»Hvordan havnede jeg i grunden selv her?«

Opsvinget er her, og jobbene venter! Alligevel er Bernice Klinck arbejdsløs, ligesom hundredtusindvis af andre danskere. Hvem er de? Hvis ansvar er det? Og hvorfor får kommunen dem ikke i job? I en uge følger vi ledige og medarbejdere på Frederiksberg Jobcenter.

49-årige Bernice Klinck fik aldrig en uddannelse, men har indtil 2012 altid været selvforsørgende. I dag er hun på kontanthjælp og ønsker sig brændende et job. Fold sammen
Læs mere

Bernice Klinck er den eneste af de arbejdsløse, som frivilligt kommer hen og snakker med Berlingske.

Vi står i udkanten af køkkenet, som er en del af jobcentrets aktiveringstilbud, og kigger på hendes kolleger, som er ved at tilberede dagens frokost: De to nyslåede studenter, der ikke kunne tjene nok på deres småjob og nu mangler til huslejen, efter at de er flyttet hjemmefra; den ældre arabiske kvinde, der aldrig fik fodfæste på arbejdsmarkedet; den 39-årige mand, som gik ned med stress og depression, ikke har haft et ordinært job i over fem år, og nu er ved at lære, hvordan man gebærder sig på en arbejdsplads på ny.

»Der er mange, hvor jeg tænker: »Gud, hvorfor er I her? Det er jo aktive mennesker!«

Den ivrigt gestikulerende 49-årige holder inde et øjeblik, spørger køkkenlederen på aktiveringsstedet, hvad der mangler at blive gjort og forsvinder med en stak service. »Så kigger jeg på mig selv,« siger hun, »og tænker: Hvordan havnede jeg i grunden selv her?

Bernice Klincks historie lyder cirka sådan her:

Den midaldrende mor fik aldrig taget en uddannelse, men har alligevel altid været selvforsørgende. Først arbejde hun ti år på Fabers fabrik. Så lukkede den og blev outsourcet til Polen. Derefter fik hun arbejde på Galle og Jessen, indtil der altså også her kom en stor nedbemandingsrunde. I 2012 røg Bernice Klinck på dagpenge, siden kontanthjælp. Hun søger job i køkkener, børnehaver, hvad-som-helst, men får kun afslag. På et tidspunkt var hun i løntilskud i kantinen på Glostrup Hospital med udsigt til at få et ernæringscertifikat, der måske – måske ikke – kunne kaste et rigtigt arbejde af sig. Men kommunen ville ikke finansiere løntilskud i det uendelige, forklarede sagsbehandleren.

»Og jeg forstår det på en måde godt,« sukker Bernice. »Hvorfor poste ressourcer i mig, når der kommer nye og yngre folk ind hver dag?«

400.000 uden job

Mens politikerne i Folketinget strides om, hvilke nye love, stramninger og store reformer der på papiret kan lokke, nøde og om nødvendigt piske arbejdsløse i job, er virkeligheden i landets jobcentre anderledes præsent.

I procent er ledigheden lavere, end den har været de seneste mange år. Men trækker man SU-modtagere, forældre på barselsdagpenge, efterlønnere og alle former for pensionister ud af regnestykket, står ca. 400.000 danskere stadig uden for det almindelige arbejdsmarked i dag. Og hvad end medarbejderne er enige eller uenige i de skiftende regeringers reformer, er det jobcentrenes lovbundne opgave at få så mange som muligt af dem tilbage på arbejdsmarkedet.

Det er med den virkelighed som kulisse, at Berlingske har slået sig ned i et jobcenter på Frederiksberg for at finde en forklaring på paradokset: Hvem er de hundredtusindvis af danskere, der er arbejdsløse, alt imens økonomerne taler om opsvinget og virksomhederne, der venter? Hvis ansvar er de? Og hvorfor får kommunen dem ikke i job?

