»Hvad tænker egentlig EU-formandspræsidentkommissæren?« Det kunne de tre langsomt talende, mekanisk interagerende mannequin-figurer i det triste hverdagskøkken godt tænke sig at vide. Selv ved de ikke, hvad de skal tænke. Om dem, der pludselig som zombier trænger sig på: flygtningene fra syd, der vælter over havet, hvis de da ikke drukner undervejs i »afrikanergraven«.
Det er dem, det handler om i Christian Lollikes nye stykke »Living Dead«, der spiller på Pakhus 11 i regi af teatret Sort/Hvid. Men det er først og fremmest vores immunitet over for den humanitære katastrofe, det handler om.
»Hvordan skal nogle kunne engagere sig midt i et hav af døde negre?« som en af de tre siger undervejs i en af de mange forvirrede forsøg på at formulere, hvad det er, der sker med os. De vil så gerne føle det rigtige, men de kan ikke, selv om de da både har hørt om menneskerettigheder og nødhjælpsarbejde.
»Jeg flakser rundt i meninger. Jeg er så træt af at flagre,« som en af de tre køkkenfilosoffer formulerer det.
Empatiforstyrrelser
Der er i det hele taget noget galt med deres evne til at tænke »lange følelser«. »Empatiforstyrrelser« kalder de det. Verden er man jo nødt til at lukke ude, når den bare drøner af sted med ulykkesskildringer, vi ikke er bygget til at forstå. De kan simpelt hen ikke koncentrere sig længe nok. Hvordan skal de kunne det, når de i øvrigt er viljeløse arbejdsbier, der er optaget af at købe og blive kendt og holde kroppen i form, fordi de er »liderlige efter at blive set«.
Jo, det fyger med barske sandheder i »Living Dead«, samtidsgyser, satire, spøgelseshus, grotesk dødsmesse og verbal afklapsning i ét. Sig lige titlen igen. Den refererer naturligvis både til den truede velfærdsdansker med den åndelige usikkerhed, den manglende samvittighed, vi ikke rigtig kan mobilisere. Og til de døde afrikanere, der også dukker op. Stadig med vandet sivende ned over de sortmalede minstrelfjæs, endnu med redningsvesten monteret, stavrer de frem mod publikum i et af de mareridtscenarier, der afløser uvidenshedsudvekslingen om køkkenbordet, og som også omfatter sorte burkaskikkelser med dødningsgrin bag sløret.
Lyder det lige lovligt tyktflydende? Så afmonterer Christian Lollike selv teatrets muligheder for at rykke noget som helst:
»Hvis det er meningen, jeg skal blive berørt af det her, så sker det ikke,« pipper Maria Richs robotkvinde. Sammen med Özlem Saglanmak og Morten Burian agerer hun perfekt de sløvede gennemsnitsmennesker, der messer deres bedøvede magtesløshed frem i stramt holdt slowmotion, mens små ryk i ansigtsmuskulaturen afslører frustrationen.
Det vi ikke vil høre
»Living Dead« skyder med skarpt efter tidens ansvarsforflygtigelse og ramme os alle sammen lige mellem øjnene. Den er teater til angstens fællesrum. Hvor er det mærkeligt, at det igen og igen skal være Christian Lollike, der som den eneste i dansk teater er rigtig i stand til at fortælle os de historier, vi ikke vil høre, men som vi netop derfor gerne vil høre. Teksten er måske ikke hans mest avancerede, selv om temaerne er komplicerede nok - den serveres mest i overskrifter, der får det meste med. Men instruktøren Lollike tager behændig over, hvor dramatikeren Lollike holder kæft.
Grove billeder, men insisterende i deres bevidst forgæves forsøg på at vække os lidt af døsen. Hvad i al verden skulle løsningsmulighederne da også være?. Hvad vores manglende empati angår, er forestillingen konstaterende, snarere end egentlig moraliserende. Den side af sagen overlader den i store træk til os selv, trods den advarende pegefinger boret godt ned i de kollektive blå mærker. Er den store konfrontation på vej, hvis det går helt galt?
Living Dead
Hvem: Manuskript og iscenesættelse: Christian Lollike. Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz.
Teatret Sort/Hvid på Pakhus 11, Dampfærgevej 2, København Ø.
Til 22. november.