»Hvis ikke du tør holde dit hjerte åbent, er du på den.« Helene Dam har talt med Anne Sophia Hermansen om kærlighed

Kærlighed ender altid med en sorg, og vil du ikke sorgen, får du heller ikke kærligheden, siger Helene Dam, sognepræst i Holmens Kirke og gift på 35. år.

Foto: Michael Due Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1,6 millioner danskere lever alene. Hvad fortæller det dig?

»Vi er en lidt barnlig generation, der vil have lykke hele tiden. Vi er bange for at binde os, og vi tror, at livet skal være lykkeligt hele tiden. At vi endda har ret til at være lykkelige. Men som der står i en vidunderlig tekst fra Det Gamle Testamente, i Prædikerens Bog, så er der en tid til alt. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. Men vi vil kun have én tid, og det er den, hvor vi ler og danser hele tiden.«

Er vi en generation, der er historisk dårlig til kærlighed?

»Jeg er præst i Holmens Kirke, der er en af de mest populære kirker at blive gift i. Af og til tænker jeg, at det skulle være obligatorisk at synge Kingos salme »Sorrig og Glæde de vandrer til hobe«, for her sættes medgang og modgang, liv og død, lykke og ulykke op imod hinanden. Jeg vil så gerne gøre op med lykkebegrebet, med den forestilling at vi skal være lykkelige hele tiden, for hvis man gifter sig ind i den forestilling, at man altid er glad og shinet up, så gifter man sig ind i en stor løgn.«

Når hvert andet par bliver skilt – skyldes det så den løgn?

»Mange er mere optaget af forelskelsen end kærligheden. Vi vil blændes og have ægtefællen til at sætte os i godt humør. Hele tiden. Men det er forelskelse og ikke kærlighed. For kærligheden viser sig, når vi ser den andens mindre flatterende sider og så alligevel elsker. Det gør jeg meget ud af at fortælle mine brudepar, og det er noget andet end det, vi får at vide i damebladene. Kærlighed er at kunne rumme facetter ved den anden, som vi ikke kan lide. Og kærlighed er at kunne rumme den anden i medgang og modgang og ikke – som mange tror – i medgang og medgang.

Noget andet er, at det er svært at være familie i dag. Der stilles høje krav til både manden og konen, vi skal være duelige til vores job, gøre karriere, have et pragtfuldt hjem, være vidunderlige forældre, se knaldgodt ud og aldrig være trætte. Vi lever både med et forløjet billede af kærligheden og af familielivet.«

Hvem har solgt os den løgn?

»Jeg tror, det kommer af, at vi har sat Gud på porten. Hvorfra skal vi så hente den absolutte kærlighed? Det skal vi nu fra ægtefællen. Ægtefællen er blevet den nye Gud og tildeles alle de roller, som Vorherre har. Men det er jo stressende at rende rundt og lege Vorherre! Det kan ingen mennesker klare i længden, og så er det dømt til at gå galt.«

Elsker vi i dag vores børn højere end vores partner?

»Vi dyrker børnene. Vi har sat ægtefællen og børnene ind på Guds plads. Vi har færre steder at placere kærligheden, og så placerer vi den hos de bedårende unger, der så vokser op og bliver mindre bedårende. Ingen kan holde til at få så meget opmærksomhed og tilbedelse.«

Hvilken oplevelse har lært dig noget vigtigt om kærlighed?

»Min far døde, da jeg var 11 år. Det lærte mig tidligt, at kærlighed altid ender med en sorg, men det lærte mig også, at vi skal elske, selv om det gør ondt. I dag er vi så bange for, at livet gør ondt, vi er bange for døden, for sygdomme, for at blive ældre, for sorgen. Men hvis du ikke vil sorgen, så får du ikke kærligheden. Og hvis du ikke vil smerten, så vil du heller ikke livet. En del af det at være levende er også, at det gør ondt, og at du kan få dit hjerte knust.«

Ved du, hvordan man heler et knust hjerte?

»Ved at erkende, at medgang og modgang hænger sammen, og ved at gå ind i smerten. Noget af det smukkeste jeg har hørt, kom fra en kvinde, der efter en skilsmisse sagde: »Nu vil jeg åbne mig for det, der kommer mig i møde.« Det er en meget kristen sætning, og den handler jo også om smerten og angsten. Om at vi skal turde være sårbare og vise andre, hvem vi er. Der står i Paulus’ brev til korintherne, at »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt«. Det fortæller os, at vi skal turde vise os frem for hinanden, ansigt til ansigt, vise hvem vi er. Hvis du ikke tør holde dit hjerte åbent, så er du på den. For så går livet jo i stykker.«

Hvad er det mest urigtige, du selv har troet om kærlighed?

»Nu talte vi lige om Paulus’ korintherbrev, hvor der står, at kærligheden udholder alt, tåler alt, tror alt. Men det er Guds kærlighed, han taler om. Den kærlighed kan vi ikke som mennesker leve op til, men vi kan lade os bære af den, og vi kan lade os inspirere af Guds nåde, barmhjertighed og tilgivelse i vores privatliv.«

Jeg har været til mange bryllupper, hvor korintherbrevet er blevet læst op. Hvis det er en hyldest til Guds kærlighed, hvorfor så bilde ægtepar ind, at det er sådan ægte kærlighed er?

»Det er vigtigt, at vi som præster meddeler, at den kærlighed kan du heller ikke leve op til. Det er en beskrivelse af Guds kærlighed, som du er så heldig at være omfattet af. Men det er også en beskrivelse af, at hvis du vil kærligheden, så skal du turde træde frem og være åben og sårbar. Og du skal elske, også selv om du kan miste den andens kærlighed og ende med at blive dybt ulykkelig. Sådan er vilkårene, hvis du vil være i live.«

Foto: Michael Due Fold sammen
Læs mere