Hver fjerde kommer aldrig til tandlægen

Økonomien er ofte stopklods for at få ordnet bisserne.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

En ud af fire voksne går ikke til tandlæge. Det er oftest dårlig økonomi, der tvinger en stor del af befolkningen til at prioritere tandlægen fra.

Det fastslår forskere og tandlæger over for morgenavisen 24timer.

»Det faktum, at 80 procent af tandlægeregningen skal betales af folk selv, er afgørende. Man behøver ikke være på overførselsindkomst for at have svært ved at finde de penge, som en tandkrone koster,« siger formanden for Tandlægernes Nye Landsforening, Anne Kaae-Nielsen.

Professor Poul Erik Petersen, der leder WHO's program for tandsundhed, fastslår, at der er en kraftig social slagside, når det gælder danskernes tandsundhed.

»Med den velstandsudvikling, vi har fået i Danmark, er det ikke rimeligt, at vi stadig har så stor social ulighed i tandsundhed,« siger Poul Erik Petersen.

Det Radikale Venstre er på vej med et forslag til folketingsbeslutning om, at en ekspertgruppe skal kulegrave brugerbetalingen på sundhedsområdet og komme med forslag til, hvordan systemet kan omlægges, så man tilgodeser de mest syge og mindsker den sociale ulighed.

Kilde: 24 Timer