Husk navnet: Balstyrko

Mens amatører fra »X Factor« fylder medierne, arbejder flere og flere professionelle musikere uden for offentlighedens søgelys. Det længe ventede debutalbum fra Balstyrko »Jagten Paa Noget« udkom i denne uge og fik et enigt anmelderkorps til at klappe i hænderne. I aften holder bandet releasefest på Vega.

Læs mere
Fold sammen

København under overfladen. Gedder svømmer lydløst rundt i Sankt Jørgens Sø. Rotter piber under asfalten på Gammel Kongevej. Og Ormen laver musik. I en underjordisk hule, der hvor Vesterbro bliver til Frederiksberg, har han indrettet et studie med gamle analoge synthesizere af mærkerne Moog og Wurlitzer, der står side om side med en større samling legetøjskeyboards i plastic. En gammel smuk Gretsch guitar dækker for en slidt banjo, i baggrunden rejser et skrummel af et brunt elorgel fra 1970erne sig med fodpedaler og kulørte knapper – købt for 100 kroner i en genbrugsbutik i Vestjylland.
Her er mikrofoner, bærbare computere, en Technics 1210 pladespiller, »Lille Virgil« på lp og en plakat med andre figurer fra Ole Lund Kirkegaards børnebøger. Og midt i det hele, som et trofæ på en hylde, står resultatet af de sidste tre års arbejde: En 180 grams vinyludgave af Balstyrkos debutalbum, »Jagten Paa Noget«. Musikken udkom i denne uge, som cd og download selvfølgelig, men altså også som lp, løbende bakket op af tre vinylsingler, hvis b-sider er numre, der blev sorteret fra i processen. Helt som i gamle dage, da folk købte plader. Og så alligevel ikke.

Blandt musikelskere er debuten fra Balstyrko en af de mest imødesete danske udgivelser i lang tid. Musikblade som Sound-
venue og Gaffa har længe skrevet forventningsfuldt om det uforudsigelige samarbejde mellem tre respekterede musikere fra den københavnske undergrund – det lå i kortene, at der kunne være tale om en fremtidig klassiker, når produceren Anders »Ormen« Christophersen, sangerinden Ane Trolle og rapperen Blæs Bukki stak hovederne sammen.
Og der skal ikke mange gennemlytninger til, før man ved, at der er god grund til al hypen. »Jagten Paa Noget« lyder vitterligt ikke som noget andet. Sløve hiphop-beats blander sig med dansk visetradition, måske ligefrem sømandssange, reggae dukker op hist og pist, det samme gør toner fra Balkan, cirkusmusik og længselsfuld country helt i salig Lee Hazlewoods ånd. Plekterbas og elektroniske pauker findes her. Harpe og banjo udelukker ikke hinanden. Uigennemskuelige samples blander sig med sav og akustisk guitar i et meget håndspillet galgenhumoristisk univers, der understreges af Marten Damgaards pladeomslag: En dunkel tuschtegning af nat i storbyen med lys i de mørke huse, halvmånen hængende over tagene og, under gadelampen, fodspor på vej væk – ikke fra skosåler, men fra et dyrs poter. Hvorfor det? Svaret findes måske i de stemningsfulde og stærkt billedfremkaldende tekster, der kredser om ulve, ræve, rønnebær, ravne, rækkehuse, nedbidte negle, spøgelser, kister og blomster på graven. Hvis grav?
Det er første gang, at Ane Trolle synger på dansk, og ingen plade har tidligere vist så mange facetter af hendes stemme. Det er første gang, Blæs Bukki alias Doktor Robot river ledningerne ud af ryggen, krænger stålhjelmen af og dropper de storskrydende hiphop- og dancehall-manerer, han ellers selv er en mester i at punktere – på Balstyrko-pladen ikke bare rapper han om kærlighed, han synger også. Og det er første gang, Ormen kommer så bredt ud og viser sit potentiale, der meget vel kunne gøre ham til en eftertragtet producer i fremtiden.
Første single »Intet Stopper Helt« har som »Ugens Uundgåelige« på P3 allerede løftet lidt af sløret for musikkens potentiale.