Og det er på det stadie, vi møder 49-årige Bernice med de ivrige fagter og en 11-årig søn, der så inderligt ønsker sig den smartphone, som alle de andre i klassen har.

Sammen med en snes andre arbejdsløse står hun i køkkenet på Finsensvej 86, en del af Frederiksberg Kommunens jobcenter – på kontanthjælp og i nyttejob – og laver frokost til stedets medarbejdere og andre borgere i aktiveringstilbud.

»Jeg synes, det er rimeligt nok, jeg skal yde noget,« siger hun, og ligner en, der mener det. »Folk er søde, og så sidder man i det mindste ikke derhjemme og glor. Men altså …. jeg har jo allerede søgt job hver uge i tre år. Nu er jeg i køkkenet nogle måneder. Hvad så bagefter? Jeg mener: Hvor skal det alt sammen bære hen?«

Medieparanoia

Det er ikke sådan at få lov at være fluen på væggen i en af velfærdsstatens mest udskældte sorte bokse. Siden Liberal Alliances Joachim B. Olsen og Özlem Cekic fra SF i 2011 drog på fattigdomsstudietur hos Carina, er det blevet stadigt sværere at få de arbejdsløse i tale. Mange er nervøse for at stille op med navn og billede. Bange for at avisen trækker fordomme ned over virkeligheden. Bange for at medierne skærer alle arbejdsløse over en kam.

I statistikken udgør Bernice Klinck medianen: den gennemsnitlige ledige med to-tre års arbejdsløshed bag sig, kun lidt formel uddannelse, men i øvrigt ingen større sociale problemer end ledighed. I virkeligheden er hun blot én af flere tusinde skæbner i jobcenteret. Mange har dårligere udsigter end hende, andre bedre. Men hver har deres historie, fortid, fremtid og drøm.

Der findes 15 forsørgelsesydelser og over 75 kombinationer. Af Frederiksberg Kommunes 6.500 ledige er knap en tredjedel på dagpenge. Resten er kontanthjælpsmodtagere, sygemeldte, fleksjobbere og de allertungeste i ressourceforløb. Her er alt fra arbejdsløse direktører over nyuddannede dimittender til psykisk syge, hjemløse misbrugere. Alle er de en del af arbejdsløshedsstatistikken, og for alle gælder det politisk fastsatte mål om, at de skal hurtigst muligt i selvforsørgelse og job.

Godt med noget at stå op til

Det gælder også for Sune Thor Krøyer, der syer knapper i puderne i det beskyttede tekstilværksted og drømmer om at blive møbelpolstrer.

Siden han var 14 år, har han været ind og ud af hash-, kokain- og heroinmisbrug. Så gik han i gymnasiet og fik et okay snit i kemi. Så kørte han lastbil. Så kom han på maskinmesterskolen, hvor det hele gik op i stoffer og var forbi døgnbehandlingen, hvor misbruget blev rettet op, men faldt så i igen. Nu er han 30 år, på metadon, benzodiazepiner og kontanthjælp og taknemmelig for endelig at have en hverdag i rutiner, der forhåbentlig med tiden kan bane vejen for en uddannelse og job.

Han taler sagte og smiler ydmygt. Vi må godt tage billeder, siger han. Træt, men afklaret:

»Det er godt for mig at have noget at stå op til, for det fører ikke noget godt med sig bare at ligge derhjemme. Lige nu er mit største mål at blive stabil nok til at få en læreplads. Men mest af alt håber jeg, mine forældre lever længe nok til at opleve mig clean

Målet gælder også den 54-årige kvinde, der lægger viskestykker sammen i vaskekælderens aktiveringstilbud. I 20 år var hun direktionssekretær i den samme virksomhed. Så gik direktøren på pension, og sekretæren blev fyret. Da dagpengene røg, kom hun – som Bernice Klinck og så mange andre – i nyttejob. Hun får afslag på alle sine ansøgninger, og der er stadig ti år, til hun kan gå på efterløn.

