»Hvis andre kan, så kan jeg også«

»Min tankegang og filosofi har altid været, at hvis andre kan, så kan jeg også.« Astronauten Andreas Mogensen giver sine bud på, hvordan man opfylder den højest tænkelige livsdrøm.

Andreas Mogensen efter sin tur i rummet. Fold sammen
Læs mere
Foto: YURI KOCHETKOV

Det er ikke engang tre måneder siden, at Andreas Mogensen landede efter sin historiske rumrejse. Men sådan oplever astronauten det ikke selv:

»Det føles som om, at det er flere år siden. Selv lige efter at jeg var landet i Kasakhstan, var det som om, at opsendelsen lå flere år tilbage. På mange måder virker mine ti dage i rummet næsten som en drøm. Det er nærmest lidt uhyggeligt. Jeg tror, at det er noget, som jeg langsomt må arbejde mig igennem.«

Den lommepsykologiske forklaring kan næsten kun være den, at hans rumrejse var exceptionel intens. Ikke nok med at det var den nu 39-årige astronauts debut i rummet og dermed i længerevarende vægtløshed. Han skulle også gennemføre et program, som hans arbejdsgiver, European Space Agency (ESA), har betegnet som en regulær spurt i rummet.

»Jeg arbejdede med 110 kilometer i timen, og oppe i mit hoved er dagene blevet blandet helt sammen.«

Dertil kommer, at den 235 timer lange rumrejse med cirka 150 svæv om jordkloden forvandlede ham fra en forholdsvis ukendt dansker til en national helt, som pludselig var på alles læber, på samtlige TV-kanaler og overalt på de sociale medier. Han var en overnight sensation, som amerikanerne udtrykker det.

I dag har Andreas Mogensen 100.000 venner på Facebook og over 40.000 følgere på Twitter. Samt en inbox, der svømmer over af fanmail og en alenlang venteliste med foreninger, skoler og virksomheder, der hungrer efter besøg af rumstjernen.

Forklaringen kan ikke udelukkende være bedriften – det at blive den første dansker i rummet. Der har trods alt været omkring 550 andre mennesker i rummet før Andreas Mogensen. Det var formentlig i lige så høj grad måden, han gjorde det på: Med overskud og begejstring og endda med et smukt foto fra Den Internationale Rumstation af et helt skyfrit Danmark, som vakte udelt glæde blandt hans landsmænd her nede på jorden.

På livebillederne oppe fra rumstationen kunne enhver se, at han bare nød at være der. Og samtidig formåede at holde et professionelt fokus på de talrige eksperimenter og opgaver, der lagde beslag på næsten al hans tid.

Danskerne var ikke de eneste, der blev imponerede. NASA havde afsat fem timer til, at rumstationens commander, den erfarne amerikanske astronaut Scott Kelly, kunne vise danskeren rundt og hjælpe ham under de første krævende timer på den jumbojet­store station. For eksempel hvis Andreas Mogensen skulle få kvalme i vægtløsheden eller bare blive komplet forvirret og overvældet over oplevelsen.

»Men jeg brugte slet ikke de fem timer. Jeg brugte nogle få minutter,« forklarer Andreas Mogensen under et besøg på Berlingskes redaktion i København.

Andreas Mogensen sammenligner oplevelsen med den meget operationelle og disciplinerede måde, man arbejder på i militæret. I rumfartens barndom havde alle astronauter en militær baggrund, typisk fra flyvevåbnet. I dag er de næsten ligeligt fordelt mellem forskere og militærfolk. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

»Og jeg havde ingen kvalme eller svimmelhed. Ikke for at sige, at jeg gjorde det specielt godt, men den feedback, jeg har fået fra kolleger og overordnede, har været utroligt positiv. Mange blev overraskede over, at jeg slet ikke blev syg deroppe.«

Fire dage efter den hårde landing i en Sojuz-rumkapsel blev Mogensen tilmed belønnet af dronning Margrethe med en sjældent uddelt belønningsmedalje af guld som påskønnelse for »en helt ekstraordinær, enkeltstående indsats«.

Men måske skyldes Dronningens og danskernes beundring i virkeligheden Andreas Mogensens determinisme. Hvilket blandt andet kommer til udtryk i Berlingske-læsernes indstilling af astronauten til titlen »Årets Dansker«. Her hedder det blandt andet, at han »satte sig tidligt et mål og arbejdede benhårdt på at nå det«.

Allerede som 10-11-årig knægt »besluttede« han sig for, at han skulle være astronaut. Men hvordan opfylder man en så vild og på papiret næsten helt usandsynlig målsætning?

