Huse i Silkeborg truet af vand

Sandsække tages i brug for at dæmme op for de voldsomme vandmængder.

Regnvejret i dag har været så voldsomt, at søerne i Sejs ved Silkeborg er gået over deres bredder.

Det betyder, at flere huse er truet af vand, siger beredskabsinspektør Morten Corneliussen til P4 Østjylland.

Derfor har Silkeborg Brand og Redning besluttet at dele sand og sandsække ud, som beboerne i Sejs kan komme og hente for at beskytte deres huse.

Sandet bliver udleveret på hjørnet af Julsøvej og Sindbjergvej.

Kilde: DR Østjylland