Lørdag var en stor gruppe landmænd samlet i Hjørring, hvor de demonstrerede mod regeringens håndtering af mink-sagen.

Nordjyllands Politi oplyser, at omkring 350 landmænd med traktorer var mødt frem til demonstrationen.

En af initiativtagerne bag demonstrationen, Poul Raunsmed, der er med i gruppen Vendsyssel står sammen, fortæller, at nogle af landmændene kommer helt fra Viborg, Thy og Thisted. Han tror, at der var omkring 500 landmænd til stede.

»Vi gør det for at vise, at der er noget helt galt og for at vise, at vi står sammen,« siger Poul Raunsmed til TV2 Nord.

Han siger, at demonstrationen ikke blot skal støtte landets minkavlere, men også sætte fokus på Grundloven og på at syv nordjyske kommuner blev lukket ned i næsten to uger.

Demonstrationen blev afholdt ved Park Vendia i Hjørring og havde besøg af fødevareminister Rasmus Prehn (S).

Den nye minister holdt sin første officielle tale uden for Christiansborg.

»Jeg er kommet på en svær opgave. Når I er samlet her i en protest – også mod regeringen – så er det mindste, jeg kan gøre, at møde frem og lytte til jeres kritik,« sagde Rasmus Prehn.

»Jeg har det som en svigermor, der har sneget sig med til en polterabend. Men jeg er kommet for at lytte til jeres frustrationer. Jeg har stor respekt for, at I hepper på demokratiet ved at holde den her demonstration,« sagde han.

Rasmus Prehn beklagede og undskyldte på regeringens vegne, at der var sket fejl i håndteringen af minksagen, hvor alle mink i landet blev beordret slået ihjel, uden at der var lovhjemmel til det.

Poul Raunsmed gav Rasmus Prehn pluspoint for at møde op til demonstrationen på et tidspunkt, hvor han »har det sværeste job at have lige nu«.

Lørdagens traktordemonstration er ikke den første af sin slags, siden regeringen besluttede at slå alle landets mink ned i november.

21. november kørte hundredvis af traktorer rundt i København og Aarhus, ligeledes for at demonstrere mod regeringens håndtering, da den valgte at slå landets minkbestand ned.

/ritzau/