Hver tredje dansker vil i kirke juleaften

Godt hver tredje dansker vil forsøge at nå forbi kirken juleaften, viser en undersøgelse.

Godt hver tredje dansker vil forsøge at nå forbi kirken juleaften, viser en undersøgelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thorkild Amdi

Sidste år lagde næsten hver fjerde voksne dansker vejen forbi en kirke juleaften. Samtidig vil 31 procent af danskerne, svarende til knap hver tredje, forsøge at presse en gudstjeneste ind mellem and og juletræspyntning den 24. december i år, skriver Kristeligt Dagblad.

Det viser en ny undersøgelse om danskernes tro og forhold til julen, som analyseinstituttet Zapera har lavet for Kristeligt Dagblad blandt 989 repræsentativt udvalgte danskere.

Cecilie Rubow er antropolog ved Københavns Universitet og arbejder med danskernes kirkegang. Tallet stemmer fint overens med tidligere optællinger, siger hun.

»I 2002 gik 22 procent af borgerne i Viborg Stift i kirke juleaften, hvilket svarer til 99.000 personer. Til sammenligning var der godt 100.000 betalende gæster ved en begivenhed som Roskilde Festivalen i 2002, så det er faktisk mange,« siger hun.

Cecilie Rubow forventer, at omkring 1,3 millioner danskere vil deltage i en gudstjeneste i overmorgen, hvilket svarer til knap 25 procent af den danske befolkning på cirka 5,4 millioner.

Kaj Bollmann, generalsekretær i Kirkefondet, ser tallene som et udtryk for, at kirken er solidt forankret blandt danskerne.

»Det viser, at kirken stadig har en ganske betydelig folkelig gennemslagskraft. Jeg kan ikke forestille mig, at der er andre begivenheder i julen, som for eksempel biografen eller fodbold, som en fjerdedel af befolkningen går til,« siger han.

Sociolog og konsulent i Landsforeningen af Menighedsråd Steen Marqvard Rasmussen har medvirket til nogle af de største tidligere undersøgelser om danskernes kirkegang.

Han mener, at den nye undersøgelse "skal tolkes med stor forsigtighed", da den opnåede svarprocent er på 49. Han ser også stadig store forskelle fra egn til egn på kirkegangen. Men samlet læser han undersøgelsen som et tegn på, at julens og kirkens ritualer hjælper familierne til at samles og mødes.

»Det tiltrækkende ved god rituel julestemning, når familien mødes juleaften, hænger nok sammen med, at familierne bor så spredt i dag, at man ofte ikke har et dagligt kendskab til hinanden. Hvis man er lidt fremmed over for hinanden, er det også lettere at mødes, når der er nogle ritualer for samværet,« siger han.

Biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, glæder sig over, at hver fjerde gik i kirke 1 2006:

»Det er ganske mange. I forbindelse med julen sker der en syntese mellem det folkelige og det kirkelige, som vi ellers oplever er brudt. Kirken skal glæde sig over det, men det betyder ikke, at alt er i orden. Der er for eksempel stadig et behov for, at kirken også ser behovet for mission i vores eget land, siger han.

Undersøgelsen viser også, at salmerne er med, når omkring fire ud af fem danskerne i overmorgen forventes at danse rundt om juletræet.

Kilde: Kristeligt Dagblad