Hvem er de fem terrorsigtede danskere?

De fem unge, terrorsigtede danskere tilhører den ekstremistiske venstrefløj. Men de har sandsynligvis opereret i en lille lukket celle.

Terrorekspert mener, at en del af de unges ekstremisme kan være sået under klimatopmødet i København Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

De fem unge mænd, der blev anholdt for brandstiftelse tilbage i april og nu er blevet sigtet for terror, tilhører ifølge politiet det ekstreme venstreradikale miljø i København.

Men de fem mænd i starten af tyverne har ikke været kendte profiler i det venstreautonome miljø. De har så vidt muligt forsøgt at holde sig under politiets og vennernes radar ved demonstrationer og happenings omkring Ungdomshuset, Christiania og FNs klimatopmøde i 2009.

Alligevel kan den lille gruppe vise sig at stå bag den største sag om politisk venstreekstremisme i Danmark siden Blekingegadebanden.

Har opført sig som en terrorcelle

Ifølge Jyllands-Posten har de unge opereret som en typisk lukket terrorcelle, hvor ingen uden for gruppen har haft nogen ide om, hvad de har foretaget sig, selvom der helt sikkert har fundet en stor planlægning sted.

De unge har heller aldrig udsendt noget manifest eller anden form for kommunikation, hvor de har taget ansvar for brandstiftelserne eller forklaret, hvorfor de gjorde det.

Herved adskiller gruppen sig fra andre grupper som f.eks. 'Grænseløse Beate', som efter brandattentatet mod integrationsminister Rikke Hvilshøjs bolig i 2005 tog ansvaret for angrebet. Personerne bag gruppen er dog aldrig blevet fundet.

Hævn for klimatopmødet

Historikeren Chris Holmsted Larsen, som forsker i politisk ekstremisme på RUC, mener at de sigtede udførte og planlagde angreb på offentlig og private institutioner som en form for hævnangreb for politiets omfattende anholdelser under klimatopmødet i København i 2009.

- Det virker som om, at der kan være et hævnmotiv, der falder tilbage til klimademonstrationerne, hvor nogle af aktivisterne kom i konflikt med politiet, siger Chris Holmsted Larsen til Ritzau.

Klik på den blå tekst under kortet for at se den fulde liste med sigtelser.

Foreløbigt er de fem unge sigtet for angreb mod Politiskolen, PET, pengeinstitutter og pelsfirmaer. Gruppen er også sigtet for at planlægge attentater mod Christiansborg, Justitsministeriet, Integrationsministeriet og Faderhuset på Lolland.

De terrorsigtede unge mænd har ifølge politiet haft deres gang på Christiania. Kort tid efter Politiets Efterretningstjeneste anholdt fire af de sigtede på fersk gerning, da de forsøgte at brænde politiskolen i Brøndby af, ransagede politiet et hus i Fristaden. Her fandt politiet angiveligt beviser på, at de unge havde planer om at angribe politifolk med benzinholdige vandballoner, molotovcocktails og stålkugler.

Ifølge politiet er endnu en ukendt person med tilknytning til gruppen på fri fod.