Hundredvis af danskere påvirket af Spanair-konkurs

Det konkursramte flyselskab Spanair sætter en brat stopper for hundredvis af danskeres ferieplaner.

Foto: Josep Lago
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke kun SAS, som taber på, at det spanske flyselskab Spanair fredag kastede håndklædet i ringen, stoppede alle flyvninger og sendte medarbejderne hjem på grund af selskabets konkurs.

Flere hundrede danske passagerer er ifølge et overslag fra Københavns Lufthavne berørt af konkursen. Ifølge lufthavnen havde Spanair dagligt to afgange til Barcelona og i hverdagene én til Madrid med plads til omkring 160 passagerer på hver flyvning.

Kommunikationsafdelingen i lufthavnen skønner, at omkring halvdelen af passagererne på ruterne er danskere. Dermed påvirker Spanairs konkurs flere hundrede danskeres rejseplaner i den kommende tid.

Dyr ekstraregning
Danske Betina Hjorth skulle have fløjet fra Ibiza til København med Spanair lørdag morgen, men må nu tage en dyr omvej, før hun kan sætte benene på dansk jord.

- Jeg har været nødt til at købe en ny flybillet til Barcelona, hvor jeg så er tvunget til at overnatte på hotel før jeg kan rejse videre, fortæller Betina Hjorth.

Hun købte oprindeligt sin Spanair-billet hos netrejsebureauet Nemrejse.dk, hvor man kan vælge at tilkøbe ekstra konkursdækning, hvis flyselskabet skulle gå konkurs.

Det gjorde Betina Hjorth ikke, og da Spanair ikke er registreret i Rejsegarantifonden, er pengene tabt.

- Det kommer i alt til at koste mig 600 euro inklusive hotel og ny returbillet, siger Betina Hjorth, som dog tager det pænt.

- Jeg er da rigtig træt af det, men der er jo ikke noget at gøre ved det nu, siger hun til B.dk.

Tabte penge

Alt efter hvor og hvordan de - nu ubrugelige – billetter er indkøbt, er der varierende chancer for at få sine økonomiske tab dækket. Spanair var som nævnt ikke medlem af Rejsegarantifonden, som derfor ikke dækker omkostningerne.

Er billetterne købt gennem et rejsebureau, skal man kontakte bureauet og høre nærmere om konkursdækning var inkluderet i prisen. Hvis billetterne er betalt med et Mastercard eller American Express kan pengene være til at redde via din bank, men er ferien betalt med Dankort, bliver det svært.

Den spanske avis, El Pais, skriver, at omkring 22.700 passagerer bliver påvirket af de 212 aflyste flyvninger denne weekend. SAS har tidligere ejet det meste af Spanair, men solgte i 2009 det meste af selskabet fra. Ved konkursen ejede SAS 10,9 procent, og krakket koster SAS cirka 1,4 milliarder kroner.