Hver 7. kvinde rammes af overset folkesygdom

Flere hundrede tusinde danske kvinder lider af den hormonforstyrrende sygdom PolyCystiske Ovarier - mange uden at vide det. En diagnose kan forlænge livet og forbedre livskvaliteten.

Mandlig hårvækst, tendens til overvægt og manglende ægløsninger, der kan betyde barnløshed. Det er bare nogle af symptomerne på Danmarks store oversete folkesygdom PolyCystiske Ovarier (PCO), som cirka hver syvende danske kvinde i den fødedygtige alder er ramt af.

»Det er en skjult og hemmelig sygdom i befolkningen. Nogen har kun et enkelt symptom som fedme, ægløsningsproblemer, træthed eller depression og får derfor ikke diagnosen PCO. Andre er arbejdsuduelige og invaliderede af det,« siger Svend Lindenberg, PCO-ekspert og professor i gynækologi fra Nordica Fertilitetsklinik i København.

Ud over de umiddelbare symptomer medfører sygdommen også langt større risiko for at udvikle diabetes og hjerte-kar-sygdomme senere i livet. PCO menes at være arvelig, men fremmes også af fysisk inaktivitet og fedme. Nogen lever med sygdommen hele livet uden at vide det, mens mange først bliver opmærksomme på den, når de ikke kan blive gravide.

Kvinder med PCO er resistente over for insulin, hvorfor kroppen må producere endnu større mængder insulin for at skubbe blodsukkeret ud i musklerne. Disse store mængder af insulin påvirker hele kroppen. Det generer hjernen og kan forårsage depression. Æggestokkene producerer mange små ægblærer, som derefter producerer det mandlige kønshormon, hvilket kan føre til øget skægvækst og skaldethed. I modsætning til musklerne er fedtvævet ikke resistent over for insulin, hvilket gør, at blodsukkeret farer ind i fedtvævet og gør mange af kvinderne overvægtige.

Ikke megen viden
Selvom blandt andet speciallæger i gynækologi kan diagnosticere PCO, er der ikke megen viden om sygdommen herhjemme.

»I Danmark ved vi meget, meget lidt om den sygdom. Vi ved noget fra udlandet, og det hænger vi vores hat på, og det er udmærket. Vi har en god ide om, hvordan vi skal behandle disse kvinder,« siger Jørgen Rungby, overlæge på Århus Sygehus og formand for Dansk Endokrinologisk Selskab.

Sygdommen behandles med rådgivning om livsstil, da motion og rigtig kost kan mindske resistensen over for insulin, mens nogle får en medicin, som øger musklernes følsomhed for insulin.

»Det vi ikke ved er, hvor ofte patienterne skal undersøges fremover i livet med henblik på den øgede risiko for at udvikle sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme,« siger Jørgen Rungby.

De to læger er dog sikre på, at en hurtig diagnosticering vil være til stor gavn for kvinderne.

»For det første kan de få behandlet de umiddelbare symptomer. Og får de sygdommen diagnosticeret i en ung alder, tyder det på, at de får forlænget levetiden - fordi de hurtigere kommer i behandling for deres forhøjede blodsukker, blodtryk og kolesteroltal,« siger Jørgen Rungby.