Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære

Da Ritt Bjerregaard var undervisnings-minister sagde hun aldrig de berømte ord om, at ingen måtte lære mere end andre. Men hendes politik var præget af holdningen, mener borgerlige, der den dag i dag kæmper mod hendes skolelov fra 1975.

En skole, hvor vigtige dannende fag blev beskåret, og hvor alle skulle være lige. Ritt Bjerregaards kritikere er hårde ved den folkeskolelov, hun fik gennemført som undervisningsminister i 1975. Fold sammen
Læs mere

Læs overskriften. Dette er Ritt Bjerregaards skolepolitiske testamente.

Siger hendes kritikere.

Selv om det er 30 år siden, hun barslede med en ny folkeskolelov, domineres den aktuelle værdikamp om folkeskolen af opgøret med netop denne lov og med Ritt Bjerregaards hvad-ikke-alle-kan-lære-mantra.

Selv stiller hun op til kommunalvalget i København med det erklærede mål at blive overborgmester og som førsteprioritet at sætte sit præg på hovedstadens folkeskoler. Men Skole-Ritts tilbagevenden modtages koldt af en af hendes argeste kritikere, Dansk Folkepartis uddannelsespolitiske ordfører Søren Krarup.

»Hun har været en katastrofe for den danske folkeskole. Først og fremmest fordi hun reducerede den til en skole, der ikke lægger vægt på at opdrage børnene og lære dem noget, men på at ensrette dem i ideologisk socialdemokratisme. I dag finder der et nødvendigt opgør sted med den ødelæggelse af folkeskolen, som hun stod for,« siger han.

En revolution i skole
n

For at forstå vreden skruer vi tiden tilbage til 1970erne.

I skolerne florerede indoktrineringsdebatten, efter den radikale Asger Baunsbak-Jensen havde udtrykt sin bekymring over de marxistiske lærere, der i disse år blev udklækket fra seminarierne til folkeskolen. CDs stifter Erhard Jakobsen kunne endda underholde om folkeskoleklasser, der gennem flere uger blev undervist i revolutioner.

Ind fra venstre kom Ritt Bjerregaard som undervisningsminister i flere omgange i perioden 1973-78, hvor en voluminøs hotelregning på Hotel Ritz i Paris gjorde en ende på hendes skolepolitiske virke.

Inden hotelopholdet nåede hun at stå bag folkeskoleloven i 1975, der endegyldigt gjorde op med realskolens opdeling af dygtige og mindre dygtige elever i folkeskolen, ligesom loven indførte en adskillelse af kirke og skole. Kristendomsundervisningen skulle ikke længere være forkyndende, og kristendommen blev helt skrevet ud af skolens formål.

Samtidig gik Ritt Bjerregaard i kødet på fag som dansk og historie. I dansktimerne skiftede fokus fra litteratur til kommunikation. Blicher og Johs. V. Jensen gled i baggrunden, mens eleverne på livet løs analyserede reklamer, tegneserier og triviallitteratur.

Timetallet i historie blev beskåret, faget blev degraderet til ikke-eksamensfag, og samtidig afskaffede Ritt Bjerregaard den klassetrinsopdelte kronologi. Det fik kritikere til at vånde sig over, at »historieløsheden« bredte sig i hendes kølvand.

Indoktrinering til debat
Endelig fornyede hun folkeskolens formål. Folkeskolens opgave blev ikke længere blot at bibringe eleverne nyttige kundskaber, men også at medvirke til »den enkelte elevs alsidige udvikling«. Samtidig fik eleverne medindflydelse på undervisningen, og tværfaglig projektorienteret undervisning kom i højsædet.

»Det kommer til at indgå i formålet, at eleverne skal opdrages til selvstændighed. I det ligger også spørgsmålet om politisk stillingtagen. Det blev et meget varmt emne på den tid på grund af indoktrineringsdebatten. Hele stemningen omkring det politiske var meget betændt, og der var f.eks. forespørgselsdebat i Folketinget om indoktrinerende skolebøger,« siger Ellen Nørgaard, der forsker i uddannelseshistorie på Danmarks Pædagogiske Universitet.

I 1978 offentliggjorde Ritt Bjerregaard sin store uddannelsesplan U 90 fra Det Centrale Uddannelsesråd. Også den fik porcelænet til at klirre i pæne borgerlige hjem. Den indeholdt forslag om 12-årig enhedsskole og helhedsskole. Samtidig kunne man finde sentenser om, at skolebørnene skulle frigøres fra forældrenes forældede syn på bl.a. kønsroller.

Udsagn i U 90 om, at alle skal have de samme uddannelsestilbud, og at alle skal sættes i stand til at benytte disse tilbud, har været med til at gøre Ritt Bjerregaard kendt i eftertiden som minister for »hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære«.

»Det er noget sludder, at hun stod for den holdning, at ingen måtte lære mere end andre. Men hun har da sagt voldsomme ting om lighed, som er helt unuancerede. Det går stærkt for hende, og hun er de store ords kvinde,« siger Ellen Nørgaard.

Hun understreger dog, at Ritt Bjerregaard ikke stod alene med sin skolelov. Den var tilmed kraftigt inspireret af den tidligere undervisningsminister Tove Nielsen (V) og fik bred opbakning. Bag den stod også partiet Venstre, der trods opbakningen til loven i 1970erne har erklæret Ritt Bjerregaards skole krig i dag.

»75-loven er på mange områder en nydannelse, og der dannes nogle grundlæggende modsætninger inden for skolepolitikken, som er gyldige i dag,« siger Ellen Nørgaard.

Nu renser Haarder ud
Dengang som i dag rager politikere og skolefolk uklar over emner som folkeskolens formålsparagraf, projektorienteret undervisning samt indholdet i enkelte fag - i kristendom om, hvor stor en rolle Bibelens fortællinger skal spille, og i historie om vægtning af kronologien.

I dag hedder undervisningsministeren Bertel Haarder (V), og han er i færd med at rense ud efter Ritt Bjerregaards meritter, selv om hans parti Venstre altså selv var med til at præge den omdiskuterede lov.

»Venstre er blevet meget klogere. Borgerligheden var fuldstændig kujoneret af ungdomsoprøret dengang i 70erne,« siger Søren Krarup.

»Når der ikke kom noget endegyldigt opgør med Ritt Bjerregaard under de borgerlige regeringer i 1980erne, skyldes det, at der overhovedet ikke var nogen dybde i Schlüters borgerlighed. Han repræsenterede intet opgør med '68,« siger Søren Krarup.

Til spørgsmålet om, Krarup nogensinde har hørt Ritt sige eller skrive »Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære«, svarer han: »Hun sagde det ikke - men hun mente det.«