Andreas Mogensen kigger ned i bordet, tager tilløb til et svar, retter sig op og svarer så endelig:

»Min tankegang og filosofi har altid været, at hvis andre kan, så kan jeg også. Og det uanset om det har drejet sig om at dykke, skydive, tage en ph.d.-uddannelse – eller blive astronaut. Jeg tænkte især over det, da jeg skulle tage min ph.d. Uha, det bliver svært det her, tænkte jeg. Men samtidig lå det hele tiden i baghovedet, at når andre kan forstå al den komplicerede matematik bag kredsløbsmekanik og den slags, så kan jeg også.«

Andreas Mogensen fortsætter med at berette om, at han har haft en lignende følelse, når han har stået foran en åben flydør i 4.500 meters højde og har skullet springe ud med faldskærm. Hvordan det føles komplet unaturligt at tage springet ud i intetheden. Men når andre kan, så kan han også – hvorefter en følelse af vild glæde og afslapning har overmandet ham, så snart han er ude i den tynde luft og i frit fald mod jorden. I dag har han cirka 100 spring bag sig.

Men determinismen er ikke den eneste forklaring på drømmens opfyldelse:

»Det dér med målrettetheden er den måde, det er blevet præsenteret på i medierne. Der er også en vis sandhed i det, men det er lige så vigtigt for mig at fremhæve, at hvis du vil have succes i livet, så er du nødt til at gribe de chancer, der opstår. Man skal ikke forblive låst fast i sin drøm.«

Andreas Mogensen

»Jeg arbejdede med 110 kilometer i timen, og oppe i mit hoved er dagene blevet blandet helt sammen.«


»Da jeg var færdig som civilingeniør, ville jeg gerne have arbejdet med rumfart eller luftfart, for det var det område, jeg var interesseret i og uddannet i. Men der var ikke rigtig noget job at få, så jeg endte i stedet med et job i olieindustrien (som boreingeniør på en olieplatform ude for Vestafrika, red.). Det ironiske var, at hvis jeg ikke havde taget det job, så var jeg ikke blevet valgt som astronaut. For med det job havde jeg demonstreret, at jeg kunne arbejde 10-12 uger ad gangen på en platform ude på havet i et team med 30-40 andre mænd, hvilket viste sig meget kvalificerende.«

Andreas Mogensen sammenligner oplevelsen med den meget operationelle og disciplinerede måde, man arbejder på i militæret. I rumfartens barndom havde alle astronauter en militær baggrund, typisk fra flyvevåbnet. I dag er de næsten ligeligt fordelt mellem forskere og militærfolk. På rumstationen har man brug for både officerer og forskernørder, og han opfylder på mange måder kravene til begge dele.

Efter landingen har Andreas Mogensen indledt en helt ny fase af sit astronautliv. Hjemmebasen er stadig Køln, hvor det europæiske astronautcenter ligger. Men nu der er ingen omfattende simuleringsøvelser eller forberedelser på krævende, videnskabelige eksperimenter. Nu er det det udadvendte, formidlingen af rumfart, det handler om.

Mindst hver anden uge frem til foråret vil han flyve til Danmark for at holde foredrag på skoler og institutioner – nogle gange for 1.000 mennesker ad gangen. Og hjemme i Køln bruger han megen tid på for eksempel Skype-interview med skoleelever og på at svare de hundredvis af danskere, der skriver til ham med alle mulige spørgsmål om rumfart.

Han fortæller, at det er en væsentlig større tilfredsstillelse at fortælle om livet som astronaut, nu hvor han rent faktisk har været på rumrejse 400 kilometer over planetens overflade.

Andreas Mogensen fik varme i kinderne, da beskeden på en skrattende telefonforbindelse fra Köln en sen mandag i 2009 blev afleveret. Blandt 8.413 ansøgere fra hele Europa var han blevet udvalgt som astronaut. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

»På mange måder kan jeg bedre lide at tale om rumfart end at smalltalke om vejret og den slags. Og så holder jeg meget af at formidle min viden. Forskere har nogle gange svært ved at fortælle om deres forskning, fordi de er så dybt begravet i små detaljer og har svært ved at tage skridtet tilbage og give det overordnede billede. I min uddannelse har formidling altid været et meget centralt og spændende element.«

Men når den store foredragsturné er overstået, siger vores danske astronaut sandsynligvis farvel til Europa i en længere periode. Andreas Mogensen regner med at blive tilknyttet NASAs hovedkvarter i Houston i Texas frem til 2018 som ESAs officielle astronaut i det amerikanske – det vil sige som et vigtigt bindeled, der skal lette kommunikationen mellem de to rumorganisationer.

I Houston kan han tilmed få mulighed for at blive såkaldt CAPCOM, det vil sige den person, der sidder i kontrolcenteret på Jorden og taler med astronauter i en rumkapsel over Jorden.

Andreas Mogensen er stadig determineret. Rumeventyret er kun lige begyndt, og fra 2020 lurer chancen for endnu en rejse op til den store tomhed over vores klode.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!