Hvorfor er Løkken så farefuld

Løkken er livsfarlig, hvis man skal tro den norske avis Verdens Gang. I en cocktail af sprut, smøger, sex og stoffer, fester 40.000 unge feriegæster her hver dag - en livsstil, som også bekymrer Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse. Berlingske Søndag rapporterer fra orkanens øje.

Klokken nærmer sig 22, og Løkken ligner en by, der er ved at gå i ly før stormen. Manden i iskiosken tager flagene ind, indehaveren af gavebutikken med Løkken-askebægre låser døren, og på Ristorante Firenze er stolene for længst stablet oven på de blåternede duge. Solen går ned bag Vesterhavet og får himlen til at ligne en Bloody Mary. Løkken er klar til at gå amok.

Fra denne weekend vokser byens indbyggertal fra 1.300 til 40.000 unge feriegæster, der skal til fest de fleste af ugens dage. Det går vildt for sig. Så vildt, at Skandinaviens største avis, den norske Verdens Gang, tidligere på ugen advarede forældre mod at sende deres børn alene til den danske ferieby. Narkoen flyder i gaderne, skrev avisen:

»Det største problem er, at folk får dopet deres drinks. Det er ofte piger, der får noget i deres drinks af kriminelle fyre, der vil have sex med dem,« blev Jon Knudsen, leder af byens kristne frivillige natteravne, citeret for at sige.

Det var også ugen, hvor politikere og forskere slog alarm over de unges voldsomme forbrug af sprut, røg og stoffer. Op mod hver femte 16-20-årige dansker lever livet så usundt, at det direkte truer deres helbred, lød advarslen. Det er lige til en europarekord i dårlig livsstil, og 19-årige Fredrik Kirkeby fra Oslo har allerede fået smag for den.

Han skulle have været på Ibiza sammen med tre af sine venner, men pengene rakte kun til en færgebillet til Frederikshavn. Nu bor de i en af Løkkens mange træhytter, hvor de samler kræfter efter deres første møde med det danske natteliv.

»Jeg spurgte bartenderen, om jeg kunne få en drink, jeg blev hurtigt fuld af,« siger Fredrik Kirkeby. Det kunne han sagtens. Han fik et »Æselspark« med tabasco, peber og andet godt fra krydderihylden og rigelige mængder spiritus.

»Det kom hurtigt op igen,« siger Fredrik, der nu dulmer smagsløgene med hindbærvand, vodka og knust is. Samme aften fik han sit andet chok, da en fyr, som Fredrik husker som slap og døsig af udseende, kom hen og spurgte, om han ville have noget amfetamin. Pillepusheren måtte gå med uforrettet sag.

»Narko er ikke noget for mig,« forklarer Fredrik. Om lidt skal de videre i byen.

»Jeg har totalt ondt i pikken,« råber en fyr i stribet skjorte. Nogen vil måske mene, at det strengt taget er en privat sag. Men det er det ikke her på Craizy Daisy, hvor klokken er 23.30. Det er et af byens fem store diskoteker, og her er det ikke nogen ulempe at have overarme som partyskinker. Der er Buddweiser-piger og bartendere med nissehuer, der serverer drinks i plasticspande med otte sugerør. Der er afgnavne citronskiver på gulvet og tequila på tøjet, men hvem går op i det, når der ikke er dresscode.

Det er ferie, og Britney Spears har aldrig lydt så godt på et dansegulv. Pia med det lange blonde hår og stramtsiddende cowboynederdel må være nattens dronning på diskoteket i aften. Hun spejder efter mulige emner med samme målbevidste blik, man finder hos studerende, der jager tilbudsvarer i køledisken. Der er næppe nogen ecstacy-lømmel, der tør putte noget i hendes drink. Nu har hun fået øje på en fyr med strithår og tatovering på overarmen. Hun stiller sig op med hænderne i siden: »Hva' så, skal jeg sove i din seng i nat?«

Fyren kigger forskrækket op, som om han lige er blevet taget i at ryge af sine forældre: »Nøø, jeg er bare ude for at hygge mig med mine venner,« fremstammer han.

Snart byder andre mænd sig til, men det har ikke hendes interesse.