For den brede befolkning er Balstyrko dog næppe et navn, der vækker genklang endnu. Om det nogensinde kommer til det, vil tiden vise. For vi befinder os i en verden, der ligger uendeligt langt væk fra »X Factor«. Vi er blandt musikere, som bor i små lejligheder og for længst har vænnet sig til, at indtægterne primært kommer i form af Koda-penge fra den airplay, deres musik får i radioen. De kommer sjældent på tv. Bliver ikke diskuteret på formiddagsbladenes spisesedler. Opnår ikke berømmelse fra den ene dag til den anden. Og hvis de får succes, sælger de måske en tredjedel så mange plader som Martin fra »X Factor«.
Engang var det anderledes. 1 1980erne solgte flere danske musikere over 250.000 eksemplarer af deres plader og fik lange lukrative karrierer, der gjorde dem til velhavende mennesker med egne strandvejsvillaer, hesteopdræt, natklubber, boliger i Sydspanien, eller hvad man nu lystede. Sanne Salomonsen, Hanne Boel, Anne Linnet og Thomas Helmig er blot nogle af dem.
Senere kollapsede pladebranchen. Hvorfor, kan man skrive tykke bøger om, men download af musik på internettet er en del af forklaringen. Tv spillede også ind. Steffen Brandt fra TV2 og Peter AG fra Gnags er blot to af de gamle dinosaurer, der offentligt har beklaget, at professionelle musikere får mindre og mindre tv-
eksponering, mens den ene amatør efter den anden får at vide i det ene talentshow efter det andet, at han eller hun er den ny Michael Jackson eller Britney Spears – blot for at været glemt af såvel offentligheden som de store pladeselskaber seks måneder senere.

Ikke langt fra Ormens underjordiske hule ligger Balstyrkos pladeselskab, Fake Diamond Records. Et lille uafhængigt selskab med adresse på en af Københavns for tiden mest spændende gader, Tullinsgade. Her ligger butikker som Thiemers Magasin, Hansenogjensen, Can og Verdens Mindste Kaffebar – for sjov kalder Fake Diamond Records sig for Verdens Mindste Pladeselskab, men fakta er, at de er på vej frem og har evnen til at spotte nye talenter lidt før de fleste andre. Foruden Balstyrko udgiver de musik med blandt andre Oh Land og Atoi. Pengemanden bag ønsker at være anonym – »Den svenske smykke-dude« er det nærmeste, undertegnede er kommet en beskrivelse af den mæcen-agtige skikkelse.
Men Blæs Bukki taler om en særlig ånd her på Vesterbro:
»En butik som Can eller en café som Dyrehaven er gode eksempler på den indstilling, som også mange kunstnere har her. Det må godt være lidt lo-fi, man prøver at finde en stil i selv skrabede ting og gi’r fingeren til alle dem, der tror, de har regnet den ud. Dyrehaven var for eksempel et bumset sted for gamle vesterbroere, som ingen andre caféejere kunne se potentialet i. Det er måske en mere Berlin-agtig indstilling.«

Fra sin lejlighed begyndte Blæs Bukki at tænde sin bærbare Apple de sene nattetimer og afsøgte internettet for visuel inspiration til Balstyrko. Han fandt et gammelt sorthvidt foto fra 1920erne af en mand og en kvinde i trapez. Man kunne ikke rigtig se dem tydeligt, men de virkede »underligt muterede«. Et eller andet sted passede det ind i Balstyrkos univers. Ormen havde en bog med gamle cirkusbilleder fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet med tegninger og fotos af diverse freakshows. En gruppe på 14-15 mennesker, alle under 1,40, der rejste rundt og optrådte. Little people. Senere fandt Blæs fotos af gamle håndlæsningsmaskiner og rynkede spåkoner, der tydede tarotkort.
»Det var absurde, sære ting. En blanding af plattenslageri og noget overnaturligt, som var spændende at kigge på, og som gav os inspiration til musikken, og også til teksterne på nogle af numrene. Følelsen af at fremstå underligt skramlet virkede for os. Som en vogn med et knækket hjul, der stædigt tøffer af sted alligevel,« husker Blæs Bukki.
Det var også her, han fandt på navnet Balstyrko. Noget balstyrisk. Noget styrke. Ja, eller måske navnet på den stærke mand i et omrejsende cirkus anno 1910. Cykelstyroverskæg. Stribet heldragt. Og en vægtstang, hvor der står »1.000 kilo« på de sorte kugler.
Nogle af fotografierne lagde Balstyrko ud på deres MySpace-profil på internettet. Og i perioder, hvor de manglede inspiration eller feedback, lagde de et nummer ud på MySpace et par uger for at se, hvor mange der gad lytte på det. De gjorde det med »Hold Igen«, og flere musikhjemmesider greb den straks og begyndte at skrive om Balstyrko. Igen.
»Det er en måde at stikke næsen ud gennem tæppet og se, om folk er ved at sætte sig i salen. Det giver føling med, om der er interesse for musikken. Og interessen var næsten for stor på et tidspunkt, så vi var nødt til at holde igen, for vi var ikke selv klar,« husker Bukki Blæs.

