Hvad var der sket, hvis Omar var i live?

Terrorsagen mod de fire mænd, der er tiltalt for medvirken til terror, lakker mod enden. Forsvarerne mener, at sagen er baseret på, at man ønsker at stille nogen til ansvar for en frygtelig handling og stiller spørgsmålet: var de overhovedet blevet terrortiltalt, hvis Omar El-Hussein var i live?

-Arkiv- Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvarerne i terrorsagen var rørende enige, da de mandag kom med deres afsluttende bemærkninger: Anklagemyndigheden skævvrider juraen og spiller på følelserne i dens iver efter at stille nogen til ansvar for de frygtelige angreb, som Omar El-Hussein udførte i fjor, og som kostede to uskyldige mennesker livet.

For hvad har de tiltalte egentlig gjort, spurgte advokaterne en efter en, udover at hænge ud og krydse veje med deres ven i deres fælles hood i Mjølnerparken, på deres foretrukne netcafé og deres yndlingsshawarmabiks? Og hvad hvis Omar El-Hussein havde været i live og kunne stå til ansvar for sine handlinger? Var de fire mænd så overhovedet blevet tiltalt for noget som helst?

LE var første mand i fokus mandag, hvor hans forsvarer Mette Grith Stage lagde ud med at forklare, hvorfor LE efter hendes mening ikke havde forsæt. Hun tegnede et billede af en på det tidspunkt 19-årig mand, som ikke var radikaliseret, medlem af banden Brothas eller specielt gode venner med Omar El-Hussein. Til gengæld holdt LE af at ryge joints og spille computer, og det var lige præcis det, han havde planlagt at bruge sin lørdag eftermiddag på den 14. februar 2015 i selskab med en af de andre tiltalte, IA.

Som forsvarsadvokaten påpegede, stikker LE ud i kvartetten af tiltalte. Han er ikke bare den yngste, men også den mest stilfærdige. Mens de tre andre får de lange dage i retten til at gå med at sende hinanden blikke, fjolle eller protestere højlydt, deltager LE sjældent i balladen. Det er faktisk ikke meget, retten ser til ham, for han har for vane at hvile sit slumrende hoved henover skranken som en skoledreng på bagerste række, der kun liver op, når klokken ringer til frikvarter.

Så kan det godt være, at han har opført sig forkert og slet ikke burde have været sammen med Omar El-Hussein den dag, men nogen terrorist er han ikke, forklarede Mette Grith Stage, mens hun viste videomateriale fra Mjølnerparken og netcaféen Power Play.

»LE rører ikke ved maskingeværet fra Krudttønden eller går med BH hen og lægger det ved banelegemet. Han laver ikke IS-hilsen på Power Play, han står bare med sin joint i hånden og ser muggen ud. Men han griner, når Omar fortæller om angrebet, og det er ikke særlig charmerende. Om han opfører sig så dumt, fordi han er skæv, eller fordi han prøver at være cool over for Omar, ved jeg ikke,« sagde Mette Grith Stage og forsatte:

»LE er bare tilstede, og derfor bør han frifindes. Moralsk havde han pligt til at melde Omar, men strafferetlig havde han ikke, og i det miljø de tiltalte kommer fra, taler man ikke med politiet. Denne sag er i højere grad baseret på, at man ønsker at stille nogen til ansvar end objektive kendsgerninger, og det forekommer mig tilfældigt, at LE er blevet tiltalt.«

BH's forsvarer Berit Ernst påpegede, at sagen har været en dyr omgang med en utrolig omfattende efterforskning, og at det derfor ville være en flad fornemmelse, hvis ingen kom til at stå til ansvar for terrorangrebet.

»Der er ingen tvivl om, at Omars handlinger er terrorisme. Det skaber en frygt hos de fleste, som anklagemyndigheden spiller på. Det er nødvendigt for dem at spille på følelserne, fordi beviserne ikke taler for sig selv. Halvdelen af sagen forsvandt lige før anklageskriftet kom, og vi sidder tilbage med en væsentligt reduceret sag, som er baseret på ikke-juridiske betragtninger. Man skævvrider juraen i en iver for at gøre nogen ansvarlige for angrebet mod synagogen,« sagde Berit Ernst og tilføjede:

»Man skal stille sig selv det spørgsmål, om de fire mænd havde siddet tiltalt her i dag, hvis Omar havde været i live og kunne stå til ansvar for sine handlinger.«

Den sidste af de tiltalte, MR, har i den grad gjort væsen af sig siden første retsmøde i marts. Han har brokket sig højlydt gentagne gange, han er blevet vist ud af politiet og tilmed fået en sigtelse for at kalde sagens dommer »nazist-luder«. Men i dag var MR for en gangs skyld tilfreds og blid som et lam, for endelig fik hans forsvarer, Jesper Storm Thygesen, lov til at komme med sine afsluttende bemærkninger.

»Alle ved, hvem MR er. Vi har hørt hans stemme alle dage også de dage, hvor han ikke skulle snakke. Han har blandet sig og ytret sin uvilje mod sagen, retten og dommeren. I synes nok, at han er irriterende, og I har nok svært ved at forstå hans opførsel. Fronterne er trukket op, og det her er retssikkerhed sat på spidsen. For MR har ikke tillid til retssystemet. Han har siddet varetægtsfængslet i halvandet år med en opfattelse af, at han er en brik i et spil, og at man forsøger at få ham dømt for ingenting,« sagde Jesper Storm Thygesen.

MR nikkede energisk under hele proceduren. Han har under hele sagen højlydt givet udtryk for at have svært ved at forstå, hvad han egentlig har gjort. Det var Valentinsdag, han skulle hjem og fri til sin kæreste, og han var bestemt ikke på krigsstien. I en time og 43 minutter optræder han i videomaterialet, hvor han blandt andet køber den famøse dametaske i Føtex, som anklagemyndighederne tror, men ikke kan bevise, at han efterfølgende gav til Omar El-Hussein.

 

»I den time og 43 min skulle han have medvirket til angrebet mod synagogen. Et angreb som først blev planlagt fire timer senere, da Omar søgte efter adresser på netcafén. Sagt på en mindre pæn måde: de tiltalte har ikke skullet pisse ret meget ved siden af potten for at ryge i fælden.«