Hvad far gør er ikke altid det rigtige

De mindste børn overtager både forældrenes gode og dårlige vaner, når de færdes i trafikken.

Gode vaner bliver ikke overraskende grundlagt tidligt. Derfor skal selv de mindste børn lære at gebærde sig i trafikken. Og helst med de voksne som forbilleder. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når farmand lige napper den på to hjul over fodgængerfeltet eller svinger rundt om hjørnet for rødt, er han et elendigt eksempel.

Så hvordan skal lille Benjamin på fem år så finde ud af, hvordan han senere hen selv kan lære at sno sig sikkert mellem biler, busser, barnevogne, trafiksignaler, cyklister, ladvogne og gående?

Gode vaner bliver ikke overraskende grundlagt tidligt. Derfor skal selv de mindste børn lære at gebærde sig i trafikken. Og helst med de voksne som forbilleder.

Det er målet, når Rådet for Sikker Trafik sammen med Nordea-fonden og DR fra i dag lancerer et nyt trafikunivers for de tre- til seksårige og deres forældre.

Et nyt, pædagogisk univers, som med humor og to gennemgående figurer, »Sikker og Søn«, i DRs Ramasjang-udsendelser vil inspirere og give konkrete ideer.

»Ramasjang når ud til 70 procent af den målgruppe, vi gerne vil nå. De er utroligt stærke i at formidle viden og vække de mindstes nysgerrighed,« siger Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik om samarbejdet.

Systematik og gentagelser i form af sjove rim og remser er en af de måder, man når de mindre børn på, forklarer Karina Petersen, som kalder satsningen en vigtig investering i fremtiden. En dag bliver de små børn teenagere, og de 13-16-årige er den aldersgruppe, som de seneste år har været involveret i flest trafikulykker.

»Det er en ret lille indsats, man som voksen kan gøre for at motivere sit barn, når man for eksempel følges ad til børnehaven. Alene ved at tale om, hvordan man går over en vej, og at de hvide lygter fra biler er dem, der nærmer sig, og de røde er på vej væk er enkle, men vigtige måder at blive indført i trafikken på,« forklarer Karina Petersen.

Det var et drastisk fald i antallet af medlemmer i den 40 år gamle »Børnenes Trafikklub«, som fik Rådet for Sikker Trafik til at gå i tænkeboks, fortæller underdirektøren:

»Vi var nede på ti procent af den årgang, vi gerne ville nå, så der skulle nye midler til. Når vi spurgte forældrene, hvorfor deres børn ikke var medlem, var det gennemgående svar, at der var så meget andet i hverdagen, der også skulle være plads til. Ved at se Ramasjang sammen med sine børn, har man et fælles udgangspunkt, som kan bruges, når man næste gang følges ad i trafikken.«

De 20 afsnit i serien om trafik er blevet til med støtte fra Nordea-fonden og bliver sendt på DR Ramasjang. Første afsnit kan ses på kanalen i dag klokken 17.30.