Hvis du kører denne bil, har du størst risiko for at få en fartbøde

Der er ikke én forklaring på, hvorfor ejere af bestemte bilmærker ryger i fartfælden.

Er folk, der har penge større fartdjævle end de, der ikke har så meget at rutte med?

Måske.

Ifølge FDMs Autoindex-undersøgelse 2017, der er lavet på baggrund af besvarelser fra indexets 41.000 bilejere, fremgår det , at jo dyrere bil du ejer, jo flere fartbøder, får du. 23 pct. af de, der ejer biler på 500.000 eller derover svaret, at de indenfor det sidste år er blevet stoppet en eller flere gange med en fartbøde til følge.

Til sammenligning er kun 14 pct. af ejere af biler til under 400.000 gået i politiets fartfælder.
De, der får flest fartbøder er BMW-ejere, hvoraf næsten hver fjerde (24,1 pct.) har fået en eller flere fartbøder det seneste år. I hælene på BMW-bilisterne ligger fartsyndere bag rattet i Audi-, Mercedes-Benz-, Volvo- og Alfa Romeo-ejere.

I den anden ende af fartdjævlenes synderegister ligger Kia-ejere, hvor 11 pct. ikke har kunnet styre foden på speederen. I bunden ligger Suzuki- og Skoda-ejere en sjat over med 12,1 og 12,5 pct. Gennemsnittet blandt de 22 bilmærker, rundspørgen omhandler, er på 16 pct.

Hvis det handler om at få folk til at køre pænere, er der ingen tvivl om, at det er langt mere opdragende at blive vinket ind til siden af en betjent.

Men nu skal ejere af miljøvenlige elbiler ikke blive for høje i hatten. FDMs Autoindex afslører nemlig, at de er den gruppe, der får flest fartbøder. Hele 22 pct. Grøn energi kan åbenbart også tage overhånd. Så slemme er de forurenende bilister ikke. 18 pct. af de, der ejer en dieselbil og 12 pct. af de, der har en benzindrevet bil har fået en eller flere fartbøder inden for det sidste år.

Til fdm.dk siger juridisk konsulent, Dennis Lange, at bilejernes svar måske bekræfter folks fordomme om, at ejere af dyre biler drøner derudad.

»En forklaring kan være, at man ikke mærker farten i nær samme grad i en stor velkørende bil. En anden forklaring kan være, at førerne af firmabiler, som for eksempel BMW, ofte kører meget, og dermed på grund af de mange kørte kilometer oftere får fartbøder.«

Det undskylder dog ikke, at ejere af BMWer og andre dyre biler giver fanden i fartgrænser, mener den juridiske konsulent.
»Uanset hvad, skal man altid overholde den gældende hastighedsgrænse.«

Politiets fotofælder er dem, der fanger flest fartsyndere. 95,9 procent er blevet blitzet, mens kun 5,7 procent er blevet vinket ind til siden.

»Bliver man blitzet af en fotovogn, går der typisk nogle uger, før bøden dukker op, og den præventive effekt er til at overse. Hvis det handler om at få folk til at køre pænere, er der ingen tvivl om, at det er langt mere opdragende at blive vinket ind til siden af en betjent. Derfor så FDM gerne, at politiet kom mere ud på vejene,« siger Dennis Lange.