En flok indvandrerdrenge sad i biografen og generede fra start til slut. Nogle indvandrerdrenge røg i bussen og spillede smart. Indvandrerdrenge chikanerede badegæster i friluftsbad.

Hver gang debatten om indvandrerdrenge blusser op, deler Danmark sig. Nogle mener, at de enkelte sager er del af en større tendens, mens andre advarer imod at generalisere og putte alle indvandrerdrenge i en fælles kategori som ballademagere.

Berlingske er taget til det almennyttige boligbyggeri Vapnagård i Helsingør for at høre drengenes stemme. Milan Vujcin, Yunus Demir og Muhammad Mchinech er henholdsvis 14, 14 og 15 år gamle. Vi mødes i det socialpædagogiske tilbud Cube, der har til formål at holde de unge i området ude af en kriminel løbebane.

Drengene har lavet telefonfis og ringet på fremmedes dørklokker, da de var yngre. Men de kaster ikke med slik i biografen eller puster sig op i bussen. Alligevel føler de sig ramt, når »indvandrerdrenge« møder kritik i medierne.

Eksemplerne er mange, og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg stod i februar 2015 bag et af de mest omtalte Facebook-angreb på indvandrerdrenge. Ministeren havde været i biografen, hvor hun oplevede »en flok indvandrerdrenge« sparke på stolen, tale, kommentere og kaste med slik.

»Det er det sædvanlige,« siger Muhammad, der er født i Danmark og vokset op med sin libanesiske mor og sin syriske far:

»Hvorfor skal der stå 'en flok indvandrerdrenge'? Der kunne lige så godt stå 'her sad en flok drenge, der kastede med slik'. Vi er jo alle sammen unge.«

Selvom solen skinner udenfor, sidder vi i et lokale indrettet til lydstudie hos SSP-tilbuddet Cube. Her bruger drengene meget tid på deres rapgruppe ”MYM” (om det står for Muhammad Yunus Milan eller Milan Yunus Muhammad er stadig til diskussion) i stedet for at hænge på gaden.

Musikken vender vi tilbage til.

Yunus bryder ind:

»Det er nok irriterende, at der er nogen, der kaster med slik. Og det er også irriterende, at der er nogen, der ryger i bussen. Helt sikkert. Men hvorfor skal der stå indvandrer? Det er jo bare nogle unge mennesker. Når man skriver sådan og generaliserer, så føler jeg også lidt, at det er mig, der har gjort det. Det rammer mig faktisk. Men det er jo ikke mig,« siger Yunus, der er født i Danmark af tyrkiske forældre.

Milan, hvis forældre er fra Serbien, læner sig lidt tilbage i stolen.

»Når nogen skriver sådan, så går det jo også ud til os. Skal vi så passe på og lade være med at tage i biografen? Laver vi så også ballade?,« siger han.

Muhammad nævner et konkret eksempel, hvor han kom gående på gaden på vej hjem fra skole. Foran ham gik en ældre dame, som blev ved med at kigge sig over skulderen.

»Det var ret tydeligt, at hun var nervøs for, at jeg skulle stjæle hendes taske eller noget. Jeg kiggede sådan ned af mig selv; er der noget i vejen med mig? Jeg ser ud, som jeg gør, men jeg stjæler altså ikke tasker fra gamle damer,« siger Muhammad.

Indtil Muhammad flyttede for nylig, boede de alle tre i Vabnagård. Og de kender alle til de jævnlige containerbrande og knivstikkerier i boligområdet. Men det er ikke noget, de er involveret i, forsikrer de. Da de var yngre – 10-11 år – kunne de godt finde på at lave dørfis og telefonfis, hvor de ringede på en dør og løb væk eller ringede til en telefon uden at sige noget.

»Det gjorde vi, da vi var yngre. Og det er da synd for en gammel dame, hvis hun går hen til døren, og så er der ikke nogen. Men er det ballade?,« siger Yunus.

»Giv os lige en chance! Det er jo drengestreger – lidt ligesom det slik i biografen. Og det er da ikke kun tosprogede unge, der gør det,« udbryder Muhammad.

Før Cube åbnede i november 2015, lå der en fritidsklub samme sted. Milan, Yunus og Muhammad er kommet der de seneste tre år. Det gør, at de ikke behøver at hænge foran biblioteket eller på gaden og kede sig.

»Problemerne kommer, når man keder sig. Man siger, skal vi ikke lave noget? Men det er ikke noget godt. Og så er det nemt at lave det dørfis eller klatre op på nogle skure eller noget. Bare så der sker noget,« siger Milan.

Én ting er fis med en telefon, noget andet er kriminalitet, man kan blive dømt for. Her er indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund overrepræsenterede i statistikken i Danmark – også selvom man renser for alder og socioøkonomiske forhold.

Medlemmer af bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) hænger også ud i Vapnagård, og drengene hører om de kriminelle voksne.

»Vi hører, at der har været en brand og at der er LTF, men det har ikke noget med os at gøre, selvom vi bor i området,« siger Muhammad, og Milan supplerer:

»Det er derfor, det er godt, at vi har et sted som Cube. Dem, der laver kriminalitet, keder sig måske? Måske har de ikke haft et sted som Cube at komme hen? Vi kommer her. Vi hygger os, og vi laver musik. Det hjælper på en måde. Så har man en fremtid,« siger han.

Drengene begyndte at spille musik sammen for et år siden, og de rapper om at lay low, lytte til sin mor og styre uden om »sjakaler« (her taler vi vel at mærke ikke om det mellemstore rovdyr af hundefamilien, men om hårdkogte ballademagere med anden etnisk baggrund).

»I stedet for at være udenfor og måske lave noget kriminalitet, så kan man hellere være i Cube, måske spille FIFA, snakke med sine venner eller snakke med en pædagog. Vi laver musik og prøver at gøre noget positivt på den måde,« siger Yunus.

Efter sommerferien begynder Milan og Yunus i 8. klasse, og Muhammad skal i 9. klasse. De vil gerne spille mere musik, men skolen skal også passes, og Milan har lige fået fritidsjob i en slagter. Containerbrande og bandeopgør forsøger de at styre udenom.