Hvis vi alle var som Ulrik Leif Nielsen

Fundamentet under velfærdsstaten smuldrer. Der mangler penge, der mangler hænder, men måske vigtigst af alt – og ofte overset – der mangler moral. Men der er en løsning, og du sidder med den.

»Efter 22 år som certificeret nørd, hvor jeg kun havde omgang med andre nørder, er det gået op for mig, at tilværelsen handler om andre mennesker, og hvad man kan gøre for at hjælpe dem,« siger Ulrik Leif Nielsen, uddannet atomfysiker og taxachauffør. Fold sammen
Læs mere

En Mercedes brumler ind på brostenene på vente-hente-pladsen foran Århus Hovedbanegård. På førersædet i taxaen sidder 51-årige Ulrik Leif Nielsen. Han ligner enhver anden vognmand. Bukser med pressefold, grøn tjenestejakke og en flyversolbrille på næsen. Men Ulrik Leif Nielsen er mere end, hvad han ser ud til. Han har egentlig en ph.d. i atomfysik, og hvis vi kobler vognmanden med videnskabsmanden, så er han også, hvad man kan kalde velfærdssamfundets redningsmand. Af flere årsager, men det vender vi tilbage til. Først en diagnose på, hvorfor den danske velfærdsstat er en skrantende patient, og hvorfor den overhovedet har brug for at blive reddet.

SOM DEN FØRSTE SKRAMME kan finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i år notere sig et underskud i statskassen, der ikke er set større siden fattigfirserne. Som et andet symptom kan en ny prognose fortælle, at en nyfødt dansker i løbet af sit liv vil modtage 850.000 kr. mere fra stat og kommune, end vedkommende nogensinde kommer til at betale i skat og afgifter. Et tredje tegn viser sig, når De Økonomiske Vismænd ser længere ud i fremtiden, helt frem til 2040.

Her er der blodrøde tal på statens finanser hvert eneste år. »Hvis vi fortsætter uden at gribe ind, vil der komme store og stigende underskud, og på den anden side af 2020 kan vi komme i samme problemer som Grækenland og Irland,« konstaterer økonomisk overvismand Hans Jørgen Whitta-Jakobsen og henviser til de to lande, som i løbet af i år har været millimeter fra det totale økonomiske kollaps. Paradoksalt nok er den ulykkelige situation i dag skabt af lykkelige begivenheder fra en nær fortid: Danmarkshistoriens største generation, efterkrigsbørnene, der blev født, da mørklægningsgardinerne faldt, går på pension i netop disse år og efterlader et hul på arbejdsmarkedet til danmarkshistoriens mindste generation, 80er-børnene.

Den demografiske omvæltning er ved at blæse den danske velfærdsmodel, som vi kender den, omkuld. Især fordi Nordsøen, som siden 60erne har været sort guld for Danmark, nu er ved at blive tømt for sine sidste oliedråber. Derudover er danskerne et af de folkefærd, der arbejder allermindst i Europa, vi går tidligere og tidligere på pension og er et af Europas mest usunde lande. Danskerne er kort sagt en rigtig dårlig forretning for velfærdsstaten Danmark, der set under ét trækker mere ud af statens konti, end vi sætter ind.

Men den reelle sygdomsårsag, ondets rod, er måske ikke så meget demografisk og økonomisk, som det er normativt. Værdierne skrider simpelthen under det velfærdssamfund, som danskerne i undersøgelser ellers elsker og er mere stolte af end både demokratiet, Dronningen og Dannebrog. For eksempel er sort arbejde og køb uden kvittering blevet en folkesport, og i løbet af i år er én ud af 100 københavnere blevet taget i socialt bedrageri.

