Hver femte folkeskole er lukket siden kommunalreformen

På ti år har Danmark mistet 325 folkeskoler. Forskningschef og foreninger er stærkt bekymrede for udviklingen.

København. Engang var der 27 folkeskoler i Haderslev Kommune. Men så kom kommunalreformen, og den medførte i 2007 kommunesammenlægninger landet over, og straks blev fem mindre folkeskoler i den sønderjyske kommune lukket.

Efterfølgende er de resterende skoler blevet lagt sammen, så i dag huser kommunen ti folkeskoler. Det er 17 færre end for ti år siden.

Haderslev er langt fra et enestående eksempel. På landsplan er der i dag 325 færre folkeskoler, end der var i 2006, inden kommunalreformen trådte i kraft.

Det viser den nyeste opgørelse fra Undervisningsministeriet, skriver Berlingske lørdag.

I 2006 var der 1601 folkeskoler i Danmark, mens der i år er 1276. Det svarer til, at hver femte skole er forsvundet. Der er både tale om skolelukninger og -sammenlægninger.

Faldet i antallet af folkeskoler handler hovedsageligt om, at kommunerne ikke har økonomi til at drive dem, og at særligt ressourcestærke forældre i stigende omfang vælger privatskoler til deres børn.

Det forklarer forskningschef ved VIA University College Andreas Rasch-Christensen:

- Vi vil gerne have en folkeskole, som er folkets, og hvor flertallet af vores børn går, så det er meget problematisk, at så mange skoler forsvinder, og at folkeskolen vælges fra.

- Og så ved vi, at en skole er et vigtigt bindeled i et lokalområde. Når skolen forsvinder, bliver incitamentet til at bo der mindre. Så det kan få store konsekvenser for sammenhængskraften i Danmark, siger han til Berlingske.

I dag går 17 procent af de danske skolebørn i en fri grundskole - i 2007 var det 13 procent. I samme periode er andelen af børn, der går i folkeskole, faldet fra 83 til 80 procent.

Det er særligt i de jyske kommuner samt på øer som Lolland og Bornholm, at antallet af folkeskoler er faldet markant, mens der i mange sjællandske kommuner er status quo.

/ritzau/