Hvad, I kan gøre derhjemme, er...

Pædagoger og forældre indgår skriftlige aftaler om det enkelte vuggestuebarns udvikling, når de er til forældre-hjemsamtaler i Gladsaxe Kommune. Og sådan kan det meget vel blive i resten af landet.

I Gladsaxe skriver forældre kontrakt med kommunen for at få papir på det fælles ansvar for børnenes udvikling i institutionerne. »Så kommer pædagogen med faglige input, om hvad vi gør herovre, og hvad forældrene skal bakke op om og gøre derhjemme,« siger Berit Gjerlufsen, leder af børnehuset Kongshvile. Fold sammen
Læs mere

»Julius vil helst vinde, og det kan være svært for ham, når han ikke gør det. Hvad kan I gøre derhjemme, for at Julius får en god skolestart? At I ikke altid lader ham vinde, men at han også prøver at tabe, når I spiller sammen, så han kan lære at tabe i trygge rammer, og ikke først skal lære det med nye kammerater.«

Sådan lyder anbefalingen i en underskrevet aftale mellem pædagoger i Gladsaxe Kommune og forældrene til Julius.

Den type aftaler skriver forældre til vuggestuebørn helt ned til toårsalderen i Gladsaxe under på, når de er til forældresamtaler med pædagogerne i deres børns daginstitutioner. Samtalerne og aftalerne i Gladsaxe, hvor børnenes sociale, sproglige og kulturelle kompetencer er i fokus, skal være med til at sikre, at vuggestue- og børnehavebørn er klar til livet i skolen.

»Ved små børn kan det handle om, at de ikke har lyst til mad eller at sidde ved bordet, og hvad man kan gøre ved det. I forhold til skolestart kan der være børn, der skal hjælpes til at koncentrere sig i længere tid ad gangen. Så kommer pædagogen med faglige input, om hvad vi gør herovre, og hvad forældrene skal bakke op om og gøre derhjemme,« siger Berit Gjerlufsen, leder af børnehuset Kongshvile i Gladsaxe.

Institutionen emmer af den kommunale læreplan, Dokumentation af Pædagogiske Læreplaner - kaldet DAP, som samtalerne er en del af, og som meget vel kan være rollemodel for fremtidens børneinstitutioner. På flere måder efterlever Gladsaxe med DAP i hvert fald de anbefalinger, som børne- og undervisningsminister Christine Antorinis (S) »Task Force for Fremtidens Dagtilbud« fremlagde forrige uge.

Foran stuerne hænger plancher, der beskriver mål og læring i de projekter, børnene er i gang med, for eksempel sommerfugle eller følelser.

Det samme gør billeder af dagens fokusbørn. Det er hvert barn hver tiende dag, hvor de voksne er særligt opmærksomme og tager noter om barnets gøren og laden. Noterne udgør rygraden i personalets forberedelse af samtalerne, som holdes, når børnene er to, tre, fem og seks år, og som skal munde ud i en forpligtende og underskrevet aftale mellem forældre og pædagoger.

Institutioner er mere end pasning

»Vores institutioner er ikke bare pasning. Det er udviklings- og læresteder for børn. Derfor har vi fokus på, at de skal udvikle sig ud fra det niveau, som de er på. Ved at skrive under forpligter vi os sammen til at arbejde samme vej. Det er en fælles forpligtelse mellem pædagogerne og forældrene om at arbejde med barnets udvikling,« forklarer Trine Græse (S), formand for børne- og undervisningsudvalget i Gladsaxe.

Formanden for regeringens task-force, professor Niels Egelund, Aarhus Universitet, mener absolut, at Gladsaxe-modellen er én, andre kommuner bør lade sig inspirere af.

»Det er et fremragende eksempel på, at man laver målsætninger og planer for børnene, og det er fremragende, at man gør det i samarbejde med forældrene, så man er enige om retningen. Det er dét, vi gerne vil have i task-forcen: At man målrettet arbejder med børnenes udvikling. Det er godt at have det på skrift. Det gør det også mere forpligtende,« siger Niels Egelund.

Ifølge Jan Kampmann, professor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning ved RUC, er fænomenet ved at vinde frem i kommunerne. KL forventer også, at de gensidigt forpligtende aftaler vil vinde frem.

»Det knytter an til en generel tendens i øjeblikket om, at vi i stadig højere grad søger at optimere barndommen - at man helt ned til toårsalderen ser barnet gennem en optimeringsbrille. Det er vældig problematisk, for man stiler efter den perfekte Henrik eller Marie, og uanset om barnet kan en masse ting allerede, så kommer der fokus på de negative steder, hvor barnet skal optimeres,« siger Jan Kampmann fra RUC og tilføjer:

»Samtidig kan man se det som en voldsom udvidelse af nogle statslige krav ind i det private rum om, at hvis I vil jeres barn noget godt, anbefaler og definerer vi, hvad I skal forsøge at udvikle jeres barn til.«

Næstformanden i forældreorganisationen FOLA, Dorthe Boe Danbjørg, vil se nærmere på, om modellen bør udbredes:

»De anbefalinger, task-forcen kom med i sidste uge, trækker ansvaret hjem i stuerne med krav om 20 minutters læsning og andre pligter. Der har man ikke noget samarbejde. Tager de samtaler, vi hører om her, udgangspunkt i min situation, og er kravene til mig relevante for, hvordan mit barn trives, vil man opfatte det som et samarbejde.«