Hurtigere, højere, stærkere: Vi skal alle præstere mere - og det gør os syge

Optimale præstationer er blevet idealet for det gode liv, men sociolog Anders Petersen gør i sin nye bog op med et forkvaklet menneskesyn forstret af et universelt krav om altid at præstere.

»De mindste gøremål er mig uoverstigelige, og alle tanker om at præstere noget, der ligner arbejde, giver mig kvalme og angstfornemmelser.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Var det samfundets skyld, at jeg gik ned med depression for seks et halvt år siden, eller var jeg bare ikke stærk nok? Nedenstående er uddrag af en mail, jeg sendte til en kollega for at forklare mit fravær fra jobbet:

»De mindste gøremål er mig uoverstigelige, og alle tanker om at præstere noget, der ligner arbejde, giver mig kvalme og angstfornemmelser. Jeg ved ikke, hvad det er. Er vant til, at når man er syg, så gør det ondt, eller man har feber. Men det her er en sær udefinerlig, apatisk, forvirret og konstant tristesse-følelse, jeg kun i mindre glimt har oplevet før.«

Mange med depression og psykiske lidelser kender til forvirringen om årsagen, når man rammer muren, hullet.

Spørger man sociolog Anders Petersen fra Aalborg Universitet, er der ingen tvivl. Han udkom i denne uge med bogen »Præstations­samfundet«, der er hans forsøg på at forklare, hvorfor konkurrencestatens borgere i verdens lykkeligste land oplever en veritabel epidemi af depression og andre psykiske lidelser.

»Problemet er, at det evindelige krav om at udnytte vores potentiale optimalt, skal vi ikke længere forholde os til som individer,« siger Anders Petersen.

Det er helt fint, mener han, at danske atleter lavede fremragende præstationer ved OL, og at samfundet søger at dyrke eliten og de dygtige. Det er, når forventningen om gode præstationer bliver et universelt ideal og en kronisk byrde, at den er gal.

»Præstation er blevet et institutionaliseret krav. Kravet om altid at skulle præstere har sat sig i os fra barnsben i børnehaver, i folkeskolen, i gymnasiet, på universitetet, på vores arbejde og vores fritid. Præstation er blevet den eneste målestok, vi vejer og måler os selv efter, og som vi bliver vejet og målt efter i alle sammenhænge.«

Anders Petersen har i mange år forsket i depression som samfundsfænomen og tidligere arbejdet sammen med Svend Brinkmann om en debatbog om diagnoser (2015).

Vi får hele tiden at vide, at »det kan lade sig gøre«, eller »bør« kunne lade sig gøre, mener sociologen. For der er reelt ingen hindringer for, at ens liv bliver en succes. Det er bare at gå til stålet, give den en skalle og arbejde hårdt nok for det.

Vi lever under det, Anders Petersen kalder et »accelerationsregime« med øget hastighed i alle livets forhold. Ingen undslipper. Alle må løbe hurtigere, nå højere, være stærkere. Og vi skal ikke kun præstere på jobbet, til styrketræning og som familiemennesker. På Facebook og andre sociale medier skal vi også give den gas for at være socialt attraktive, mener Anders Petersen. Og vi skal for Guds skyld huske, at hvad, vi præsterer i dag, ikke dur i morgen. Præstation er et dynamisk forløb, hvor vi skal overgå os selv hele tiden. Det nytter ikke at hvile på laurbærene, for så bliver man overhalet indenom.

Der er intet nyt i, at mange af os kæmper med at leve op til vores egne og omgivelsernes forventninger, erkender Anders Petersen.

»Det nye er, at det ikke kun er regler og sociale normer i et luftleje i samfundet, som man fornemmer. Det nye er, at normerne er blevet fuldstændig forankret i os i alle livets forhold. Præstation er blevet et ideal for det gode liv og synonymt med frihed. Men når der ligger et latent præstationskrav og forventningspres på os, så bukker flere og flere mennesker under og ender som tabere med depressioner og angst.«

Det er ikke nok at sige til sin arbejdsgiver, sine Facebook-venner eller andre, at man ikke lige orker leve op til de uudtalte forventninger, mener Anders Petersen. For præstationssamfundets forventninger, om at vi skal være fleksible, selvstændige, motiverede, initiativrige og omstillingsparate i alle livets facetter, er blevet et socialiseringsparameter appetitligt pakket ind i begreber om at være herre i eget liv og tage ansvar for sin egen tilværelse.

»Og hvem søren har ikke lyst til at være det? Svaret er altså givet på forhånd, og det har de utilsigtede konsekvenser, at der er en hulens masse mennesker, der ikke formår at honorere de krav. De ryger ud over kanten og får depressive symptomer.«

Frihed en ligger mellem os

Hvad vi stiller op med præstationssamfundets »kroniske belastning« med deraf følgende depressioner og voksende angstdiagnoser blandt unge er mildt sagt svært at svare på. Men det kan lade sig gøre, mener Anders Petersen.

»I bestyrelser, blandt politikere, i skoler og universiteter, i organisationer – i alle samfundets institutioner – skal vi tale om, at præstationspresset i samfundet er blevet kronisk og derfor risikerer at blive en kronisk belastning. Vi har fået idéen om, at det er i den individuelle præstation, friheden ligger. Men der bliver vi nødt til at forstå, at frihed er noget, der ligger mellem os som mennesker, frem for i os individuelt.«

Min kollegas svar på min mail var ikke et opgør med et præstationssamfund, der måske, måske ikke var årsagen til mit fravær. Men det lignede et symptom på det:

»Find noget, der kan give dig glæde hver dag og frem for alt: lad være med at slå dig selv oveni hovedet med alt det, du burde. Der er ikke noget andet, du bør nu, end at tage dig af dig selv og prøve at komme ovenpå igen.«