Oven i det kommer al den svindel, der ikke bliver afsløret. »Jo flere penge, vi bruger på at bekæmpe det her, jo flere sager dukker der op,« fortæller Thomas Jakobsen, direktør for Borgerserviceenheden i Københavns Kommune. Måler man danskernes holdning til velfærdsstaten, viser det sig desuden, at folk synes, det er mere i orden at udnytte offentlige ydelser – f.eks. ved at lade sig fyre som 58-årig for at gå på dagpenge i to år frem mod efterlønnen – end det er accepteret at køre for stærkt på motorvejen.

Systemtænkning har altså inficeret moralen. Professor Nina Smith, der sad med i Velfærdskommissionen, har i en kronik kaldt det et værdiskifte, der har ført til, at man »først og fremmest er solidarisk med sig selv«: »At yde efter evne og nyde efter behov gælder ikke længere – de fleste af os tager, hvad vi har ret til, og nogen måske lidt til, uanset om vi har behov for det. Vi har jo betalt vores skat!« skriver hun.

ULRIK LEIF NIELSEN tænder for taxametret og drejer ud i middagstrafikken i Århus. Til højre ad Langelandsgade, til venstre ad C.F. Møllers Alle og ind i labyrinten af grønne parker og gule murstensbygninger, der udgør Aarhus Universitet. Vi gør stop. Han fortæller: I en af disse bygninger modtog han i 1983 sit eksamensbevis som cand.scient. i matematik og fysik.

På papiret stod et snit på 11,6 på den gamle skala og et 13-tal i hovedfag og speciale. Tre år senere afleverede han sin licentiatafhandling og fik dermed en ph.d. i atomfysik. Han gik fra ønskejob til drømmejob i universitetsverdenen og i det private erhvervsliv, men i 2003 blev han pga. nedskæringer fyret fra sit job som IT-sikkerhedsspecialist i TDC. Ansøgninger og samtaler kastede intet nyt job af sig. Atomfysikeren var overkvalificeret, lød begrundelsen, og med det kunne Ulrik Leif Nielsen, som han siger, »se arbejdsløshedens spøgelse i bakspejlet«. »Dér dukkede stenaldermanden op i min mave. Det var mig, der skulle ud og jage sabeltigeren, så min kone og datter kunne få mad på bordet. Men nu var der ikke mange sabeltigre i Århus, så det måtte have et andet navn. F.eks. kasseassistent i Netto. Eller gade­fejer, hvis nogen ville betale for det … eller taxachauffør. Jeg ville for alt i verden bare undgå at ryge på understøttelse.«

MED DEN HOLDNING er Ulrik Leif Nielsen det lille eksempel, der illustrerer den store løsning på velfærdsstatens problemer ifølge et nyt velfærdspanel, som Berlingske Tidende har nedsat. Panelet består af 14 professorer, der alle har forsket i velfærdsstaten. Vi har bedt dem lede efter løsninger: Find fem konkrete værktøjer til, hvad den enkelte borger selv kan gøre for at bidrage til at løse problemerne for den højt værdsatte velfærdsstat. Svarene favner bredt: Fra lev sundere til arbejd noget mere.

Men en løsning går igen i størstedelen af svarene, og den er værdibaseret. Den enkelte skal populært sagt holde op med at rage mest muligt til sig med mindst mulig indsats og først betragte offentlig hjælp som en mulighed, når man selv har forsøgt at løse sine problemer – ligesom Ulrik Leif Nielsen og jagten på sabeltigrene. »Pointen er,« forklarer professor Jørn Henrik Petersen, der også sad med i Velfærdskommissionen, »at hvis vi vil have det her system til at overleve, så skal vi passe på med at møve os frem i første række hver eneste gang, muligheden byder sig.

