Det mærker man bare ikke på teksten, som stort set er blottet for de følelser, der knytter sig så tæt til det at spille og det at lytte. Via praktiske anekdoter, megen citeren, bjerge af selvhøjtidelighed og banalfilosofi i pallevis forsøger han, hedder det, at påvise at alle mennesker er ekstremt kvalificerede musiklyttere. Selvfølgelig er de det, og hvad så? Det er mig en gåde, hvem bogen henvender sig til, mit bedste bud er til Henrik Marstal selv.