Hamid El-Husseins, mål. Men Muhammed-tegningerne vender hele tiden tilbage som det centrale for den religiøse fanatisme. Et samlepunkt for, hvorfor nogle erklærer sig krænket af hån, spot og latterliggørelse. Og mener, at drab er det eneste mulige svar. Hvilket ifølge Flemming Rose har indført en de facto-blasfemiparagraf i vestlige medier:

»Jeg benægter ikke, at der foregår diskrimination af muslimer i Europa. Og det kan man kun være imod. Men at sige, at de ikke har magt, altså, hvis nogle af dem rent faktisk er i stand til at lukke munden på Europas medier, er det så ikke magt? Alle europæiske medier, undtaget Charlie Hebdo, har underlagt sig en ny blasfemilov, uden den er vedtaget. Den ideologiske kerne i det her er jo blasfemi,« sagde Rose til Berlingske.

 

Om Roses udtalelser også sigter til en journalist som freelanceren, afrikaeksperten Jesper Strudsholm, vides ikke. Sandsynligheden taler for det. Strudsholm gav i timerne efter angrebet på Krudttønden i København et af de klareste eksempler på »ytringsfrihed, men« på Facebook: »Selv den vildeste brug af ytringsfriheden vil aldrig retfærdiggøre terror og vold. Men når det er slået fast med de længste eksisterende søm, vil jeg osse have lov at udtrykke en anden og sekundær frustration: En mand mistede i aftes tilsyneladende livet og flere blev såret, efter nogen fandt det passende – mindre end en måned efter Charlie Hebdo – at invitere en tvivlsom svensk kunstner, hvis væsentligste berømmelse skyldes en elendig forhånelse af Muhammed, tegnet som hund to år efter, at Jyllands-Postens stunt satte verden i brand. Nej, vi skal ikke lade os kue. Men kan vi ikke – for fredens skyld – lige tage en pause i vores insisteren på at optrappe en konflikt, hvor forhånelse synes at spille en større rolle end respekt og et ønske om fredelig sameksistens?«

»Tråden« efter Strudsholms udsagn er både lang og interessant. Netop fordi journalisten her kom til at repræsentere »De anstændige«-tilgangen. »De anstændige« er en bog af forfatterne Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, der omhandler netop Salman Rushdie-sagen, Muhammed-krisen og ytringsfriheden og forsøger at gøre op med en angiveligt politisk korrekt kreds af kunstnere og journalisters »misforståede tolerance« over for islamister.

Dag Holmstad, forfatter og kommunikationschef, forsøger ud fra nogenlunde samme tilgang at irettesætte Jesper Strudsholm oven på dennes Facebook-opdatering: »Der er ikke noget »men«, når vi taler ytringsfrihed. Hvis vi først stiller betingelser for ytringer »for fredens skyld« har vi tabt til de totalitære, indskrænkede religiøse kræfter. Så burde Salman Rushdie vel også have undladt – for fredens skyld – at skrive og udgive »De sataniske vers«? Vi skal som frie, moderne demokratiske samfund i stedet insistere på – med Jens Stoltenbergs (NATOs generalsekretær og Norges eksstatsminister, red.) ord – mere åbenhed og mere demokrati, og det vil sige mere ytringsfrihed.«

Der er altså ytringsfrihed. Og der er »ytringsfrihed, men ...« Modstandere af sidstnævnte påpeger ofte, at man ved at bruge den, går fjendens ærinde. Man ender med at være imod ytringsfriheden i stedet for at bakke den op. »Men’et« matcher nogle gange fundamentalisternes ytringer, hævdes det. Som eksempelvis det islamiske Hizb ut-Tahrirs. Den stærkt agiterende muslimske organisation udsendte en pressemeddelelse kort efter drabene i København i weekenden. Her argumenteredes for, at danske politikere »selv bærer en stor del af ansvaret« for terroren:

»Igennem de seneste 15 år, har man på alle mulige måder forsøgt at kvæle muslimerne både gennem en blodig udenrigspolitik, hvor tusinder og atter tusinder af muslimer er blevet slået ihjel i forsøget på at eksportere demokratiet til den islamiske verden, men også gennem en hård kurs mod muslimerne internt i Danmark og Europa, med lovstramninger, stigmatisering og mistænkeliggørelse, suppleret med en hadefuld retorik, der har ført til større samfundssplittelse og flere verbale og fysiske overfald på muslimer.«

På de sociale medier har flere henvist til Hizb ut-Tahrirs pressemeddelelse og spurgt, om der reelt er forskel på substansen i den og i forfatter Carsten Jensens indlæg i Politiken.

Den franske ambassadør var ligesom tegner Lars Vilks og en del andre også til stede, da debatten i Krudttønden blev afbrudt på spørgsmålet om det altid tilbagevendende »men«. Bagefter havde han ifølge flere tweets sin egen metafor om det hele. Endda med et effektfuldt »men« til at understrege sin pointe: »Jeg ankom på cykel, men forlod stedet i skudsikker bil«.