Det kræver generøsitet fra dem, der har mulighed for at udøve det, og en vis tilbageholdenhed fra dem, der har problemer. Deri ligger pointen om, at velfærdsstaten mere har et kulturproblem end et økonomiproblem.« Men hvad har sat gang i dette værdiskred i velfærdsstaten? Ifølge Jørn Henrik Petersen er det velfærdsstaten selv. »Velfærdsstaten er et voldsomt moral­krævende projekt. For når ydelser stilles til rådighed, uden man direkte skal betale for dem, men klarer det over beskatningen, fremtræder de på overfladen som gratis. Den enkelte siger så, at det, at ’lille jeg’ får et eller andet, spiller ingen rolle i det store spil. Problemet er bare, at når tilpas mange små jeg’er gør det samme, begynder det pludselig at summere op til noget, der har ganske afgørende effekter.«

DER ER OGSÅ en klassisk psykologisk forklaring på, hvorfor skattesnyd, møven-sig-frem-mentalitet og accept af småfiflerier har ramt Danmark. Hvis du oplever, at din nabo får håndværkerbesøg på en søndag, eller hvis han indvier dig i, hvordan sønnen får SU som udeboende, selv om knægten bor i kælderen, så stiger risikoen for, at du selv får lyst til at snyde lidt. Så selv om fem ud af seks danskere i en stor undersøgelse af moralen her til lands siger, at de ikke føler sig nødt til at snyde for at få noget igen for skatten, så fremmer oplevelsen af andres misbrug tilbøjeligheden til at mene, at man selv er nødt til at spille med og prøve at skaffe sig noget hjem.

ULRIK LEIF NIELSEN skaffede sig ikke noget hjem i det store velfærdsspil, efter han blev fyret fra sit vellønnede job i TDC. I stedet fik han en afløservagt i Aarhus Taxa. Det førte til en fast nattevagt, der førte til en fast dagvagt, »og det var da en måde at få brød på bordet,« fortæller Ulrik Leif Nielsen. Han søgte stadigvæk arbejde, hvor han kunne bruge sin uddannelse, men sjældnere og sjældnere blev Ulrik Leif Nielsens jobansøgninger til jobsamtaler. Men det gjorde heller ikke så meget, for jo flere vagter han kørte, og jo flere kunder han fik ind på bagsædet, jo gladere blev han for at sidde bag rattet. Så Ulrik Leif Nielsens stillings­betegnelse på et drømmejob blev skrevet om. Nu ville han være selvstændig vognmand, og når han tænker tilbage på den dag for to år siden, hvor han fik sin egen Mercedes, kan han stadig, som han siger, »mærke fornemmelsen. Den der overstrømmende glæde.

Og hvordan tåregardinerne pressede på.« »Da jeg fik at vide, at jeg ville få en tilladelse, spurgte jeg, om jeg ikke måtte bede om bevillingsnummer 314 … 3,14 … det er pi med to decimaler. Så jeg kører rundt i pi.« I dag elsker han sit nye job. »Når jeg kører med fru Petersen på 94, skal jeg hjælpe hende op på fjerde sal med rollatoren. I det øjeblik hun står i døråbningen og siger farvel, tak for hjælpen og smiler – der er den dag reddet. Så efter 22 år som certificeret nørd, hvor jeg kun havde omgang med andre nørder, er det gået op for mig, at tilværelsen handler om andre mennesker, og hvad man kan gøre for at hjælpe dem.« Ulrik Leif Nielsen starter bilen og kører sikkert tilbage mod bane­gården, og mens han gør det, kører den danske velfærdsstat skramlende mod skrænten. Det er langt fra første gang, og af historien ved vi, at når det sker, så rykker den sig i nye retninger.

I 1930 SAMLEDE Folketingets partier sig om det historiske Kanslergadeforlig, der forhindrede, at Danmark kollapsede under presset fra Den Store Depression og støbte fundamentet for velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Nu var sociale ydelser noget, man havde ret til – og ikke nødvendigvis behov for. Da Danmark i 1980erne mærkede efterdønninger fra oliekrisen, satte Poul Schlüter nationen på kartoffelkur for ikke at køre landet ned i den afgrund, som finansminister Knud Heinesen havde stirret ned i. Ti procent af BNP var det offentlige underskud dengang. I dag står Danmark så igen og ryster af efterskælvene fra endnu en økonomisk krise, der lægger fornyet pres på velfærdsstaten. I dag udgør det offentlige underskud fem procent af BNP.

