Hvem drømmer ikke om en grådfri vuggestueaflevering?

Det er ikke sjovt at aflevere et grædende barn i vuggestuen. Men det gør kun ondt værre at gøre et stort nummer ud af det, viser nyt forskningsprojekt om de mindste børns trivsel og udvikling. Faktisk skal forældrene oppe sig lidt.

ARKIVFOTO: Hverdagens afsked i vuggestuen trækkes – i den bedste mening – ofte i unødigt langdrag, som gør den sværere for barnet, viser forskningsprojektet »Barnet i centrum«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste forældre kender følelsen: Den ubehagelige knugen i maven på vej til arbejde efter at have afleveret sit grædende barn i institution. Og de fleste forældre vil gøre alt, hvad de kan, for at undgå, at afskedsseancen bliver grådkvalt og trist.

Så de opfører vinkescener med fægtende arme og ben, synger lange farvelsange eller ånder på ruden og tegner hjerter og små glade mænd, som skulle de ud på en længere rejse.

»Det er alt sammen i den allerbedste mening, at forældre øser en masse kærlighed og omsorg ud over deres barn,« siger Pia Edsberg, der er pædagogisk leder i Odden Vuggestue og har overværet et hav af kreative afskedsscener med forældre, som har svært ved at forlade deres børn. »Men for barnet betyder det ofte, at farvellet bliver trukket unødigt i langdrag,« siger hun. Og det kan gøre afskeden endnu sværere.

Odden Vuggestue og Børnehave er en af knap 300 institutioner og dagplejere, der indgår i forskningsprojektet »Barnet i Centrum«, som med anker på Aarhus Universitet udvikler ny teori og hverdagspraksis om de nul-treåriges trivsel.

»En dårlig start betyder ikke kun, at børnene har en dårligere formiddag og er mindre læringsparate,« siger Ole Henrik Hansen, der er adjunkt ved DPU og en af forskerne i projektet. I værste fald kan en dårlig afleveringssituation forfølge barnet i årevis og give et negativt indtryk af institutionslivet.

»Hvis børn græder voldsomt og længe, når forældrene går, er det ikke fordi, de forsøger at snyde de voksne. Det er fordi, de er kede af det. Og så skal man tænke over, om det er det rigtige, man har gang i,« siger han.

Dårlig samvittighed

Ifølge Ole Henrik Hansen er den typiske »indkøringsperiode« på en til to uger, som de fleste forældre bruger til gradvist at vænne deres barn til at gå i vuggestue, slet ikke nok for at barnet kan tilpasse sig. I stedet anbefaler han, at forældre allerede fire-fem måneder før vuggestuestart, tilbringer en time om ugen i institutionen, så barnet bliver trygt ved stedet.

Det smager måske nok af endnu flere krav til børnefamilier, der i forvejen bliver bombarderet med »gode råd« om vigtigheden af hjemmelavet økologisk mad og korte institutionsdage. Eller som endnu en dårlig samvittighed over ikke at kunne leve op til idealet om den perfekte mor eller far.

Sådan ser Ole Henrik Hansen ikke på det.

»Jeg siger ikke, at det er forældrenes skyld, for de gør bare, som der er tradition for. Men hvis barnet græder, når man kører om morgenen, er det først og fremmest synd for barnet. Det er ikke synd for forældrene. Og i den forbindelse er en times besøg i vuggestuen om ugen, mens man alligevel er på barsel, en meget lille investering. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil det være en belastning at få et barn. Men projektet handler netop om at sætte barnet i centrum,« siger han.

Den gode afsked

Faktisk begynder forberedelserne til »den gode afsked« i hverdagen allerede i det øjeblik, man træder ind ad vuggestuedøren om morgenen, er pædagog Pia Edsbergs erfaring.

Nogle børn når nemlig slet ikke at opfatte, at de er havnet et nyt sted, før forældrene pludselig er smuttet igen. De bliver taget ud af bilen, løftet op på armen, sat i garderoben og klædt af. Dem, der kommer tidligt, bliver placeret direkte i triptrapstolen foran en allerede fyldt tallerken morgenmad, får et klap på kinden, og så er det farvel.

»Men når barnet ikke er en aktiv del af det, som sker, opfatter de ikke sceneskiftet fra hjem til vuggestue og dermed kan afskeden føles som en afvisning. Hvis vi andre blev svinget rundt i en karrusel og pludselig landede et nyt sted, ville det jo også føles lidt forvirrende,« siger Pia Edsberg.

Den pædagogiske leder understreger, at hun intet har at udsætte på forældrenes omsorg. Og at erfaring og viden fra forskningsprojektet lige så meget retter sig mod pædagoger, der i samarbejde med forældrene skal være klarere i kommunikationen over for børnene og tolke børnenes signaler.

»Det handler om at tage barnets perspektiv. Gå bagved det eller ved siden af, i stedet for foran. Når barnet selv fysisk går eller kravler ind i vuggestuen eller hjælper med at åbne døren, bliver det også mere indstillet på at være i nuet og dermed klar til selv at sige hej-hej.«