»Hvis ikke man kan tåle at blive misbrugt og fordrejet, så skal man ikke være i politik«

Under beskydning. Finansminister Thor Pedersen forstår ikke, at nogle få, uskyldige sætninger om sygeplejersker og politimænd har ført til så meget ballade, og han står ved alt, han har sagt. Ligesom han i øvrigt tager ansvaret for det, han ikke har sagt.

Venstre er ikke for godt kørende i meningsmålingerne for tiden, og finansminister Thor Pedersen beskyldes for at bære sin del af ansvaret, efter at han den seneste uge er røget ud i et større slagsmål om størrelsen på de offentligt ansattes lønninger. Særligt fagbevægelsen beskylder Thor Pedersen for kunstigt at pumpe tallene op forud for forårets overenskomstforhandlinger, men det må være et spørgsmål om kommunikationsproblemer, mener han selv.

»Det er helt utroligt, hvad jeg skulle have sagt, men der er en ting, jeg ved med mig selv: Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, om nogen får en god eller en dårlig løn, for det overlader jeg til arbejdsmarkedets parter. Jeg har ingen mening om, hvad de enkelte grupper skal have. Jeg skal ikke definere, om en får for meget og en anden for lidt,« lyder det fra Thor Pedersen, der uddyber sin forklaring ved at bruge journaliststanden som eksempel.

»Hvis jeg skulle bestemme jeres løn, så ville jeg sige: »Det vil jeg ikke. Det er en dårlig idé. Det må I aftale med jeres arbejdsgiver.« Hvis jeg skulle ind og vurdere, ville folk nok synes, at det var noget mærkeligt noget. Man skal ikke bare feje fagforeningerne af bordet og tro, at man er klogere end alle andre arbejdsgivere til sammen,« siger han.

Alt hvad han - i egne øjne - har gjort, er at afvise en myte om, at den offentlige sektor skulle lide under et lønefterslæb i forhold til den private sektor. Det kan nemlig ikke lade sig gøre, da sektorerne reguleres efter hinanden. Og man kan ikke kalde det et efterslæb, hvis enkelte grupper ikke har en grundløn, der følger den private sektor, mener han.

»Hvad de enkelte grupper skal have, det er jo det, man sidder og forhandler i overenskomsten. Man er nødt til at respektere, at hvis man har to parter, der bliver enige om en løn, så er det lønnen. Et efterslæb kan man så kun få i forhold til aftalen, hvis ikke man får den løn, man har aftalt.«

Jeg spørger bare
Og jo så rejste han godt nok spørgsmålet, om en sygehjælpers løn på 27.700 kr. inklusive tillæg, pension, overarbejde og feriepenge - vitterlig er en dårlig løn, men der lå ikke andet gemt i det spørgsmål end ren nysgerrighed, fastslår han nu.

»Alle citerer hinanden, for hvad jeg har sagt, men jeg kan jo se, hvad jeg har sagt, og jeg er den eneste, der ikke har sagt noget. Det er selvfølgelig meget interessant,« siger han og fortsætter:

»Jeg siger bare, at en sygehjælper tjener godt 27.000 kroner, og så spørger jeg, om det er en dårlig løn. Jeg siger ikke, hvad jeg mener, Jeg stiller bare spørgsmålet. Jeg spørger jo ikke mig selv, men jeg spørger bare, fordi jeg oplever nogle helt andre lønsummer ude i mediebilledet. Men jeg har aldrig sagt, at nogen klynker eller piver. Hvor har folk det fra,« spørger han og bruger endnu et eksempel for at fastslå sin pointe.

»Jeg kan stille spørgsmålet: »Hvad synes du om vejret i dag? Synes du, vejret er godt?« Hvad mener jeg så selv? At det er godt vejr?«

Af respekt for det danske overenskomstsystem er den eneste mening, han i denne sammenhæng reelt vil give til kende, at han gerne så, at alle fik mere i løn.

»Når det går godt i samfundet, skal det også komme alle til gode,« siger han.

Men selvom han altså ikke har sagt noget kontroversielt, så menes det, han har sagt, at have skubbet yderligere på Venstres nedtur i meningsmålingerne, og Thor Pedersen har ikke tænkt sig at løbe fra noget ansvar.

»Jeg føler mig ansvarlig for det, jeg ikke har sagt.«

Hvad betyder det?

»Jeg har ikke sagt noget, og det er mit ansvar. Jeg besluttede mig for ikke at sige noget, og det er mit ansvar. Er det kryptisk? Det synes jeg ikke. Thor, har du sagt noget, eller har du ikke sagt noget? Nej, jeg har ikke sagt noget, for jeg har besluttet at sige ingenting, om hvad folk skal have i løn. Det er min beslutning.«