Hverken Musk eller Zuckerberg. Her er USAs højest lønnede topchef

Du kender nok ikke den bedst lønnede topchef. Elon Musk får på papiret nul dollar om året, og Danmarks bedst lønnede topchef halter langt efter amerikanerne.

Hock Tan, der er administrerende direktør for Broadcom, har siddet på posten siden 2006 og fik sidste år en løn på mere end en milliard kroner. Arkivfoto: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix

Det har sjældent nogen dårlig økonomisk position at være topchef i et af USAs største firmaer.

Men i 2023 slog lønniveauet alligevel nye rekorder hos topcheferne i omtrent 500 af USAs største virksomheder i det amerikanske eliteindeks S&P 500.

Og op mod halvdelen – altså 250 – af topcheferne for virksomheder på indekset tjente sidste år mere end 15,7 millioner dollar.

Det svarer til en medianårsløn på knap 108 millioner kroner.

Det viser en omfattende analyse lavet af The Wall Street Journal, hvoraf det samtidig fremgår, at de bedst lønnede topchefer hverken er Metas Mark Zuckerberg, Teslas Elon Musk eller Apples Tim Cook.

I stedet tjente den måske for mange lidt ukendte Hock Tan, der er administrerende direktør for computerchipproducenten Broadcom, sidste år 162 millioner dollar, svarende til en årsløn på omtrent 1.112 millioner kroner.

Til sammenligning må Apples topchef, Tim Cook, nøjes med lidt over 63 millioner dollar – cirka 432 millioner danske kroner – om året.

Mark Zuckerberg fra Meta har heller ikke ligefrem nogen undseelig løn i dansk kontekst, men om ejere og topchefer som ham skal det tilføjes, at en betydelig del af rigdommen kommer fra at eje en stor andel af aktierne i deres virksomheder.

Derudover udbetales langtfra hele lønnen i form af penge, der sættes ind på en bankkonto, som det er tilfældet for mere almindelig ansatte mennesker.

I stedet udgør aktier eller aktieoptioner for mange topchefers vedkommende en betydelig andel af lønpakken.

Og så er der Elon Musk, som i The Wall Street Journals gennemgang står noteret for en årsløn på nul dollar. Han ejer til gengæld en betydelig del af virksomheden, og han forhandler ifølge Børsen om en lønpakke på 400 milliarder årlige kroner, der vil gøre ham til verdens uden sammenligning bedst lønnede topchef.

Gemt i et ellers så kedeligt udtryk som »medianlønnen« ligger dog endnu en historie, som handler om den særdeles store lønstigning, som mange amerikanske topchefer har fået over det seneste årtis tid.

I 2012 var medianlønnen for et administrerende direktør for et S&P 500-firma nemlig 6,36 millioner dollar, svarende til over 45 millioner kroner, men den er siden da på 11 år steget til de nuværende mere end 100 millioner kroner om året.

Dansk efterslæb

Selvom Novo Nordisk i øjeblikket er på et rekordridt mod de internationale stjerner, når det kommer til indtjening og varige stigninger i aktiekurserne, må man bare konkludere, at den danske topchef for medicinalgiganten, Lars Fruergaard Jørgensens, løn ikke kan hamle op med amerikanske direktørers.

For nok var Novo Nordisk tidligere på året verdens 15. største virksomhed, men Fruergaard Jørgensens løn rammer solidt i den nederste halvdel af cheferne i 500 af de største amerikanske virksomheders.

Således tjener han »blot« 60 millioner danske kroner inklusive bonusser i 2022, viste en gennemgang, som Berlingske lavede i efteråret 2023, hvilket altså er betydeligt mindre end medianlønnen blandt S&P 500-selskabernes chefer, som ligger på 108 millioner kroner.