Da trioen stak hovedet op fra den underjordiske hule og tog på arbejdslejre udenfor København, begyndte der for alvor at komme skred i tingene. Flere gange lejede de en varevogn uden for sæsonen, pakkede den med grej og kørte til Vesterhavet, hvor de kunne låne en vens sommerhus. De indrettede huset til hjemmestudie. Samplede lyden af kødsovs på et komfur. Den knitrende ild i brændeovnen og æggeurets hypnotiske tikken. De gik ture på den kolde brede sandstrand og talte om de problemer, livet kan give. De filmede hinanden. Tog billeder i klitterne. Blæs lynede sin hættetrøje helt op for hovedet og prøvede at se, hvor langt han kunne gå baglæns.
Tre-fire dage varede disse koncentrerede sessions, så var de »ved at blive sindssyge af hinanden« og vendte hjem, mens legen var god.
Engang hørte de Johnny Cash i bilen på vejen derover og besluttede sig for at lave et countrynummer. Da de nåede frem, blev det til »Ulven«, som intet har med country at gøre. Det har til gengæld »Ved Hvor Du Bor«, som blev til senere. De gjorde ofte hold i genbrugsbutikker på vejen til den jyske vestkyst. For det meste på Anes opfordring, selv om det lige så ofte var de to andre, der kom ud med nyt brugt tøj. Eller det store brune elorgel, der nu står i studiet. Om i bagagerummet med det.
Sommerhuset ligger i et militærområde, og man når dertil ad en lang lige vej, hvor gamle huse og gårde har fået spærret vinduerne. Midt i den storslåede natur kunne der pludselig dukke kampvogne op. Der hørtes skud. Så stilhed. Så jagerfly, der kom flænsende gennem himlen. Vildest var de underjordiske sprængninger, der sendte tykke lydbølger gennem landskabet og lød som store svajende plexiglasplader i vinden. Den slags skaber en særlig atmosfære, når det er bælgravende mørkt, og man sidder alene i et tomt sommerhus uden lys i de omkringliggende huse.
Før midnat faldt Ane som regel i søvn i sofaen med hovedet på armlænet. Anders og Lasse røg cigaretter og arbejdede videre på musikken til langt ud på natten.
En morgen lå der tusindvis af døde søstjerner på stranden. Der havde været eksplosioner om natten. Næste dag var søstjernerne væk igen. Hvad betød dét?
Måske svaret findes i teksten til åbningsnummeret »Karrusellen«:

»Alting her er kun et split sekund
Ingenting er virkelig godt eller ondt
Spis din groed lad vaere med
at roere den rundt
Rusten kaerlighed er ikke saa sundt
Alt du kender bliver en dag til stoev
Se paa verden ligesom om du var doev
Traek dit hoved helt ud af din roev
Lad vaere at bare proeve.«

En regnorm komposterer, når den laver affald om til muld – Ormen komponerer og laver indfald om til guld. Ormen er dog stadig den mindst kendte af de tre i Balstyrko, men han blev dynget til med roser, da han i 2004 udgav pladen »Sports« under navnet Melk sammen med Rasmus Møbius. Som Ormen har Anders Christophersen, 27, udgivet den første af fire singler med Alberte Winding – den har allerede kultstatus og er samlerobjekt. Samarbejdet med Alberte munder ud i et helt album senere i år. Snart udgiver han »Ormens Skitsebog« med 50 små numre, skitser og gadeoptagelser fra hele verden mixet sammen af Simon Le Bon fra det prisvindende dj-kollektiv, Den Sorte Skole. Ane Trolle har han kendt siden 2001:
»Jeg hørte hende synge til en Kunstakademi-fest i Njalsgade og var solgt på stedet. Vi blev venner og begyndte at lave musik sammen. Senere sendte jeg 10-15 skitser til Blæs, fordi jeg gerne ville lave en serie singler med forskellige kunstnere for at »træne« som producer. Men jeg kom aldrig videre, for han og jeg begyndte at arbejde meget sammen. Vi lavede musik til forestillingen »Købmanden« på Betty Nansen Teatret sammen og begyndte på Balstyrko sammen med Ane.«