»Jeg piver ikke, for der er jo ikke andet at gøre. Men selvfølgelig synes jeg, det er spild af gode kræfter. Jeg har arbejdet på kontor hele livet. Nu går jeg her og folder viskestykker. Det ville da være bedre, hvis de kunne skaffe mig et rigtigt job.«

Alene i lille, ressourcestærke Frederiksberg Kommune arbejder 300 medarbejdere dagligt med at motivere, registrere, opkvalificere og kontrollere kommunens 6.500 arbejdsløse borgere. Det indebærer over 40.000 årlige opfølgninger – breve, telefonopkald, samtaler, som loven kræver – og et budget på over en milliard kroner, hvoraf langt det meste går til de ydelser, borgerne lever af.

Men hvorfor al den afklaring? Hvorfor mindfulness, CV-træning, personlige hygiejnekurser og mærkelige værkstedsaktiviteter, der alligevel ikke kaster noget af sig? Hvorfor gør jobcentermedarbejdere ikke en ende på pinslerne og stikker direktionssekretæren og de andre nogle rigtige job?

Den store misforståelse

Lise Hansen sukker.

Centerlederen i beskæftigelsesforvaltningens akademikerafdeling tager imod på sit kontor en halv kilometer fra aktiveringsstederne, hvor Bernice, Sune og de andre holder til. Hendes ansvar er de højtuddannede akademikere i den anden ende af arbejdsløshedsspektret. Men med over 30 års erfaring inden for arbejdsmarkedsområdet kender hun alt til mangfoldigheden i de udfordringer, forskellige målgrupper kæmper med.

»Det er en stor misforståelse, at det er jobcentrets opgave at skabe job. Det kan vi ikke. Det skal vi slet ikke,« siger Lise Hansen. »Det er markedet, der skaber job på de vilkår, de til enhver tid er underlagt. Det kan aldrig være vores ansvar, at der er job nok.«

Men finde dem i det mindste, indvender jeg, så de ledige ikke skal folde viskestykker, men kan komme ud at bidrage til fælleskassen i stedet for?

»Det er jo kun de job, der nu en gang er derude, og det er ikke mit indtryk, at nogen virksomheder fifler i skuffen med et hemmeligt job.«

Og Lise Hansen, der ellers er hurtigtsnakkende og bredtsmilende, sukker endnu en gang:

»Hvor meget vi end ville, kan vi ikke bestemme, at den næste, som kommer ind ad døren, skal have et job. Det kan kun markedet, og det sker mellem arbejdsgiver og den konkrete ansøger. Mit indtryk er, at enhver medarbejder, der kan generere overskud, vil blive ansat. Vores vigtigste opgave er at massere, træne og motivere de arbejdsløse, så ingen sakker bagud, og alle er klar i køen, når virksomhederne efterspørger dem, og der igen bliver behov.«

Og sådan går dagen: Med Bernice, der rører i sovsen, og drømmer om at få råd til sønnens smartphone, Sune, der tråder synålen, går i misbrugsbehandling og håber, at en læreplads snart dukker op, og direktionssekretæren, der folder viskestykker og tæller årene til sin efterløn.

De tre tilhører hverken de allersvageste eller allerstærkeste ledige, men er på hver sin måde en del af midtergruppen, som nok har udfordringer, men er motiverede og i gang. Endnu er ingen brændt på i gryden, og det er nu en gang det vigtigste. Alle har nemlig ret til at være med i arbejdsfællesskabet fra den plads, man nu engang kan bestride her og nu, siger Lise Hansen:

»Vi må være ærlige og sige, at der ikke til enhver tid er job til alle. Men det er jobcentrets pligt at holde folk relevante, så alle er på vej mod noget, markedet nu eller på sigt vil efterspørge, og i retning mod et job. For nogle kan udsigterne virke meget lange, nærmest umulige, men det værste, der kan ske, er, at vi stopper med at hjælpe og bare giver op.«