Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»10 Hours of Walking in NYC as a Woman« hedder en video, der de seneste dage har vakt opsigt på YouTube og Twitter. CNN og en række internationale medier har omtalt den, og den har spredt sig som en løbeild på Facebook.
Filmen, som du kan se her, er ét minut og 56 sekunders sammendrag af, hvad en kvinde fik af tilnærmelser, komplimenter, flirt og chikane, da hun gik rundt på Manhattan i ti timer. Videoen var ved redaktionens slutning blevet set små 23 mio. gange og kommenteret og delt, som var det et klip med nuttede katte eller kendte mennesker, der snubler.
Kommentarerne spænder fra dyb forargelse over, hvad kvinder skal stå model til, til påberåbelse af friheden til at henvende sig til kvinder uden lumre bagtanker. Kvinden, skuespilleren Shoshana B. Roberts, går gennem gaderne, neutral i blikket, i stram ærmeløs T-shirt og stramme sorte jeans. Hun bliver filmet af en instruktør, der går foran hende med kamera på sin rygsæk.
Kommentarerne fra mændene i New Yorks gader omfatter blandt andet »hej, baby«, »hej, smukke« og »hvis jeg giver dig mit nummer, vil du så tale med mig?«, men også mere pågående tilnærmelser, hvor en fyr insisterende går lige ved siden af hende i det, der opgøres til fem minutter.
Reaktionerne på videoen i danske sociale medier vidner om, at det måske ikke kun er i USA, der foregår en slet skjult sexchikane mod kvinder, der færdes på gaden.
Lars-Henrik Schmidt er professor i filosofi, har set videoen og mener ikke, at kommentarerne fra de amerikanske mænd til kvinden burde forarge danskerne. Tværtimod.
»Det hører til, hvad man kan forvente i en kultur, hvor man taler mere på gaden, end vi gør herhjemme.«
Videoen er produceret for Hollaback, der er et globalt, non profit netbaseret fællesskab mod sexchikane i det offentlige rum, og den er produceret for at få folk til at donere penge til formålet. Den er ikke relevant for danske kvinder, mener Lars-Henrik Schmidt:
»Når danske kvinder ser den og forarges, danner de et fællesskab omkring den og bekræfter hinanden i, at det bliver de også udsat for. Jeg betvivler ikke, at der findes danske kvinder, der mener, at den slags også sker i Danmark. Der er ikke tale om en krænkelse, men en handling, der er udsat for en fortolkning. For nogle er det en krænkende handling, for andre en uskyldighed afsendt i almindelig menneskelig kommunikation,« siger han.
Karen Sjørup er lektor og kønsforsker på RUC, har set videoen og mener ikke danske kvinder har grund til at opfatte den som udtryk for, at der foregår sexchikane på danske gader i større stil. Hun husker, hvordan hun selv som aktiv rødstrømpe i 1970erne resolut overfusede mænd, der tillod sig at kommentere hende på gaden. I dag er rollerne mere nuancerede, mener hun.
»Der er tale om en dobbelthed: På den ene side tager mænd ejerskab over den kvinde, der går forbi, når de laver tilnærmelser. Men for mange mænd er det også en måde at vise anerkendelse for kvinden på. På den anden side er det ikke sikkert, kvinder oplever det.«
En dansk video ville være kedelig
De danske kvinders reaktion på den kønsrolledebat-fremmende video, er ikke et tegn på et stort problem i andedammen. Den er udtryk for, at kvinder vil understrege, at de har ret til at færdes uantastet.
»Men jeg kan se på Facebook, at mange kvinder er endimensionale i deres opfattelse af, at mænds tilnærmelser er lig med krænkelse. Jeg tænker som sagt: Noget kan være krænkelse. Andet kan være anerkendelse.«
I en tøjbutik i det indre København står modellen Camilla Hansen på 27 år. Hun har boet i New York i fire år. Da hun havde set videoen, diskuterede hun sexchikane i det offentlige rum med sin amerikanske kæreste. Han var forarget over, hvad videoen viste. Det var hun ikke.
»De små tilnærmelser – dér overreagerer mange. Alle de, der synes, det er frygteligt, at de får tilnærmelser. Problemet med de små tilnærmelser er, at de åbner op for de dér klamme typer, som følger efter én.«
Veninden Louise Veng på 30 byder ind:
»Der er da noget over foråret, hvor man kommer cyklende, og der er en, der pifter efter én eller griner lidt. Det er bekræftende. Det ligger jo i naturen, at vi komplimenterer hinanden.«
Danske fyre er slet ikke så udfarende som i USA, mener Louise Veng.
»Herhjemme skal man selv ud og score en fyr. Det er dig, der skal komme til dem.«
Tror du, at man ville kunne optage en tilsvarende video om sexchikane på gaden her i Danmark?
Camilla Hansen:
»Ja, men så ville det blive en meget kedelig video.«