»Hvis ikke vi gjorde modstand, ville der blive mytteri«

Immanuel Benedict Rodholm, 93 år, var ildlederassistent på orlogsskibet Niels Juel.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 29. august 1943 meddelte den danske regering sin afsked. I kølvandet indledte værnemagten »Operation Safari« med formålet at vinde kontrollen over det danske militær, herunder artilleriskibet Niels Juel.

»Vi har fået at vide, at Hitler personligt havde bestemt, at Niels Juel ikke måtte undslippe. Hvis det ikke kunne erobres, skulle det ødelægges. Det ville være et kolossalt prestigetab for tyskerne, at det største danske skib var undsluppet. Viceadmiral A.H. Vedel var helt klar over, at hvis ikke vi gjorde modstand den dag, ville der blive mytteri. Vi kunne simpelthen ikke tåle mere. Det var hårdt nok, som det var.

Chefen på skibet var kommandørkaptajn Carl Westermann. Han var bange for, at vi ville blive sænket på vejen over til Sverige og ønskede ikke at ofre 325 liv. Han mente i stedet, at vi skulle ankre et sted og sprænge skibet i luften. Alle danske skibe havde en sprængladning om bord. Så vi sejlede over mod den vestlige del af Isefjorden og satte skibet på grund med fuld fart.

Besætningen havde ikke været særlig ivrig efter at gøre, hvad den blev bedt om, før tyskerne angreb. Men så snart folk vidste, at de skulle slås, ændrede stemningen sig, og jeg kan stadig se orlogsgaster for mig komme med en cigaret i munden og en granat over skulderen, som de stablede op ved kanonerne. Efter grundstødningen samledes besætningen foran på skibet, og bomben blev antændt. Men det viste sig, at tændladningen var en forsager. Så vi kunne ikke bruge sprængbomben, og Westermann beordrede i stedet, at skibet skulle ødelægges med håndmagt. Det gjorde vi ved at åbne for bundventilerne, ødelægge kanonerne og alt elektrisk materiel og smide ammunitionen i vandet.

 

I.B. Rodholm Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

I løbet af kort tid tog Niels Juel mange tons vand ind, men der skete ikke mere den dag. Næste morgen blev vi vækket ved, at besætningerne fra to tyske motortorpedobåde stormede om bord. Den tyske admiral havde i et brev gjort opmærksom på, at sabotage blev straffet med døden. Vi var lidt nervøse, for vi kunne jo ikke benægte, at skibet var saboteret.

Den tyske kommanderende officer krævede, at kommandoen blev strøget øjeblikkeligt, men det nægtede Westermann. Han var så ganske urokkelig i den måde, han behandlede tyskerne på. Der kan man tale om et mandfolk.

Besætningen blev mønstret på dækket, og Westermann holdt en vældig tale, hvor han takkede besætningen for den moral, den havde udvist. Herefter stemte besætningen i med ’Kong Christian Stod Ved Højen Mast’.

Da vi var færdige med sangen, var der en, der råbte ’Leve Chefen!’. Jeg bliver stadig bevæget over det.

Herefter gav tyskerne ordre til, at den værnepligtige besætning og nogle underofficerer gik i land. Vi andre blev sejlet til Københavns Frihavn og indkvarteret på Søofficersskolen, hvor vi blev interneret.

Jeg har senere fået at vide, at det, der skete i Isefjorden den dag, var med til at sikre, at Danmark sidenhen blev betragtet som en af de allierede.«

Efterfølgende flygtede I.B. Rodholm til Sverige, hvor han deltog i arbejdet med at etablere Den Danske Brigade, der forberedte modstandsfolk på et endeligt opgør med den tyske besættelsesmagt.

Fortalt til Thue Ahrenkilde