Michael Schrøder i den grønne hawaiiskjorte har også travlt. Han ejer diskoteket sammen med tre venner, og han har hængt en plakat op til indgangen på toilettet, der advarer om, at stoffer mistænkes for at give ulidelige hovedpineanfald, stærke depressioner og tidlig demens. Diskotekets dørmænd er sat til at sortere de forkerte typer fra ved indgangen. En gang imellem fanger de en pillepusher på toilettet, og så er det ud af vagten. Ikke blot er de dårlige for omdømmet, de er også dårlige kunder, fordi de kan holde den gående hele natten på vand.

Diskoteket vælger bevidst at spille musik, som alle kan synge med på fremfor hård techno. Det er nemlig kendt for at tiltrække de tranceglade pillemisbrugere, forklarer Michael Schrøder.

»Det er svært at komme i technotrance, når det er Tommy Seebach, der synger Hip hurra, det er min fødselsdag,« forklarer han.

Pludselig bliver der råbt efter natklubejeren over højttaleren, og Michael Schrøder spæner, så man frygter, at der er opstået slagsmål på dansegulvet. Lidt efter er han tilbage. Det var dankortmaskinen i baren, der var løbet tør for papir.

De to norske piger i hvide cowboybukser og alt for tynde toppe ved slet ikke, at de leger med ilden. De vrikker ned ad hovedgaden arm i arm, mens de råber efter forbipasserende danske drenge. Vanja og Emilie er begge 20 år og kommer fra den lille norske by Halden. Lige siden Verdens Gang skrev om det vilde narkoliv i Løkken, har deres forældre ringet dagligt og spurgt til pigernes velbefindende.

»Min mors ben ryster, men ingen af os er kommet til skade, ud over at Emilie forvred anklen på en brosten i går. Det er tredje år, vi er her, og vi har ikke set en eneste lille pille,« siger Vanja.

»Vi er gamle nok til at passe på os selv,« tilføjer hun, inden de vakler videre over torvet.

Pigerne ligner en sag for Jon Knudsen og de andre englevagter, der også befinder sig på torvet. Med sin læderjakke, sorte rullekrave og gummisko minder Jon Knudsen mest om en, der er på vej i byen for at gå til vaflerne. Men han er på arbejde og skal være det i mange timer endnu. Sammen med 30 andre unge frivillige kristne går han rundt i natten for at frelse de unge feriegæster for deres smag for body-tequila og ecstacy.

»Vi ønsker at skabe en positiv atmosfære, hvor de unge føler sig trygge, og hvor vi kan dele vores tro med dem. Nogle besvimer på grund af stoffer, andre kommer hen for at snakke om kærestesorger,« siger Jon Knudsen.

De altid smilende vagter tilbyder at bede for de unge branderter, og sidste år havde englene 200 håndspålæggelser for sygdom. Tallet er i stigning, og Jon Knudsen ser det som et udtryk for, at unge er mere søgende i forhold til tidligere.

Det er de små succesoplevelser, der gør det hele værd for vagterne. Line Banner fortæller, at hun overhørte to pigers samtale, da de kom gående lige forbi hende.

»Den ene af dem vrissede, så jeg spurgte, hvad der var galt. Hun sagde, at hun var træt af at hedde Kirsten. Det var et bondenavn, mente hun. Så pegede jeg op mod himlen og sagde: Kirsten, der er en, der er ligeglad med, hvad du hedder,« siger Line Banner med fast stemme.

»Jeg kunne se, at hun med det samme så, hvad jeg mente. Vi fik en dyb snak om tro,« fortæller englevagten.

Selvom intentionerne er de bedste, er begejstringen til at overse blandt byens diskoteks- og restaurantejere, som planlægger at indsætte ikke-religiøse natteravne fra efteråret. De forretningsdrivende har længe ønsket englene langt ud af byen, og det ønske blev ikke mindre, da Jon Knudsen tidligere på ugen udtalte sig til Verdens Gang om narkoproblemerne i Løkken. Det fik byens diskoteksejere og turistforening til at se rødt.

