»Hvor længe skal vi blive ved med at sige fra?«

Menige muslimer føler sig presset til igen og igen at tage afstand fra islamistisk ekstremisme. Men det er imamernes opgave, mener 25-årige Natasha Al-Hariri.

Det er imamernes opgave at sige fra over for islamistisk ekstremisme, mener 25-årige jurastuderende Natasha Al-Hariri. Privatfoto Fold sammen
Læs mere

Hvor mange gange skal man som almindelig demokratisk dansk samfundsborger med muslimsk baggrund tage afstand fra de ugerninger, som ekstremistiske terrorister verden over begår i Allahs og Profetens navn – blot fordi disse bekender sig til den samme religion, som man selv tilhører?

Det spørgsmål stiller mange danske muslimer sig selv i disse dage, hvor de bliver mødt med stadig mere højrøstede krav om at tage afstand fra onsdagens attentat mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris.

Bl.a. sagde Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, forleden i en meget direkte opfordring, at »der er brug for, at ikke mindst dem, der deler religion med de mennesker, der øjensynlig har voldtaget en af verdens store religioner i et direkte frontalangreb mod ytringsfriheden, siger fra.«

Men hvordan er det lige, man forestiller sig, at danske muslimer skal sige fra, spørger den 25-årige jurastuderende og engagerede samfundsdebattør Natasha Al-Hariri.

»Vil man lave en underskriftindsamling, eller skal vi allesammen skrive på Facebook? Jeg synes, det er et urimeligt krav,« siger hun.

»Jeg personligt har ikke oplevet nogen, der støtter de her aktioner – ud over lige talsmanden fra Kaldet til islam (Abu Ubaydillah, red.) der nu er blevet sigtet af politiet. Stort set alle muslimer i min omgangskreds og på min Facebook har taget afstand fra attentatet. Men hvor mange gange skal man blive ved med at tage afstand? Stopper det nogensinde – eller bliver man bare mere og mere kædet sammen med de ting, ekstremisterne foretager sig, jo mere man siger fra?« Natasha Al-Hariri blev selv både meget ked af det og meget berørt, ikke kun som muslim, men som demokrat og menneske, da hun hørte om angrebet på Charlie Hebdo.

»Det er jo både et angreb på demokratiet som helhed og på individer, og jeg tænkte selvfølglig også på de berørte familier,« siger hun.

Men samtidig kunne hun ikke lade være med at frygte den debat, som, hun forudså, at attentatet ville afføde – »en rigtig kedelig debat både på de sociale medier og i samfundet generelt«.

»For at være helt ærlig, er man nået til et punkt, hvor man frygter det værste. Denne hændelse berører rigtig mange mennesker, som er vrede og præget af følelser, og det kan godt få folk til at tage afstand fra islam og muslimer i det hele taget, fordi nogle godt kan have udfordringer med at skelne mellem, hvem der er en helt almindelig moderat borger med muslimsk baggrund, og hvem der er islamister. Og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt,« siger hun.

Selv oplever hun dog ikke, at debatten får hende til at føle sig mindre integreret i det danske samfund. Og hun er også overbevist om, at »langt størstedelen af den danske befolkning med ikke-muslimsk baggrund har styr på, at den helt almindelige samfundsborger med muslimsk baggrund altså er et ordentligt menneske. Det er vigtigt at huske,« siger hun.

Imamernes opgave

Selv om Natasha Al-Hariri ikke mener, man med rimelighed kan forlange, at menige danske muslimer igen og igen offentligt skal tage afstand fra islamistisk terror, så ser hun det – i modsætning til bl.a. imamen Fatih Alev fra Dansk Islamisk Center, der forleden i Berlingske sagde:

»Vi vil helst være fri for at tage afstand fra andre muslimers udåd og ugerninger« – som en opgave for de muslimske organisationer at lægge afstand til islamismen.

»Det her berører jo religionen,« siger hun.

»Attentatet i Paris er også et angreb på islam og et angreb på muslimer, fordi vores dagligdag bliver så berørt af det. Vi har hørt om flere moskeer, som er sat i brand i Frankrig efter attentatet, og der var bl.a. en gravid muslimsk kvinde, som blev overfaldet. Så det her rammer jo også os. Jeg synes, der i høj grad er behov for, at imamerne går ud og siger: Det her er ikke den islam, vi prædiker og er en del af!«

Hun håber, at de tragiske hændelser i Paris ikke skaber nye kløfter mellem muslimske og ikke-muslimske borgere.

»Det er vores alles ansvar, at det her ikke skaber kløfter, men tværtimod gør os og det vestlige samfund stærkere. Det kræver, at vi kan holde bedre sammen, for hvis vi ikke gør det, så har terroristerne vundet. Og det er der jo ingen, der ønsker,« siger hun.