Hvem er egentlig »skurken« på Næstved Asylcenter?

Beskyldningerne fyger i begge retninger i sagen fra Næstved, hvor en lejrchef er blevet bortvist for at lægge en asylansøger i benlås. Men forud for episoden truede asylansøgeren angiveligt lejrchefen på livet og skulle nu være varetægtsfængslet.

Asylcentret i Næstved har i de seneste dage trukket overskrifter. Eller rettere: Centrets nu bortviste lejrchef og en af asylansøgerne har.

For fredag skrev Information, hvordan lejrchefen ved flere lejligheder angiveligt har opført sig truende overfor asylansøgere på stedet, og i et enkelt tilfælde brugt fysisk vold mod en beboer.

Episode fandt sted i sidste uge, hvor den syriske asylansøger MA blev lagt i benlås af lejrchefen og to andre ansatte. Om episoden siger MA til Information:

»Pludselig tog han fat i mig bagfra. Jeg blev forskrækket og slap ud af hans greb for at komme væk fra ham. Han tilkaldte to af sine medarbejdere. De tog fat i mig og holdt mig nede i jorden, og jeg kunne knap trække vejret og begyndte at bløde fra mit tandkød og hoved.«

Episoden skete ifølge asylansøgeren efter, at han var kommet op at skændes med lejrchefen, KN, fordi beboeren ikke måtte få sit ID-kort tilbage. Optrinnet er blevet optaget på flere mobiltelefoner.

Trusler om forsinkede asylsager

Lejrchefen har ikke ønsket at udtale sig til Information, men har i en mail til avisen forklaret, at der har været tre tilfælde af magtanvendelse rettet mod MA, fordi asylansøgeren har været udadreagerende. Han oplyser desuden, at MA har en voldssag mod personalet hos politiet. Det har ikke været muligt for Information at få be- eller afkræftet, men MA kender ikke selv til politisagen, oplyser han til avisen.

I Informations dækning figurerer flygtningepræst i byen, Nete Ertner Rasmussen, også. Hun ser også den frygt, der beskrives, når hun taler med centrets asylansøgere, men hun kobler ikke direkte frygten til den nu bortviste lejrchef.

Information har desuden alt i alt talt med 12 nuværende og tidligere beboere, der alle bidrager til at stykke billedet sammen om frygten og truslerne fra lejrchefen.

Men fortæller avisen kun den ene side af sagen?

Asylansøger blev varetægtsfængslet

Det indtryk kunne man få, da Radio24syv tirsdag offentliggjorde dokumenter fra asylcentret, der viser, at den involverede asylsøger har været indberettet flere gange for vold og trusler på livet mod den nu bortviste lejrchef.

Radiostationen har desuden talt med andre kilder i og omkring centret, som fortæller en anden historie end den, der kom frem i Information.

Den 34-årige asylansøger blev ifølge Radio24syvs oplysninger flyttet fra en Røde Kors-lejr til Næstved Asylcenter i april, fordi han på grund af krænkende adfærd ikke kunne være i en lejr med kvinder og børn.

Herefter har indberetningerne angiveligt hobet sig op. Blandt andet blev MA meldt til politiet 14. april efter, at han slog en asylvagt. Efterfølgende var der flere episoder frem mod 16. maj, hvor MA angiveligt blev anholdt af politiet sigtet for vold og trusler om vold. Efter et grundlovsforhør i retten i Næstved blev han ifølge radiostationen varetægtsfængslet i 21 dage.

Lejrchef: Vi brugte den nødvendige magt

Billedet af den aggressive og udadreagerende asylansøger bliver bekræftet af kantinechefen for Beredskabsstyrelsen i Næstved, der leverer mad til lejren. Han beskriver over for Radio24syv MA  som en person, der kan »skabe en borgerkrig mellem to personer.«

Også den konkrete episode, hvor MA blev lagt i benlås, forløb ifølge 24syvs oplysninger anderledes, end den blev beskrevet hos Information.

MA var allerede aggressiv, da han – formodentlig tilfældigt – mødte lejrchefen. Han råbte på engelsk, at han ville dræbe ham, og slog ud efter lejrchefen, hvorefter lejrchefen og to medarbejdere valgte at lægge ham i benlås, har KN fortalt til radiostationen.

»Han var dog meget udadre­a­ge­rende og aggres­siv, og vi lagde ham bag­ef­ter i ben­lås. Jeg mener ikke, at jeg brugte for meget magt, men den magt, der var nød­ven­dig,« siger den nu bort­vi­ste lej­r­chef til Radio24syv.

Dyb splittelse blandt beboerne

Sagen lever i den grad fortsat på asylcentret, hvor beboerne er dybt splittede over udviklingen. To grupperinger, én der ønsker KN tilbage, og én der glæder sig over hans afgang, er i denne uge begyndt to parallelle underskriftindsamlinger på centret. Det skriver Jyllands-Posten.

KN blev fredag fritstillet fra sit job, som han officielt fratræder 1. juni. Asylcentrets ledelse er i gang med en undersøgelse af forløbet.

Også politisk får sagen et efterspil. Socialdemokraterne og Enhedslisten vil nemlig indkalde integrationsminister Inger Støjberg (V) til et møde, hvor ministeren skal forklare sagen.

Berlingske forsøger at få kommentarer fra KNs advokat Torben Koch og asyldirektør i Langeland Kommune Sisi Eibye.