Hvad er der ved niqab'en, der få sindene sådan i kog?

Problemet med niqab-klædte kvinder er forsvindende lille i virkeligheden. Alligevel får debatten hele tiden ny næring. Denne gang af fem elever på VUC, der ikke må deltage i undervisningen.

Fem pigerpå VUC i Lyngby kan efter sommerferien ikke længe følge undervisningen på skolen, fordi de bærer niqab. Foto: Tomas Bertelsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er langt større chance for at møde en nudist end en niqab-klædt kvinde på gaden i Danmark. Alligevel får debatten om den muslimske klædedragt hele tiden ny næring.

I disse dage handler det om, at Voksen Uddannelsescentret (VUC) i Lyngby nord for København har vedtaget, at fem elever, der tager HF-enkeltfag på skolen, fra næste år ikke længere må følge skolens holdundervisning, fordi de bærer niqab. Det er en del af skolens nye ordensregler, at det af undervisnings- og pædagogiske hensyn ikke længere er tilladt at have tildækket øjne, næse og mund i timerne. Fordi »fri og uhindret kommunikation forudsætter, at man kan se hinandens ansigt«.

Næste år må pigerne, der insisterer på at bære niqab, derfor tilmelde sig fjernundervisning i stedet.

Forbuddet høstede straks ros fra Dansk Folkeparti og skabte debat på de sociale medier. Nogen egentlig nyhed var det imidlertid ikke.

På KVUC i København, der har 15.000 kursister, hvoraf halvdelen har udenlandsk baggrund og kommer fra Nørrebro, har reglen eksisteret i syv-otte år. De ganske få kvinder, der i mellemtiden har tilmeldt sig skolen og insisterer på at dække hele deres ansigt til, går i stedet på såkaldte selvtilrettelagte flex-hold, hvor der ikke er egentlig klasseundervisning.

I praksis har der dog stort set ikke været nogen »tilfælde« at forholde sig til, fortæller Anne Jelsøe, der er uddannelseschef på KVUC:

»Vores største kursusgruppe kommer fra Nørrebro og Nordvest. Mange mangler folkeskolens 9. klasse. Vi har alverdens aspekter af multikulturelle problemstillinger samlet på et sted. Hvis problemet skulle eksistere, ville det om nogen steder være her. Men det gør det ikke.«

Samme melding kommer fra VUC i Aarhus, der heller ikke har måttet afvise elever på grund af deres beklædning, men alligevel har indskrevet reglen, så retningslinjerne er »klare for alle«.

0,2 pct. af alle muslimer

At problemet er forsvindende lille, giver god mening, hvis man skal tro de tal, der tidligere er kommet frem omkring antallet af niqab-klædte kvinder herhjemme.

I den »burka-rapport«, som den tidligere borgerlige regering bestilte i 2010, nåede forskerne frem til, at der er tale om mellem 100-200 personer, svarende til 0,2 pct. af de muslimske kvinder i Danmark. Heraf var skønnet, at mellem 60 og 80 af de niqab-bærende var danske konvertitter.

Margit Warburg, professor dr. phil. ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, der stod bag undersøgelsen i sin tid, ved ikke, om antallet er større eller mindre i dag end dengang.

Tørklæde er blevet normalt

Alligevel har skiftende partier over årene fremsat forslag om forbud mod burka og niqab i det offentlige rum. I Belgien og Frankrig har et forbud været en realitet siden 2011.

Da den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy i sin tid lancerede planen, var det med det eksplicitte formål at gøre op med kvindeundertrykkelse:

»Vi kan ikke acceptere i vort land at have kvinder, som er fanger bag net, og som er afskåret fra socialt liv og frataget identitet,« sagde han.

I Danmark har debatten om de muslimske tørklæder i den officielle argumentation ofte trukket på mere praktiske og areligiøse argumenter, da et forbud mod religiøse symboler som udgangspunkt ikke er muligt, fordi religionsfriheden er grundlovssikret.

I 1998 blev en muslimsk pige bortvist på sin første arbejdsdag i erhvervspraktik i Magasin, fordi hun bar et tørklæde, der stred imod butikkens reglement om at være »forretningsmæssigt og pænt klædt på«. Sagen kom for retten, og pigen fik 10.000 kr. i erstatning. Da Coop året efter kom i en lignende situation, lancerede de et særligt medarbejdertørklæde, og da Netto nogle år senere også kom i modvind, tillod de alle ansatte at bære tørklæde.

Dengang var det et almindeligt tørklæde, en såkaldt hijab, hvor hele ansigtet er synligt, der vakte debat og fik nogle til at tale om forbud. I dag der stort set ingen, der taler om forbud mod almindelige tørklæder på uddannelser, i butikker eller i det offentlige rum.

Til gengæld er det faktisk muligt at indføre et generelt forbud mod en beklædning, der skjuler ansigtet, uden at komme i konflikt med de internationale konventioner. Det viste en dom fra den Internationale Menneskerettighedsdomstol fra 2013, hvor en fransk kvinde havde bragt forbuddet for domstolen, men hvor domstolen altså sagde, at staterne selv havde ret til at vurdere, om det at kunne se hinandens ansigter var centralt for det daglige samliv i et land.

På VUC i Lyngby gør rektor Anne G. Sørensen imidlertid alt for at afdramatisere sagen. Det handler bare om at få »den pædagogiske proces til at fungere«, som hun formulerer det:

»Det handler ikke om bestemte beklædningsgenstande. Hvis man havde store solbriller på, ville man også blive bedt om at tage dem af.«