»En halv Heinesen,« som cheføkonom i CEPOS Mads Lundby Hansen kalder det med henvisning til historien. Velfærdspanelets Nina Smith, økonomiprofessor og medlem af Velfærdskommissionen, trækker også en parallel fra 80ernes smalhals til nutidens. »Jeg er lidt bekymret for, at vi skal igennem en periode de næste ti år, hvor vi først skal ud og mærke afgrunden igen, før der sker noget. Jeg har selv været med til at rejse rundt i Velfærdskommissionens ærinde og forsøge at gøre opmærksom på de her ting. Men der oplevede vi altså, at nogle politikere decideret modarbejdede os. Og det var også i borgerlige kredse.« SÅ HVAD GØR VI NU? Hvis man virkelig ønsker, at velfærdsstaten skal komme sig oven på skrammer og vira og onde rødder, så kan man, som professorerne i Berlingske Tidendes velfærdspanel anfører, se indad.

Se på, hvad man selv kan gøre. De har med det perspektiv anvist fem handlinger, som den enkelte borger kan gribe fat i for at løse nogle af velfærdsstatens problemer. For den enkelte kan gøre en forskel, svarer 10 ud af 14 professor. Og det bør den enkelte også gøre, lyder det fra 9 ud af de 14. Statsminister Lars Løkke Rasmussen slog selvsamme tone an i Folketingets åbningstale, da han talte om, at der er »ved at spire ny erkendelse frem, der hviler på gamle dyder: Orden i økonomien. Tæring efter næring. Personligt ansvar«.

Da han for nylig gæstede DR2 Deadline, gentog han pointen: »Vi har kollektivt som danskere brug for at forstå, at hvis vi vil passe på det her fantastiske samfund, så skal vi arbejde noget hårdere for det.« Så sent som i denne uge fastslog statsministeren i en storstilet annonce­kampagne omkring velfærdsstaten, at vi står »ved en skillevej«.

Denne nye artikelserie begynder her med løsning nummer et: Dig og dit ansvar. Sagt konkret: Hvis du lader være med at købe sort, hvis du lader være med at kræve, hvis du lader være med at betale mindst for at få mest og i stedet arbejder det, du kan, så længe du kan, så er du en del af løsningen på velfærdsstatens problemer. Som professor Klaus Petersen fra velfærdspanelet udtrykker det: »Et eller andet sted har vi alle et personligt ansvar for, at samfundet skal fungere. Men hvis folk ikke tager det ansvar, kan man diskutere, om man overhovedet har et samfund.« ULRIK LEIF NIELSENS Mercedes drejer ind på pladsen foran Århus Hoved­banegård. De røde cifre på taxametret har tikket sig op på 384 kr. Vi betaler »på beløbet«. Med kvittering. For ret skal være ret i Ulrik Leif Nielsens taxa. Selv når han kører konen de 6,6 kilometer fra huset i Risskov og til banegården, bliver der afregnet, fortæller han. »Min forretning skal køres fuldstændig straight. Der skal ikke være noget med at snyde skattevæsenet. Det ligger mig meget fjernt.«

Derfor er Ulrik Leif Nielsen, hvad man kan kalde velfærdsstatens redningsmand. Intet fusk. Ingen fiflerier. Hellere være ph.d.-uddannet taxavognmand, der sørger for sig selv og familien, end arbejdsløs atomfysiker, der lever et liv på støtten. Selv ser han sig ikke som nogen helt. »Hvis jeg skal være ærlig, ser jeg mig som min families forsørger. At det så har den sideeffekt, at det er godt for samfundet i sin helhed, er fint. Jeg opfatter mig da som en del af et samfund, hvor den velfærdsydelse, at jeg f.eks. kan blive behandlet på et fremragende hospital, gør, at jeg betaler hver en krone i skat med glæde. Jeg føler, jeg har fået så rigeligt valuta for det.«