Hvorfor skulle hun slås ihjel?

Hvorfor?. Set med danske briller kan det være noget nær umuligt at forstå, hvorfor en ung dansk mor og statsborger med pakistansk baggrund skal plaffes ned af sin egen svigerfamilie. Hvad i alverden har hun gjort sig skyldig i? Vi har rådført os med Farwha Nielsen, konsulent for landsorganisationen af kvindekrisecentre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun ville ikke adlyde ordrer. Hun forsøgte gentagne gange at forlade det hjem i provinsbyen Kharian i Pakistans Punjab-region, hvor hendes svigerfamilie på tredje år holdt hende indespærret med sine to døtre. Desuden kunne den 31-årige danske kvinde med pakistansk baggrund angiveligt ikke få flere børn – og dermed heller ikke føde sin dansk bosiddende pakistanske mand et drengebarn.

Men kan det virkelig være motiver for at slå hende ihjel. Til at skyde hende en kugle for panden og en for brystet og efterlade hendes børn moderløse?

»Ja, i traditionel pakistansk opfattelse,« siger specialkonsulent for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, Farwha Nielsen, der har stor erfaring som mægler mellem indvandrerkvinder, der føler sig truet på livet, og deres familier.

»Som mand i et patriarkalsk samfund som det pakistanske forventes det, at du har kontrol over dine kvinder – over din kone og dine døtre og svigerdøtre. Du er kun mand nok, hvis de kvinder, som du har under dig, adlyder dig. Hvis de ikke adlyder, sender du et signal til omverdenen om, at du ikke er mand nok til at blive en del af samfundets velrespekterede gruppe. Så bliver familien objekt for sladder, hvilket kan give økonomiske problemer. Der er ingen prestige i ikke at have respekt. Jo bedre du er til at styre dine kvinder, jo bedre stillet er du i dit samfund.«

Men har hun ingen rettigheder som kvinde?

»Hun er jo vokset op i Danmark med en helt anden tankegang og har utvivlsomt haft den opfattelse, at hun har nogle rettigheder. Det gælder bare ikke i særlig høj grad i det pakistanske samfund.«

Hun klagede sin nød til sin far i Danmark, der efterfølgende rejste til svigerfamiliens hjem i Pakistan, angiveligt for at rede trådene ud. Men det var ikke nødvendigvis godt, kan jeg forstå. Hvorfor?

»Det er et positivt tegn, at en far lytter til sin datter, men i det øjeblik han tager kontakt til sin datters svigerfamilie for at spørge, hvad det hele handler om, så bliver det brandfarligt. Så er hendes sikkerhed sat på spil.«

Hvorfor?

»Så vil familien sige, at du er en sladrehank, at du er flyttet til vores ejendom, og din familie ikke har ret til at blande sig her. Og så bliver det farligt. Hendes forældre har på en måde handlet galt her, for de skulle have sikret sig, at der ikke kom repressalier mod hende. I Danmark har vi en fuldt udviklet metode til at håndtere de her sager, men det er ikke tilfældet i Pakistan.«

Hvad skulle hun have gjort?

»Hun skulle have flygtet og henvendt sig til den danske ambassade. Jeg vil faktisk gerne sige, at jeg har været stolt over det arbejde, som danske ambassadefolk har gjort for kvinder i tilsvarende situationer i adskillige lande i Mellemøsten. De har været med til at få danske kvinder, mange af dem med børn, ud af landet og give dem hjælp. Så det vil jeg opfordre danske kvinder, der pludselig føler sig fanget hos en voldelig og intolerant familie, til. Er man i tvivl om, hvorvidt der er problemer i sin familie, så bør man imidlertid helt lade være med at rejse. Men er du rejst, og det går galt, så kom hurtigst muligt til den danske ambassade, og det gør ikke noget, hvis man ikke får sit pas med sig. Problemet er bare, hvis du ikke er dansk statsborger. Så kan danske myndigheder i udlandet ikke hjælpe.«

Bundet af traditioner
Farwha Nielsen understreger i øvrigt, at sager om æresrelaterede drab i langt højere grad end religion bunder i kultur og traditioner. Og motiverne kan være ret forskellige fra land til land. I modsætning til i f.eks. Tyrkiet eller Iran og Irak drejer sager om æresdrab i det muslimske Pakistan og det overvejende hinduistiske Indien sig således ofte om kvinder, der ikke kan føde drengebørn (hvilket i øvrigt, biologisk set, snarere er mandens end kvindens skyld).

Det skyldes på den ene side, at piger traditionelt regnes for mindre værdifulde end drenge. På den anden sige tilsiger de kulturelle normer, at der skal følge en væsentlig større medgift med en ung giftemoden kvinde end med en ung mand, der skal giftes. En mor med mange døtre kan derfor blive en særdeles bekostelig affære for hendes forældre.

Mohammed Rafiq, der er integrationsrådgiver og forfatter, forklarer, at der i mange tilfælde sættes falske rygter i gang som optakt til et æresrelateret drab.

»Man sætter noget sladder i gang, som ikke nødvendigvis passer helt med virkeligheden. For eksempel at hun ikke kan få børn eller ikke opfører sig ordentligt, men den rigtige årsag kan være noget helt andet, eksempelvis at hun har tillagt sig et for dansk værdisæt. Rygterne sættes i gang for at retfærdiggøre handlingen, for i familiens og lokalbefolkningens øjne vil sådan nogle ting være nok til at retfærdiggøre en henrettelse,« siger manden bag bogen »Kærlighed kan ikke arrangeres«.