»De var meget oprørte, indtil jeg fik forklaret sammenhængen,« siger Jon Knudsen, der siger, at han er blevet fejlciteret af den norske tabloidavis.

»Jeg mener ikke, at Løkken er værre eller bedre end andre feriebyer, hvor der kommer mange unge,« siger Jon Knudsen, som har skrevet et brev til Verdens Gang, hvor han kræver et dementi.

Hos Hjørring Politi kalder kriminalinspektør Henri Gade da også artiklen for en »utrolig stærk overdrivelse.« Han oplyser, at han ikke har modtaget anmeldelser fra piger, der har fået hældt stoffer i deres drinks.

Men skaden var gjort, og hos byens hoteller, sommerhusejere og campingpladser frygtede man i dagene efter en strøm af norske ferieafbud. De kom heldigvis ikke, fortæller formanden for Løkken Turistforening, Arne Brix, som med egne ord blev en »smule irriteret«, da han læste, at narkoen flyder i Løkken.

»Det er ikke første gang, vi får et »dyt i bamsen« af Verdens Gang,« siger Arne Brix. Han afviser dog ikke, at det går hedt for sig i byens natteliv, og at narkotika florerer blandt nogle af de unge. Men derudover mener han ikke, at det er farligere at være ung i den nordvestjyske ferieby i forhold til for ti år siden.

»Forskellen er, at sprutten er blevet hårdere. De unge drikker små shots, så de bliver hurtigere og kraftigere beruset. Det er ikke som i gamle dage, hvor man gik hjem, når man havde drukket tolv øl. Til gengæld har vi næsten ikke noget hærværk og blå blink i forhold til for ti år siden,« siger Arne Brix.

Klokken er to, og Britney Spears har stadig aldrig lydt bedre på et dansegulv. Nattens dronning i cowboynederdel er kommet sig efter afslaget fra fyren med tatoveringen tidligere på aftenen. Pia har nu et par nye bøffer i kikkerten, og hun vurderer, at hun får femten tilbud på en aften fra interesserede mænd.

»De kommer helt af sig selv,« smiler hun. I går overnattede hun hos nogle drenge på en af byens campingpladser, men da de rejste, blev hun smidt ud af den »skide udlejer«. Nu er hun på jagt efter en ordentlig seng.

I den anden ende af byen har Kim Nielsen bænket sig med en fadøl på et af langbordene på diskotek Peter Baadsmand, der ude fra ligner et sørøverskib. Han skåler med sine fire venner og blinker til pigerne.

»Der er ingen grund til at være genert. Alle ved, hvad det handler om. Folk er kommet for at hygge sig, og for nogle gælder det om at få et hurtigt knald. Der er ikke noget at tabe.«

Han drikker op mod 30 genstande på en vild weekend, og det er da muligt, at det er lidt flere, end hvad unge i andre europæiske lande hælder ned. Lige nu er han ligeglad. Det er en af drengenes sidste aftener i byen, og festen fortsætter til klokken otte.

»Jeg er mere bekymret for en af mine venner. Han kom til at give sit mobilnummer til englevagterne i går. Siden har de ringet til ham ti gange for at frelse ham,« griner Kim.

Pia har forladt Craizy Daisy. Hun står med en veninde og to fyre ude foran Hotel Litorina, der ligger bag diskotek Wall Street. Så bliver der måske alligevel en hotelseng i nat.

Kim Nielsen er gået uden for diskotek Peter Baadsmand. Han står og svajer i blæsten.

»Jeg skal lige trække vejret. Det bliver vildere derinde, men det er stadig ren hygge,« siger han hæst. Han er ved at være træt, og man forstår ham. Men det er alt for tidligt. Klokken er tre i Løkken, og festen er kun lige begyndt.

magasin@berlingske.dk

Det er svært at komme i techno-trance, når det er Tommy Seebach, der synger Hip

hurra, det er min fødselsdag.

Forskellen er, at sprutten er blevet hårdere. De unge

drikker små shots, så de

bliver hurtigere og kraftigere beruset. Det er ikke som i gamle dage, hvor man gik hjem, når man havde

drukket tolv øl. Til gengæld har vi næsten ikke noget hærværk og blå blink i forhold til for ti år siden.