»Hver gang de borgerlige kommer til magten, opfører de sig som om, de har noget, de skal hævne«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi er nu godt inde i højsommeren, så det er ikke for tidligt med nogle konstateringer. Vi kan konstatere, at de, der lever af frygten for global opvarmning, gør klogt i at holde lav profil i øjeblikket. I skrivende stund kæmper termometret for at holde sig oppe på 16 grader. Vi kan også konstatere, at danske jordbæravlere sætter ny rekord i surhed. Det vil sige: Jordbærrene, som man fra barnsben er indoktrineret til at spise, fordi »sæsonen er så kort, og jordbær med fløde er indbegrebet af dansk sommer«, er mere sure end nogensinde. Vi kan ligeledes konstatere, at danske tomat- og agurkegartnere år efter år overgår sig selv i at avle tomater og agurker, der smager af intet andet end vand.

Efterhånden har vi danskere kun erindringen tilbage om, hvordan produkterne kan smage. I dag kan vi få alting altid, men det smager af ingenting, og den, der kun kender smagen af bananer fra de importerede, der er blevet plukket som grønne og har ligget til modning i ugevis i en skibslast eller på et bananmodneri, får et chok af fryd den dag, da det times hende at plukke en moden frugt af bananpalmen, som faktisk slet ikke er en palme, men en vildt overdimensioneret urt. Så krydret, så stærkt smager den nyplukkede banan og fortæller os, hvad vi går glip af, fordi vi i forbrugets, pengenes og effektivitetens navn vil have alting altid og i store mængder. Med meget i den moderne verden er det som med masseturismen; et sted bliver til et turistmål, fordi det rummer en egenartet skønhed og en særlig stemning, men når kommercialismen holder sit indtog, og turisterne vælter ind, går den skønhed og den stemning, man kom efter, tabt. Og nu vil regeringen forgribe sig på vores relativt uberørte kyster.

Hvis man har visioner, gør man, som tidligere forbundskansler Helmut Schmidt har sagt, klogt i at opsøge en psykiater. Ingen kommunalbestyrelse med respekt for sig selv ansætter i dag en kommunaldirektør, der ikke er »visionær«, og erhvervslivet søger til stadighed visionære ledere, der efter stillingsannoncerne at dømme skal være hele overmennesker, samtidig med at man opgraderer ganske almindelige lønmodtagerstillinger til lederpositioner med uigennemskuelige amerikanske stillingsbetegnelser.

I det store og fine gamle forsikringsselskab, en prægtig arbejdsplads, hvor jeg fik min første uddannelse, og hvorfra jeg for nylig i »Læserne skriver« fik en glædelig hilsen fra en anset gammel kollega, havde vi nede i kælderen et kæmpestort policearkiv, der blev passet af en elskelig midaldrende mand. Han var lønnet som assistent på det lave af de to mulige løntrin, og ligesom de fleste andre havde han ingen anden titel. Man ruttede ikke med titler dengang. I dag ville han formentlig være key account manager eller i det mindste head of department eller president of files. I sin fortid som forstander på et soldaterhjem var han i øvrigt kommet seksuelt uheldigt af sted og var blevet fyret. I mit forsikringsselskab var der ikke så få med en fortid, der havde stoppet deres karriere. I forsikringsselskabet fik de et nyt liv. Dengang var der ikke noget, der hed corporate social responsibility. Man praktiserede den bare.

I dag er en kommunalbestyrelse visionær, hvis den undfanger den plan, at man skal gennemføre et projekt, der meget fantasifuldt eller nærmest komisk hedder »Cold Hawaii connecting Siberia«, og som går ud på at plastre den hvide strand til med en 15 meter bred vej, lave »to klitgennembrud, vende- og parkeringspladser samt erhvervs- og servicebygninger såsom toiletter, restaurant og midlertidige overnatningsfaciliteter«. Dette er ikke en skitse til et indslag i en sommerrevy. Det er alvorligt ment og er Thisted Kommunes projektforslag i tilknytning til den »Forsøgsordning for kyst- og naturturisme«, som den tidligere regering fik vedtaget med et bredt flertal i december 2014. Det er en forsmag på, hvad vi kan vente os, når Lars Løkke-regeringen realiserer regeringsgrundlagets løfte på side 12: »Vi vil også liberalisere planloven, så kommunerne får mere frihed. Det gælder blandt andet i det åbne land og de kystnære områder«.

I sin helhed er Lars Løkkes regeringsgrundlag præget af rimelighed, relevans, sund fornuft og proportionssans. Der er meget virkelighedsnær kvalitet i det. Men angrebet på Planloven og nedlæggelsen af miljøministeriet som selvstændigt ministerium er stædig gammel Venstre-politik. Det har altid skæmmet de borgerlige, at hver gang de kommer til magten, opfører de sig, som om der er noget, de skal hævne. For Venstres vedkommende gælder angrebet altid Planloven og miljøbeskyttelsen, og angrebet følges altid af en rørende tillidserklæring til kommunerne som dem, der ved bedst. Jeg lover, at jeg skal vende tilbage til angrebet på Danmarks enestående natur, de 8.750 km kystlinie, men som et forspil ligger det mig på sinde at fremsætte min egen utopi. Kvalitet er efter min mening det parameter, al moderne politisk tankegang bør udgå fra. Jeg drømmer om en regering, der svarer på massesamfundets, globaliseringens og vækstens udfordringer ved at sætte den størst mulige kvalitet som politisk mål i alle samfundsmæssige sammenhænge. Jeg vil bruge sommerens frirum til at udfolde dette synspunkt på konkrete områder de næste par søndage.