Ane Trolle, 29, er blevet kaldt »Dronningen af undergrunden«. Der er bred enighed om, at hun har en af dansk musiks mest interessante stemmer – på én gang hæs og blid, jazzet, Erykah Badu’sk, Billie Holidaysk og så alligevel umiskendeligt sin egen. Hun har været tilbageholdende og bevidst længe undervejs. Men til »P3 Guld« i 2006 lavede hun en af de mest cool tv-optrædener, da hun iført en af designeren Nikoline Liv Andersens fabelagtige kjoler gik på scenen med Trentemøller, Mikael Simpson og Henrik Vibskov og sang hittet »Moan« – endelig en ung dansk sangerinde, der ikke prøvede at lyde som Björk.
Og så begyndte tingene at rulle for alvor. Efterfølgende slog hun igennem, først med sangen »Sweet Dogs« under navnet Trolle//
Siebenhaar sammen med Martin »Pato« Siebenhaar, og senere med JaConfetti med Josephine Philip. Men først sent tog hun titlen »sangerinde« på sig.
»Jeg har ikke nogen masterplan. Min eneste plan er at være åben for, at planen ændrer sig hele tiden,« forklarer Ane Trolle, der skriver i sin egen MySpace-profil »My heart belongs to music«.
I snart ti år har hun været en skikkelse i det københavnske musikmiljø, kendt for pludselig at stå blandt publikum for i næste sekund at springe op på scenen og freestyle. Det var sådan, Balstyrkos sidste medlem, Blæs Bukki, først oplevede Ane Trolle: Improviserende over et reggae-dancehall-riddim til søndagsklubben Rub A Dub på Nørrebro-stedet, Stengade 30.

Blæs Bukki alias Bukki Blæs alias Doktor Robot alias Lasse Bavngaard er den ældste af de tre. 34 og en legende i det danske hiphopmiljø med blot tre, men tre højt estimerede og dybt originale, udgivelser under bæltet: To plader dansksproget hiphop med Malk De Koijn og en banebrydende dansk dancehallplade med Bikstok Røgsystem.
Blæs Bukki kan noget med det danske sprog. Det er ikke kun den dybe stemme og distinkte diktion, der vækker minder om Dan Turèll. Selv om Ane Trolle grinende beskriver Blæs Bukki som en »Hmmm-lyd« – en tilbageholdende, observerende type med mange skjulte ting, når man ikke kender ham – så var det ham, der en dag ringede hende op og foreslog hende at synge på dansk.
»Jeg blev virkelig glad, for her var en, der havde opdaget, hvad jeg havde lyst til, uden at jeg selv havde opdaget det. Der er mange, der sender mig musik, og når det er her i Danmark, kan man jo lige så godt lige mødes. Man kan jo altid bare lade være at mødes igen,« forklarer Ane Trolle på sin egen underfundige facon.
Selv havde Blæs Bukki netop forladt Bikstok Røgsystem, til trods for at gruppen havde opnået det store kommercielle gennembrud – uden hverken tv eller gigantisk budget i ryggen. Deres originale fordanskning af dancehall-genren fra Jamaica var et af de få eksempler på, at det stadig kan lade sig gøre at trænge gennem mainstream-muren og slå igennem – af alle de opløftende grunde, nemlig fordi man har begået en god plade. Men Blæs Bukki »havde nogle ting, jeg var utilfreds med ved mig selv«, som han beskrev tidligere i år her i MS i en artikel om Bikstok Røgsystem. Så hvordan kunne han indgå i en ny trio, hvis han var midt i en personlig krise?
»Måske var det det at synge sammen med en pige. Åbne en ny papkasse og tage emner og stemninger op, som jeg ikke havde berørt før. Jeg havde nok brug for at blotte mig lidt og være åben omkring nogle ting, for eksempel det at skrive om kærlighed. Det har hidtil været udelukket, men måske netop derfor var det den største udfordring, jeg kunne stille mig selv. Og så er det ligesom titlen – »Jagten Paa Noget« – at man er ude at lede efter noget, man ikke ved, hvad er. En rastløshed. Og så havde jeg noget, der skulle ryddes op i og tages alvorligt. Men ikke for alvorligt,« forklarer Blæs Bukki med et smil.

Balstyrko holder releasefest på Lille Vega i aften. Senere kan man opleve dem på blandt andet Spot-festivalen i Århus og på Vega til maj.

Balstyrko: »Jagten Paa Noget« udkom 3. marts.
www.myspace.com/balstyrko