Hvad er der egentlig galt med bedsteforælder-generationen?

»Hvorfor er det, at I forældre forlanger så urimeligt meget af jeres børns bedsteforældre?«

Sådan lød indledningen på en nylig diskussion med en bekendt i mormor-alderen. Hun var grundtræt af forkælede voksne, der med hulkende baby-stemmer kimede deres aldrende forældre ned, så snart det lille barn hostede. Forældre, der tog det for givet, at farmor og farfar selvopofrende troppede op som tilkaldevagter med varm mad og et »nu-skal-vi-nok-hjælpe-dig«.

»Vi har endelig fået en dyr designersofa, vi kan have i fred. Vi elsker jeres små, men det betyder ikke, at vi elsker plettende tomatsovs-fingre på sofaen,« gav hun som billede på den ømskindede relation.

Jeg forsøgte pippende med et forsvar, men kom til kort. Hvorfor? Vi forældre mangler nemlig at tjekke ordentligt ind i voksen-årene. Vores skudsmål af nutidens bedsteforældre er ellers harskt: 68'er egoister, frihjuls-bedsteforældre og en dessert-generation, der iført ravkæder og læsebriller har mere travlt med Louisianas program end deres børnebørns omgangs-syge. Ja, efter et par glas rødvin over vennemiddagen ville vi sikkert også give dem skylden for den høje skilsmisserate blandt forældre. Vi brokker os konstant og er på godt teenage-dansk pissestrenge overfor 60 plus-segmentet.

Vi er sure, hvis de ikke ringer og spørger ind til lille Anna. Vi er sure, hvis de ikke selv tilbyder pasning. Vi er sure, hvis de ve oh skræk har givet de små lidt for meget kage i søndags. Vi er sure, hvis de løfter stemmen overfor Casper på fem år. Vi er sure, hvis de serverer ikke-økologisk spegepølse for dem. Og vi bliver fanme sure, hvis de ikke orker det bedsteforælder-juleklip-arrangement ovre i børnehaven, der lige om lidt rammer dem.

Jeg kan godt forstå, hvis bedsteforældre-generationen mest af alt har lyst til at blive liggende i Børge Mogensen-sofaen og lukke ørerne af for vores urimelige, latterlige krav til det liv med børn, ingen andre end os selv hæfter for.

Jeg har gang på gang i min egen omgangskreds oplevet småbørnsforældre, der tripper rundt på et skrøbeligt gulv af usagte forventninger til deres egne forældre om, hvilke slags bedsteforældre de skal være. I stedet for at gribe telefonen og sige: »Mor, på næste fredag kl. 17 har jeg brug for dig. Kan du komme?«, sidder vi tilbage med barnagtige sårede følelser over, at mors radar ikke selv indfanger behovet.

Der findes også alenlange debattråde på nettet blandt forældre om alt fra, hvilke mind-tricks der skal tages i brug, hvis bedsteforældrene ikke inviterer barnebarnet hjem til sig og til hvilke krav man skal stille til dem, når barnet endelig skal overnatte der for første gang.

En debat, der mere end noget andet viser, hvor stor kløften er blevet mellem generationerne og hvor stor tøven de hver især bærer på, nu hvor de skal genopfinde deres behov for hinanden som henholdsvis bedsteforælder og forælder.

»Det er måske derfor, det hedder ‘bedstefar’. Fordi man ikke har ansvaret,« sagde sangeren Peter AG for nyligt til magasinet Vores Børn. Manden har aldeles ret. Vi forældre har til gengæld ikke forstået det.