»Hvordan ville dit liv se ud, hvis du ikke var bange?«

Sofie og Peter Münster er veluddannede, i 30'erne og partipolitisk hjemløse. De to Berlingske-læsere fortæller her om at udfordre sig selv og om, hvad der skal til for at få dem til at føle sig borgerligt hjemme.

Familien Münster i deres hjem i Hellebæk. Sofie, Peter, deres datter, Filippa, og hunden Fuller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Når Sofie og Peter vågner i huset på Nordre Strandvej i Hellebæk, kan de ikke kun se Sverige på den anden side af Øresund. Ved siden af sengen hænger et skilt med en lige så dragende horisont:

”What would You do if You weren’t afraid?”

(Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?)

Ordene er scient.pol.-parrets grundfilosofi. Den kompasnål som de i deres arbejdsliv og i opdragelsen af deres 10-årige datter, Filippa, styrer efter.

Vi sætter os i sensommersolen foran deres delikat restaurerede hus. Et af de ældre på den korte eftertragtede strækning mellem Hellebæk og Aalsgaarde. Filippa sidder oppe på sit værelse og tegner.

Peter, 38, der er kommunikationschef i en international virksomhed, uddyber:

”Det handler om vores syn på udfordringer. Ser vi på os selv som nogle, der altid er til eksamen, hvor folk skal se, hvor dygtige vi er? Eller har vi fokus på, at vi gør noget, der er svært, fordi det flytter os det rigtige sted hen?”

Fejl dig frem

Sofie: ”Børn skal have lov til at fejle sig frem. Det interessante er så, hvordan man kan forvente noget af sine børn uden at de føler sig pressede. Det kan man faktisk. Det handler om, hvorvidt du har forventninger til resultater eller til adfærd. Adfærd er for eksempel, at man gør sit bedste og prøver sig frem. Så er det et valgt. Noget de har magt over. Forventninger til resultaterne kan kun ende i succes eller fiasko. Det er ikke specielt rart for et barn, med mindre man når resultaterne.”

Sofie giver et eksempel. De ringer aldrig til datterens klasselærer, hvis der er problemer i skolen. Hvad man kan selv, skal man selv, er en anden af familiens leveregler.

”Er der problemer, så taler jeg med HENDE om det. Hvordan kunne hun have tacklet det? Hvad kan hun selv gøre?”

Der har for nyligt været en velkendt konflikt i familien Münster. Filippa ville have huller i ørene. Forældrene sagde nej.

Sofie: ”Ja, det er hårdt at føle sig udenfor. Men hvis vi skal lære børn at rumme andres forskellighed, så skal de også selv turde stikke lidt ud. Det er en af vejene til at skabe et stærkt fællesskab.”

Individ og fællesskab

Peter: ”Jeg tror, mange par oplever en konflikt mellem hensynet til f.eks. familien og hensynet til karrieren. Når vi forfølger noget individuelt, som koster noget for vores familie, så handler det ikke kun om os som individer. Det fællesskab vi vil have som par, er et, hvor vi kaster os ud i nogle svære og skræmmende projekter, som vi tror vil løfte os. Det er det, der holder os sammen, som par og som familie.”

Familien Münster har netop søgt udfordringer, der ikke har gjort hverdagen let. Peter arbejder fire dage om ugen i Stockholm. Sofie er iværksætter, forfatter og er kvinden bag forældremagasinet Nordicparenting.dk med deraf følgende lange uforudsigelige arbejdsdage.

Er det I siger, udtryk for et borgerligt menneskesyn?

Sofie: ”Når mennesker styrkes som individer, så bliver de fællesskaber de indgår i også stærkere. Hvis det er borgerlighed, så er det sådan, det er. Men det bliver stillet sådan op, at hvis man er borgerlig, så går man mindre ind for et stærkt fællesskab. Det kan jeg ikke se mig selv i. Det undrer mig, at to statskundskabere som os kan blive så parti-apolitiske. Det tror jeg handler om, at de politiske samtaler, der kører, har mistet kontakten til det, de burde handle om. Vi taler meget om, hvordan vi optimerer systemet, og det er også vigtigt, men hvad med menneskene og det potentiale, som systemet er til for at åbne op for? Når vi laver skolereformer og gymnasiereformer, så diskuterer vi, hvad der skal til for at komme ind på en uddannelse. Men hvad skal der til for at komme IGENNEM?”

Sofie har tidligere arbejdet for Venstre. En lærerig og ikke altid positiv oplevelse, kan man forstå. Begge kalder sig selv værdiborgerlige snarere end partiborgerlige. Underforstået: Partipolitik er reduceret til en kedsom polariseret kamp om fordelingspolitik og økonomiske reformer.

Peter: ”Hvis den politiske samtale alene handler om tal, kan vi lige så godt overlade den til embedsmændene. jeg savner at høre vores politikere på tværs af fløjene tale om værdier og ideer for det næste årti og om det samfund, de gerne vil skabe for vores børn. at de kan få lov at folde de uenigheder ud uden straks at blive afkrævet svar på, hvem der skal betale.”

Den gode elev?

I talte før om forventninger til adfærd. Hvad er jeres forventninger til hinanden som par?

Peter: ”Vi taler ting igennem og hjælper hinanden til at huske, hvad der er vigtigt. For eksempel, at det ubehag vi føler, når noget er svært, ikke betyder, at vi skal give op, men at det er et bevis på, at vores valg giver os muligheder for at vokse. Vi er jo frie til at vælge noget andet, men lige nu er det ikke det rigtige for os.”

Sofie nikker: ”Og til Filippa er det forventninger om, at være en god ven og en god skoleelev. Ikke om at få 12-taller. Du kan jo spørge Filippa selv.”

Berlingske går op på første sal og banker på Filippas dør.

Hun vender sig fra skrivebordet, hvor hun er ved at layoute et nyt cover til sin mobiltelefon, mens hun ser en Youtube video. Hun ser nervøst på optageren.

Filippa, hvad er en god skoleelev?

”Det er en, der afleverer sine lektier til tiden og hører efter, hvad læreren siger. Og en, der er sød mod de andre i klassen.”