Hvorfor spiser de så mange småkager på Vesterbro?

En undersøgelse fra Coop viser, at man spiser mange flere småkager på Vesterbro end i andre dele af København. Hva' f.....?! Er småkager nu blevet retro?

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg bor i en usund bydel. I Valby, hvor jeg har adresse, fylder vi masser af færdigretter, wienerbrød og cola ned i indkøbs- kurven. I det nordlige whisky-bælte er man mere ovre i et luksus-hotels brunchmenu. Her er det grapefrugt, blåbær og chorizopølser, der bliver købt mest af.

TV2 Lorry havde i sidste uge en historie om spisevanerne i hovedstadsregionen, hvor Coop havde kortlagt indkøbskurvene bydel for bydel. Spisevaner, der på forunderlig vis passer ned i de fordomme, vi gør om hinanden: På Vestegnen er de old school med svinekoteletter, sødmælk og toastbrød, mens man i Instagram-selvbevidste 2100 Østerbro spiser masser af skyr og avocado.

Der var dog ét højst overraskende tal. På Vesterbro køber man ifølge Coop dobbelt så mange småkager som andre steder i hovedstaden. Detailgiganten kom til kort. Den havde svært ved entydigt at forklare, hvorfor der i bydelens unge hipsterland bliver fortæret en så stor mængde af petit smørkager, der normalt er forbeholdt mormors livsstilsinteriør.

Måske er det blevet retro at spise småkager? lød til sidst det meget tøvende bud.

I en tid, hvor vi bliver gennem-analyseret, segmenteret og kategoriseret helt nede fra storetåen og op til hårrødderne, er der noget vidunderligt tilfredsstillende over at støde på samfundsfænomener, der ikke kan tegnes ind i et skema på et whiteboard.

Tilbage i vinter stod jeg i 7-eleven i kø bag ved en vagabond i fuldt ornat med hund, rygsæk og badges i gang med at købe to palæo ingefærshots med citron. En helt igennem paradoksal oplevelse, der ligesom småkagespiserne på Vesterbro mindede mig om, at vi alle er blevet »Kender du typen?«-aflæselige i en sådan grad, at det må nærme sig det grusomt kedsommelige for livsstilseksperterne, sociologerne og politikernes kommunikationshære. Ingen af os er længere en reel overraskelse.

Vi er jo også selv skyld i det. Vi sætter overskrifter på os selv på sociale medier og forærer uden tøven datadetaljer væk om vores livsstilsvalg på nettet. Det gør os til de mest gennemskuelige mennesker nogensinde.

En gang imellem er der stadig nogle ikke-placerbare typer, der stritter imod. Det er dem, der tager røven på eksperterne. Det var dem, der ud af det blå gav Alternativet et kanonvalg. Det var dem, der blev enige om, at nordjyske Klitmøller rent faktisk er the place to be for storbymennesker. Det var dem, der alligevel ikke gad at købe B&O-produkter og lukkede ørerne helt i, når Danske Bank talte om »New normal«.

Jeg har den selv. Den moderne længsel efter, at der findes en helt særlig bestanddel inde i mig, der ikke kan forklares af nogen eksperter udefra, eller som kan sættes ind i en statistik, persontype eller et Excel-ark. Det er den længsel, der med stærk selvindbildsk stemme talte til mig som ung. Nu ved jeg udmærket, at der ikke er noget at gøre: Mit teaktræsspisebord derhjemme er på ingen måde unikt, og indholdet i mit køleskab er 1:1 med, hvad folk i mit segment ellers køber.

Derfor håber jeg inderligt, at de aldrig finder et svar på, hvorfor der på Vesterbro er en voldsom trang til Karen Volfs assorterede. Lad den tøvende retro-mulighed svæve i vinden og lad dem spise deres småkager i fred.