Hver femte ryger blæser på børnene

Forældres behov for at fylde lungerne med røg i hjemmet vægter ifølge godt hver femte ryger højere end børnenes behov for at indånde røgfri luft, viser stor undersøgelse.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forældre har ret til at ryge i eget hjem. Også selv om det betyder, at børnene bliver passive rygere.

Sådan lyder meldingen fra 22 procent af de rygende respondenter i en stor undersøgelse, som Gallup har lavet for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening. 55 procent af rygerne mener, at børnenes behov for røgfri luft vægter højere, mens knap en fjerdedel svarer ved ikke.

Danmarks Lungeforening vælger at fokusere på, at mere end halvdelen af de danskere, der er afhængige af at ryge, vælger at sætter deres eget behov til side.

»Det viser, at man er parat til at tage hensyn til børnene og har forstået budskabet om, hvor vigtigt det er, at børn vokser op i et røgfrit miljø, og at man sagtens kan leve det hensyn ud, selv om man selv ryger,« siger projektleder Mette Gry Münchow.

Men mere end en femtedel af rygerne vægter forældrenes røgtrang højere. Er det ikke en stor andel?

»Jeg havde forventet, at det ville være langt større. Så længe man er afhængig af at ryge, kan det være svært at tage budskabet til sig, om at det er skadeligt for andre. Så jeg synes faktisk, at det er en meget lille andel,« siger Mette Gry Münchow.

Når man spørger bredt i befolkningen uden at tage hensyn til, om de adspurgte ryger eller ej, så svarer 72 procent, at børnenes ret til røgfri luft overtrumfer forældrenes ret til tænde en cigaret og blæse røg ud i børneværelset.

Gallup har i løbet af september spurgt cirka 5.000 danskere om deres rygevaner og holdninger til rygning.