Hvem myrdede Clemmensen?

Erik Høgh-Sørensen udgiver ny bog om mordet på BTs redaktør Carl Henrik Clemmensen under besættelsen og peger på de skyldige. De nye oplysninger peger på den endnu levende danske nazist Søren Kam og Eduard W. Nagel som de skyldige, og at Werner Best havde godkendt drabet.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Historikeren Erik Høgh-Sørensen kommer i disse dage med bogen "Drabet på Clemmensen og historien om Søren Kam."

I bogen kommer Erik Høgh-Sørensen med nye oplysninger om drabet på BTs redaktør  Carl Henrik Clemmensen. Allerede i sin bog "Dansk dødspatrulje" (1998) og senere i bogen "Forbrydere uden straf" (2004) var Erik Høgh-Sørensen inde på drabet på Clemmensen og om den danske nazist Søren Kam, der lever endnu. Med den nye bog tilføjer Erik Høgh-Sørensen nye oplysninger om drabet og om den gruppe af danske nazister, der udgjorde en vigtig del af nazisternes terrorregime og som undgik hårde straffe efter krigen. Søren Kam er stadig på Simon Wiesenthal Centrets liste over de mest eftersøgte nazister - og det er med god grund.

Kams terrorgruppe 

Bogen viser, at Søren Kam og en række andre danske nazister blev trænet som kyniske terrorister. Søren Kam blev desuden den højst dekorerede danske nazist og fik audiens hos Adolf Hitler i marts 1945.

Erik Høgh-Sørensen viser, at Søren Kams gruppe allerede i august 1943 begik besættelsestidens første terrordrab på en dansk civil. Erik Høgh-Sørensen viser også, at en af medlemmerne af Søren Kams gruppe, Eduard W. Nagel, spillede en central rolle i jødeforfølgelser og helt undslap retsforfølgelse efter krigen. Og Erik Høgh-Sørensen viser, at en anden fra gruppen, Kaj Henning Bothildsen Nielsen, var impliceret i mindst 55 drab på civile danskere.

Høgh-Sørensen rejser en alvorlig anklage mod Tyskland for at have beskyttet Søren Kam mod arrestordre og mod Danmark for ikke at have forfulgt sagen mod Søren Kam og hans gruppes medlemmer. Erik Høgh- Sørensen. skriver at Bayerns højesteret, der i 2007 nægtede at udlevere Søren Kam, i sine præmisser påstod, at Carl Henrik Clemmensen ikke var værgeløs, selv om han blev truet med pistoler, bortført fra hjemmet og siden skudt med otte skud på nært hold. Høgh-Sørensen betegner rettens kendelse som absurd.

Det mærkelige er, skriver Erik Høgh-Sørensen, at det danske Justitsministerium og politikerne  ikke har vist synderlig interesse for at få Søren Kam udleveret, fordi man ikke, mener Høgh-Sørensen, ønskede at udfordre Tyskland og han betegner det som en brist i rets-etikken.

Werner Best havde godkendt drabet

Det er Høgh-Sørensens vurdering, at terrormordet på Clemmensen ikke blot var Kam-gruppens egen opfindelse, men at dette mord blev afstemt med den tyske rigsbefuldmægtiget Werner Best. I bogen viser Høgh-Sørensen, at Søren Kam mødte Werner Best personligt den 26. august 1943 og at drabet på Clemmensen fandt sted den 30 august 1943.

Begrundelsen var formelt, at Clemmensen havde fornærmet en tysksindet journalist. Høgh-Sørensen teori er, at Werner Best var orienteret om mordet, og at Best kørte et dobbeltspil, idet han viste sig civiliseret over for de danske myndigheder og politikere og samtidig lod sine bøller udføre det grove arbejde.

Nazisten Nagel slap fri

Fra tyske arkiver har Høgh-Sørensen endvidere nye oplysninger om Eduard W. Nagel, der var en af Søren Kams kammerater. Nagel var med til mindst 21 drab. Det sidste var 23. til 24. februar 1945, da Keld Heicks onkel blev myrdet ved Nyhavn. Nagel var også med, da 11 tilfangetagne modstandsfolk blev skudt i ryg og nakke ved Osted nær Roskilde den 9. august 1944. Statsadvokaten i Frankfurt indstillede en forundersøgelse mod Nagel og flere andre i maj 1967 på grund af "manglende beviser". Både Nagel og Søren Kam spillede centrale roller under jødeaktionen i oktober 1943 og begge gik fri efter krigen.

Hvis Høgh-Sørensen har ret i sine vurderinger om Kam-bandens forbrydelser og at disse var godkendt af Werner Best, så belaster det i høj grad Werner Best og den nazistiske topledelse, som ellers fik ry for at samarbejde så civiliseret med danske myndigheder og som fik meget milde domme eller slet ingen efter krigen. 

Erik Høgh-Sørensens bog "Drabet på Clemmensen og historien om Søren Kam" udkommer 28 august på Peoples Press.