Om få timer falder mørket atter på i Hviderusland, og der er frygt for, at voldsomme demonstrationer igen vil bryde ud i landets hovedstad, Minsk, og andre byer efter præsidentvalget, som, mange mener, var præget at valgsvindel.
Tusinder af demonstranter gik tirsdag på gaderne for at protestere efter genvalget af Aleksandr Lukasjenko, og sammenstødene mellem demonstranterne og politiet var voldsomme. Berlingskes to udsendte medarbejdere, ruslandkorrespondent Emil Rottbøll og fotojournalist Asger Ladefoged, blev ufrivilligt en del af demonstrationerne. Rottbøl blev ramt af knippelslag, mens Asger Ladefoged kortvarigt var anholdt.
De tusinder af demonstranter i Minsk blev i løbet af aftenens demonstrationer skubbet ud af byens midte med tåregas og chokgranater. Internettet har siden søndag været lukket ned i store dele af landet, hvilket har gjort det svært for de mange demonstranter at organisere sig. Den genvalgte præsident Aleksandr Lukasjenko hævder, at det er udenlandske modstandere og ikke hans egen regering, som står bag internetafbrydelserne i landet.
Ruslandkorrespondent Emil Rottbøll er ikke i tvivl om, hvorfor internettet blev lukket ned efter valgresultaterne:
»Formålet er helt klart at få protesterne til at dø ud hurtigst muligt. Det resulterer i, at demonstranterne er rådvilde og uden anelse om, hvordan de skal finde ud af, hvor de store protester er. De har en følelse af, at de bliver slået ned på i fuldstændig stilhed og mørke.«
Ifølge Emil Rottbøll var det primært unge mænd, der natten til tirsdag fyldte i gadebilledet i modsætning til sidste uges valgmøder, da både gamle, unge, mænd og kvinder mødte op.
Under nattens demonstrationer blev der kastet med kanonslag, hvorefter hundredvis af urobetjente stormede frem mod demonstranterne, som skyndte sig væk. Emil Rotbøll blev under kaosset ramt af knippelslag fra en betjent, på trods af at han stod iført pressevest et stykke væk fra demonstranterne med hænderne i vejret.

Berlingskes fotojournalist Asger Ladefoged blev kortvarigt anholdt, da han kort efter tog billeder af, at fem-seks politifolk tæskede en demonstrant i et parkeringshus.
»Man kunne høre kniplerne ramme demonstranten i parkeringshuset. Da han kom ud, var han fyldt med blod. Jeg blev efterfølgende anholdt og sendt hen til en detentionsbil, som var fyldt med andre demonstranter, der var blevet tæsket og anholdt,« fortæller Asger Ladefoged.

Ifølge det officielle valgresultat gik omkring 80 procent af stemmerne til den siddende præsident, Alexandr Lukasjenko. Søndagens valgresultat står i stærk kontrast til en uofficiel rundspørge blandt knap 50.000 hviderussere, der inden valget gav Svetlana Tikhanovskaja 67-73 procent af stemmerne og Lukasjenko blot 16-21 procent.
Svetlana Tikhanovskaja er efter valgresultaterne flygtet til Litauen. Ifølge Svetlana Tikhanovskajas stab var det myndighederne, der tvang hende ud af landet.
