Hvad sker der lige med Antarktis?

En central faktor i klodens klimasystem er begyndt at tippe i en faretruende retning, og vi kan intet gøre for at skubbe vippen op i balancestilling igen, skriver Berlingskes videnskabsjournalist, Lars Henrik Aagaard.

Amerikanske forskere er nået frem til, at havisen næppe vokser lige så hurtigt i disse år, som vurderingen hidtil har været. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er god grund til at bekymre sig om talrige forhold, når det handler om klodens aktuelle klima. Bare for at nævne nogle:

Grønland storsmelter. Den arktiske havis svinder og bliver tyndere og tyndere. Maj og juni i år var ifølge det amerikanske klimacenter NOAA de varmeste af slagsen, der er målt af instrumenter. Havniveauet er støt stigende, og det samme er atmosfærens koncentration af drivhusgassen CO2.

Men i det store og komplekse klimabillede har mange fundet trøst i, at det gevaldige iskontinent mod syd, Antarktis, i en vis forstand synes urokkelig. Ja, nogle har ligefrem fået den opfattelse, at den vældige landmasse, der rummer omtrent ti gange mere is end Grønland, så at sige trodser den globale opvarmning og forøger sin ismængde år for år.

Opfattelsen skyldes en forveksling af to slags is: Havis og landbaseret is.

Fejl i behandling af data

Hvis vi tager havisen først, så har det været den gængse vurdering – selv i FNs klimapanel IPCC – at den antarktiske af slagsen har været voksende i de senere år.

Men for det første har ændringer i tykkelsen eller udbredelsen af havis praktisk taget ingen betydning for havniveauets højde. Det er kun den landbaserede is, der for alvor betyder noget her – først og fremmest den grønlandske indlandsis og de kolossale ismasser over den antarktiske landmasse.

For det andet er der for nylig blevet sået tvivl om, hvorvidt de data, som man har baseret antagelsen om væksten i antarktisk havis på, er korrekte. Forskere fra det oceanografiske institut i San Diego i USA, har nemlig påvist en fejl i den måde, hvorpå man har behandlet data fra de satellitter, der overvåger Antarktis.

I 2007 – stort set samtidig med, at havisen angiveligt begyndte at vokse støt dernede – ændrede man nemlig en algoritme, altså en matematisk beregningsmetode.

Ved at analysere tallene er de amerikanske forskere nået frem til, at enten skaber den nye algoritme et fejlagtigt billede af havisudbredelsen, eller også skabte den gamle beregningsmetode et fejlagtigt billede. Og under alle omstændigheder synes konklusionen at være, at havisen næppe vokser lige så hurtigt i disse år, som vurderingen hidtil har været.

Men det afgørende er som sagt, hvordan isen over selve den antarktiske landmasse har det. Og her hersker der ingen tvivl: Den er, overordnet set i hvert fald, røget på slankekur.

Det er rigtigt, at dele af det centrale og især østlige Antarktis – et kontinent, der er næsten dobbelt så stort som Australien – tager en smule på i disse år, ikke mindst som følge af øgede snemængder.

Det opvejes imidlertid i markant grad af kraftige afsmeltninger fra store dele af hele det klimatisk sårbare Vestantarktis.

Et klimamæssigt tipping point

De seneste beregninger, der er baseret på en lang række forskellige målinger, viser, at Antarktis som helhed har mistet masse eller vægt svarende til ca. 70 gigaton om året siden 1992. I de senere år er tallet steget til i hvert fald 90 gigaton årligt. Et gigaton svarer til en milliard ton eller én kubikkilometer vand.

Det indebærer, at Antarktis’ aktuelle bidrag til stigningerne i det globale havniveau ikke er meget mindre end det tilsvarende bidrag fra afsmeltningen i Grønland.

Men dagen kan meget vel komme, hvor afsmeltningen fra kontinentet i syd bliver mangefold større end fra den store ø i nord. Bekymringen retter sig først og fremmest mod Vestantarktis, der rummer omtrent en tiendedel af kontinentets ismasser – nogenlunde svarende til al Grønlands indlandsis.

Store dele af iskappen i Vestantarktis hviler direkte på havbund. Det gør isen mere sårbar, idet havvand kan løbe ind under isen, destabilisere den og få de bagvedliggende isstrømme til at accelerere og hastigt flyde ud i havet.

Ja, at dømme efter grundige undersøgelser fra NASA og University of California baseret på 40 års observationer har en lang række af gletsjerne ud mod Amundsenhavet ud for Vestantarktis ramt et klimamæssigt tipping point. Der er med andre ord intet, der kan stoppe dem fra at afsmelte fuldstændig.

En central faktor i klodens klimasystem er begyndt at tippe i en faretruende retning, og vi kan intet gøre for at skubbe vippen op i balancestilling igen.

Dermed kommer disse gletsjere og formentlig en stor del af hele Vestantarktis til at bidrage kraftigt til havstigningerne i de kommende århundreder.

Antarktis er ingen trøst for den klimabekymrede. Tværtimod.