Hvis man valgte at straffe sort arbejde hårdere i Jylland, ville enhver kunne forstå, at der reelt var tale om ulighed for loven

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen har mødt Lars Løkke Rasmussen på Marienborg for at tale om regeringens udspil om strafzoner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Mandag aften var jeg lige ved at lukke computeren sammen og kravle under dynen, da statsministeren skrev til mig. Det gjorde han på Twitter. Lars Løkke Rasmussen har det med at være aktiv på Twitter hen på aftenen.

Grunden til statsministerens henvendelse var Berlingskes leder, som var publiceret tidligere samme dag. Den handlede om de strafzoner, som er en del af regeringens ghettoplan, der blev fremlagt i sin helhed torsdag formiddag af hele otte ministre ved et velkoreograferet pressemøde i Mjølnerparken.

Strafzonerne går ud på, at forbrydelser begået i ghettoområder skal kunne straffes dobbelt så hårdt som de samme forbrydelser begået uden for ghettoerne. Berlingskes leder fandt det problematisk – og et reelt opgør med et grundlæggende princip om lighed for loven.

Løkke svarede på Twitter: »Der er da total lighed for loven. Begår du kriminalitet i en zone med strafskærpelse, behandles du ens – uanset hvem du er. Er det så heller ikke lighed for loven at lave visitationszoner? Vi behøver ikke være enige, men sæt jer da i det mindste ind vores forslag ...«

Formelt set har Løkke ret. Retsstatens principper om lighed for loven er ikke juridisk set overtrådt. Enhver, der begår en forbrydelse i en udpeget strafzone, vil blive straffet hårdere. Men reelt er der tale om forskelsbehandling. Der pilles lidt ved det grundlæggende princip om, at alle borgere skal behandles lige for loven. Man kan illustrere det ved at eksemplificere anderledes: Hvis man på grund af omfanget af sort arbejde i Jylland valgte at straffe den slags skattesnyd hårdere dér end på Sjælland, da ville enhver kunne forstå, at der reelt var tale om ulighed for loven.

Jeg kom halvsent i seng mandag aften, for diskussionen med Løkke via Twitter udviklede sig. Den endte med, at statsministeren inviterede til en diskussion af strafzonerne og ghettoudfordringerne. Han savnede konkrete forslag til løsninger fra min og Berlingskes side, og ja: Det er ikke altid pressens stærke side. Man kan sige, at det heller ikke er mediernes forpligtelse. Borgerne har valgt politikerne for at finde løsninger på samfundets udfordringer. Men selvfølgelig kan vi i medierne blive langt bedre til at pege på dem.

Derfor sagde jeg ja til et møde med statsministeren. Det fandt sted på Marienborg, statsministerens embedsbolig, fredag eftermiddag. Det var et fint møde. Løkke gav udtryk for, at det danske samfunds bærende principper faktisk er udfordret af parallelsamfundene selv – af det faktum at vores frihed, f.eks. til at lave frie private skoler, udfordres af mennesker, der bruger friheden til at formørke.

Grundlæggende er det rigtigt: Der er alvorlige problemer med ghettoer og parallelsamfund i Danmark. Det er derfor Berlingske gennem det seneste år har sat fokus på netop parallelsamfundene med flere store, redaktionelle satsninger, herunder afdækningen af forholdene på muslimske friskoler.

Problemerne bunder i et dobbelt svigt over mange årtier: Dels er det ikke lykkedes tidligt nok at få styr på særligt indvandringen fra Mellemøsten og Afrika, en indvandring der ofte er begyndt som en asylansøgning, men ender med permanent ophold.

Og dels har vi ikke været dygtige nok til at håndtere den vanskelige integration og assimilation i det danske samfund af de mennesker, der ad den vej er kommet hertil.

For eksempel har der været alt for stor tålsomhed med, at indvandrere i Danmark har kunnet leve på offentlige ydelser i årtier uden at blive mødt med bastante nok krav om at bidrage til det samfund, hvortil de er kommet. Det i sig selv har medvirket til, at visse boligområder i Danmark er blevet befolket af et nyt etnisk proletariat, som samtidig har udgjort den bedst – eller værst – tænkelige grobund for opbygningen af kulturelle og religiøse parallelle samfund med egne regler, normer og værdier, langt fra dem der findes i det øvrige Danmark.

Jeg er positiv over de fleste forslag i regeringens ghettoplan. Samlet set udgør planen det hidtil mest ambitiøse forsøg på at gøre op med parallelsamfundene.

Jeg synes, man skal føre en meget stram udlændingepolitik. Jeg synes også, man skal stille langt flere krav til folk, der kommer til Danmark. Det er både i deres og i Danmarks interesse, at Danmark ikke opfattes som hele verdens socialkontor, og det har der desværre været en tendens til. Resultatet ser vi i parallelsamfundene nu.

Problemstillingen, som jeg var glad for at få lov at diskutere med statsministeren, opstår først, når indvandringens helt særlige udfordringer frister politikere til at udfordre grundlæggende værdier, som vores samfund bygger på. Jo mere man går til stålet, f.eks. i en ghettopakke, desto mere er det værd at diskutere. Ikke mindst for borgerlige, hvis instinkt må være at forsvare borgernes fundamentale rettigheder i forhold til den stat, man bør kunne stole på som beskytter af disse rettigheder.

Det gælder strafzonerne. Det gælder imamlovens udfordring af principperne om ytringsfrihed. Det gælder burkaloven, som Berlingske dog konkret valgte at støtte, fordi vi anser det for sagligt at kræve, at man ikke maskerer sig i det offentlige rum – og fordi burkaen ikke kun er en beklædningsgenstand, men også et patriarkalsk undertrykkelsesinstrument. Det gælder også den masseovervågning af alle danske familier, der via samkøring af talrige offentlige registre kombineret med nye muligheder i en kommende databeskyttelseslov synes at være en i første omgang overset følge af ghettoplanen.

Det er sådan, at hvis vi tillader indvandringen at erodere det frie samfunds bærende søjler, da har vi tabt til en udvikling, vi har opgivet at kontrollere. Tilbage er afmagten, principløsheden og viljen til at lade målet hellige midlet. Der skal vi ikke ende. Der skal den mellemøstlige indvandring og alle de udfordringer, den har givet, for himlens skyld ikke føre os hen.