Hvis Osama var med på en lytter

Hvis terrornetværket al-Qaedas hedengangne leder ikke var død og borte, ville han grine i sit lange skæg. Den aktuell om USAs massive overvågning af de allierede i Europa er jo som en appelsin i bin Ladens turban.

Den verserende aflytningsballade er langfra den første af sin slags. I begyndelsen af 00erne var USAs globale aflytningssystem Echelon eksempelvis ramme om en transatlantisk overvågningsstrid. Bl.a. var »Radomerne« i Skibsbylejren ved Hjørring under mistanke for at være en del af spionnetværket. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis terrornetværket al-Qaedas hedengangne leder, Osama bin Laden, ikke lige var død og borte og dumpet et sted i det Indiske Ocean, ville han grine i sit lange skæg. Den aktuelle, vedvarende og store ståhej om USAs massive overvågning af de allierede i Europa er jo som en appelsin i bin Ladens turban. For takket være al-Qaedas verdensomspændende terror er bin Ladens fjender – de vestlige demokratier med USA i spidsen – i fuld gang med at undergrave retssikkerheden og den personlige frihed i deres egne lande.

Det er i hvert fald sådan, kritikerne af overvågnings- og aflytningsskandalen, der er udløst af læk fra den omstridte whistleblower, Edward Snowden, vinkler sagen. Blandt disse kritikere finder man nu også regeringerne i Tyskland og Frankrig, men vreden, harmen og forargelsen herfra skal først og fremmest tilskrives afsløringen i medierne af, at den tyske kansler, Angela Merkel, også er blevet overvåget af den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Spiontjenesten har angiveligt været med på en lytter, når kansleren har talt i sin mobiltelefon, og i Frankrig har NSA tilsyneladende optaget millioner af telefonopkald.

Den slags skal en regering nærmest pr. automatik blive forarget over og reagere på, men det hører med til det samlede billede, at de europæiske regeringer og deres efterretningstjenester er dybt afhængige af samarbejdet med NSA og de oplysninger, som USAs nationale sikkerhedstjeneste leverer. Og som de europæiske spiontjenester ifølge amerikanske embedsmænds læk til lokale medier i øvrigt selv udleverer materiale til. Faktisk er de omfattende data ikke noget, amerikanerne har spioneret sig til, men derimod materiale, som de har fået udleveret af deres allierede i Europa, bedyrer amerikanerne, mens NSA-chefen selv understreger, at det i sidste ende handler om at sikre en så effektiv terrorbekæmpelse som muligt.

Netop det argument og det faktum, at europæiske efterretningstjenester selv fodrer det udskældte NSA med data, er efter alt at dømme forklaringen på, at statsminister Helle Thorning-Schmidt og regeringen ikke vil deltage i det stormløb mod NSA, som andre politiske ledere i Europa har kastet sig ud i.

Dermed følger den nuværende regering i sporet på de foregående: Danske regeringer uanset farve har altid været langmodige over for USA, når det handler om skæg og blå briller.

Eksempelvis tilbage i 2000, da den transatlantiske overvågningsstrid handlede om det amerikanske spionnetværk kaldet Echelon – et verdensomspændende aflytningssystem, der er i stand til at opsnappe telefonsamtaler, fax og e-mail.

Europa-Parlamentet var særdeles kritisk og konkluderede i en undersøgelse, at Echelon blev brugt til at snage i private borgeres og virksomheders kommunikation. Frankrig var også på kant med USA og iværksatte en kulegravning, som SR-regeringen herhjemme imidlertidig ikke ville støtte – ligesom Thorning-regeringen heller ikke har villet støtte Tysklands og Frankrigs aktuelle pres på USA. SR-regeringen forsøgte i det hele taget at tie Echelon ihjel – også trods rapporter om, at amerikanernes Echelon benyttede sig af en lyttestation på Thulebasen i Grønland.

I 2010 under VK-regeringen var der så sagen om den amerikanske ambassades overvågning og registrering af danskere uden for ambassadens område. En stor sag i medierne, hvor eksperter stemplede amerikanernes praksis som ulovlig.

Stormen lagde sig dog igen, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) fremlagde en fem sider lang rapport, der i store træk blåstempler overvågningen, som PET ifølge rapporten på det tidspunkt havde kendt til i seks år, men som havde stået på siden 1998, altså efter al-Qaedas angreb på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania.

Overvågningen blev i øvrigt yderligere optrappet efter spiontjenesternes fjende nr. 1, al-Qaeda – dengang med Osama bin Laden ved roret – havde angrebet USA den 11. september 2001.

Og mon ikke amerikanerne – med de danske myndigheders accept – vil stramme yderligere op, hvis USA finder det nødvendigt?